Skip to main content

ET DØGN MED ØNH-lægen: »Bag øret tager jeg en muskelhinde …«

Det er fredag og afdelingslæge Lina Danielsson har operationsdag på øre-næse-hals-afdelingen på Sygehus Lillebælt i Vejle
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

17. jan. 2020
3 min.

6.10 Fredag – vækkeuret ringer, og jeg snoozer til 6.20. Jeg vækker mine tre børn. Min mand har fridag, men har lavet kaffe og lidt morgenmad, som jeg kan tage med på turen fra Odense til Vejle. Jeg siger farvel til børnene og starter bilen. I dag uden min faste køremakker, der arbejder på lungemedicinsk, men har fri. Det er mørkt og regnvejr. Tung trafik til Vejle.

8.00 Inden morgenkonferencen går jeg op og siger godnat til min første operationspatient, en 18-årig pige, som skal have en myringoplastik – dvs. at hun skal have lappet et hul i trommehinden, som hun har fået ved dykning, og som har givet hørenedsættelse.

På morgenkonferencen får jeg at vide, at der er kommet en ind fra skadestuen med en efterblødning efter en tonsillektomi. Han er på vej op på operationsgangen, og han er sat på min stue, så myringoplastikken må udskydes lidt. Jeg forlader morgenkonferencen for at gå derover. Jeg hilser på ham og læser op på journalen.

8.30 Jeg går ind på stuen hos den blødende patient for at være med under bedøvelsen. Ved blødning i luftvejene er det godt, hvis både narkose- og øre-næse-hals-lægen er på plads og kan hjælpe hinanden. Jeg har taget en ny introlæge med til oplæring. Patienten har en arteriel blødning fra venstre tonsilleje, som brændes.

8.55 Jeg skriver operationsnotater og forbereder de næste par operationer. Derefter er der tid til fem minutters pause i kaffestuen.

9.55 Jeg opererer pigen med hul i trommehinden. Bag øret tager jeg en muskelhinde og bruger den som transplantat til at lappe hullet. Det er en operation, jeg ikke er så erfaren i, men det går fint.

11.25 Nu hilser jeg på den næste patient, der skal opereres. Det er en kvinde i 50’erne, som pga. en nasalstenose skal have rettet næseskillevæggen og fjernet noget af næsemuslingebenet. Efter operationen når jeg lige en hurtig frokost med noget opvarmet spaghetti-kødsovs hjemmefra.

12.20 Fra lungemedicinsk afdeling kommer en patient med henblik på en finnålsprøve fra lymfeglandler på halsen på mistanke om metastaserende lungecancer. Finnålsprøven laver jeg ultralydvejledt i ambulatoriet. Derfra bliver jeg kaldt til operationsgangen for at operere næseskillevæggen.

13.50 Så er jeg færdig og skriver operationsnotat. Jeg udskriver pigen, som jeg lappede trommehinden på.

14.20 Den næste operation er hos en ældre mand, hvor der er mistanke om recidiv af planocellulært karcinom på øret og mulig spredning til lymfeglandler på halsen. Egentlig skulle jeg fjerne lymfeglandlen, men i stedet tager jeg en finnålsprøve for at give den bedste behandling. Jeg tager biopsi fra øret.

15.45 Efter at jeg har skrevet notater og fulgt op på forskellige sager, kører jeg hjem. Normalt har jeg fri kl. 15.05, men det trak lidt ud. Hjemme står yngste dreng klar. Han hopper ind, og vi kører direkte videre til hyggearrangement for 3. klasse på skolen. Vi kommer lidt for sent, men når man pendler …

18.30 Vi kommer hjem fra skolen. Jeg har en aftale med en veninde, der er kommet med sine tre børn. Min mand har lavet pizzadej, så vi bager pizza sammen og hygger. Vi ser børne-tv og laver noget Just Dance – en slags video- eller Wii-spil med en controller, hvor vi alle sammen danser.

00.30 Jeg tager ind i byen for at mødes med min søster og veninde, som har været til fest. Vi mødes på drinkbaren Visit og ender på Amy’s Vinbar.

02.30 Hjemme – og direkte i seng.