Skip to main content

Et grønnere Ugeskrift for Læger

Redaktionen

7. feb. 2022
2 min.

Ugeskrift for Læger udkommer på papir 26 gange om året med knap 100 sider og i ca. 31.500 eksemplarer pr. udgivelse. Oplaget vokser i takt med, at antallet af læger stiger.

Siden 2009 har Ugeskriftets papir været Svanemærket, og fra 2015 har det også været FSC-mærket. Papiret har i flere år været lavet af træ fra europæiske skove med bæredygtigt skovbrug, og det har været vigtigt for os at se på de klimamæssige aspekter af papirproduktionen. Træbaseret papir kan genbruges et utal af gange, inden det ender sine dage med at blive brugt i energiproduktionen.

Nyt papir

Fra januar 2022 er Ugeskrift for Læger gået et skridt videre. Vi bruger nu et lettere papir, som samtidig er produceret på en svensk fabrik, der udelukkende drives af el fra vandkraft. Papiret er stadig både Svane- og FSC-mærket. Det fremstår en anelse mere »genbrugsagtigt«, men ved at skifte til denne type papir mindsker vi CO2-udledningen for papirfremstillingen i forhold til det tidligere papir.

Det lettere papir betyder også, at vi belaster miljøet mindre, når vi skal distribuere Ugeskrift for Læger.

Plastikfolie

Flere gange årligt er der udgivelser af Rationel Farmakoterapi med Ugeskrift for Læger. De har hidtil været pakket i plastfolie, men fremover vil Rationel Farmakoterapi været hæftet ind i Ugeskriftet, så det er lige til at trække ud.

To gange årligt udgiver Ugeskrift for Læger faglige tillæg. Tillæggene vil stadig være pakket sammen med et ordinært Ugeskrift for Læger, men fremover vil indpakningen være papir i stedet for plast.