Et lægeliv på stoffer

Per Madsen har valgt - under pseudonym - at fortælle om sit liv som misbruger. »Jeg vil gøre noget for at bryde tabuiseringen af emnet og bane vejen for, at der bliver sat ind mod læger, der misbruger, før noget går galt,« siger han.

Det skønnes, at omkring 1.000 læger misbruger piller, alkohol eller stoffer. De fleste er ikke i behandling for deres misbrug.

Et halvt år før kandidateksamen begyndte Per Madsen sit misbrug. Allerede efter nogle få måneder havde han en sikker fornemmelse af, at han var blevet misbruger. Men det fik ham ikke til at stoppe, for han følte, at stofferne gjorde ham godt:

»Når jeg tog stofferne, følte jeg mig normal. Jeg følte mig ligesom andre mennesker. Væk var angsten og skammen. Jeg kunne tænke og agere som andre mennesker. Sådan er det med mange misbrugere. De tager stoffer for at føle sig normale.«

Så han blev ved. Og tog alt hvad han kunne komme i nærheden af: »Piller, alkohol, anæstesimidler, sprøjter og kanyler.«

Fyreseddel

I godt og vel 16 år var han misbruger samtidig med, at han arbejdede som læge på landets centralsygehuse, i udlandet og som praktiserende læge. Han blev gift, og han fik børn. Efter separation fik han et ledende job i udlandet. Her tog misbruget fart, og en dag kom han ikke på arbejde. Han blev fundet hjemme i dårlig tilstand, sendt hjem til Danmark og indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling i 3-4 måneder. Han vendte tilbage til udlandet, blev flyttet til en anden, underordnet stilling og fungerede godt et par måneder men startede så misbruget igen.

»Livet var svært,« forklarer han. Efter nogle måneder blev han igen indlagt på samme afdeling på Rigshospitalet. Her var han en måned, hvorefter han vendte tilbage til sit job i udlandet. Her ventede ham dog en vikarierende souschef med et brev indeholdende en fyreseddel. Det var ydmygende at skulle foretage en rejse blot for at få en fyreseddel.

Men selve fyringen kom ikke bag på ham: »Det var, hvad jeg havde lagt op til,« siger han.

Uvarslede prøver

Hjemme igen fandt han til sin forundring sammen med sin familie igen. Han fik vikariater og var clean i starten. Efter halvandet år købte han en del i en praksis. Da var han ikke længere clean. Siden første indlæggelse havde han været under embedslægens tilsyn. I en grad der betød, at embedslægen foretog uvarslede urinprøver. Men det var et stormasket net:

»Selvom prøverne var uvarslede, fik jeg en fornemmelse for, hvornår han ville komme, så det indrettede jeg mit forbrug efter. Og jeg tog ting, der ikke kunne spores eller kunne bortforklares. Jeg kunne dreje ham som en knap. Der var rige muligheder for at misbruge.«

Selv om misbruget var intenst, købte han på et tidspunkt hele praksis. »Jeg havde et godt ry. Min patientbehandling var i orden. Jeg fik mange patienter, som jeg havde et godt forhold til.«

Men misbruget tog til. »Jeg havde nemt ved at komme til piller, stoffer m.m. Jeg forfalskede recepter. Sagde til konen, at jeg tog på arbejde, men tog i virkeligheden på shoppetur til københavnske apoteker med forfalskede recepter.«

Han begyndte at være påvirket om dagen. Sløv efter gårsdagens udskejelser. Nogle gange tog han noget i frokostpausen. »Det gik ud over papirarbejdet. Fik ikke benyttet tiden mellem to konsultationer til at skrive henvisninger. Mit liv gik ud på at præstere noget i de otte timer, jeg var på arbejde. Resten af tiden var jeg påvirket.«

Til sidst flyttede han fra familien. Han var vred på sin familie. »Den vrede var et udtryk for selvvrede. Situationen er så skamfuld, at jeg ikke kan finde ord for det. Og det er umuligt både at håndtere misbruget og så den enorme skam, man føler over for sin familie. Jeg var nødt til at flytte.«

Han flyttede til sin far, som drak en halv flaske spiritus om dagen. Det gik ikke. Han fik et værelse hos en patient.

En dag var han meget påvirket på arbejde. En hjemmesygeplejerske, der kom sammen med en patient, syntes, at han var underlig. Hun sagde det til lægesekretæren, som gennem nogen tid havde haft mistanke. Hun ringede til embedslægen, som ankom og på stedet sygemeldte ham. Alternativet var at fjerne hans autorisation.

»Så faldt min verden sammen. Det, alle misbrugere frygter, er at få taget sin autorisation.«

Embedslægen sygemeldte ham, og han kom i privat behandling på Lolland. Men praktiske ting tårnede sig op: Han skulle finde en vikar til sin praksis, mens han var i behandling. Efter to måneder lykkedes det. Men vikaren holdt op allerede efter tre måneder. Da var han stadig i behandling, så han måtte sælge praksis.

Han fortsatte i døgnbehandlingen på Lolland, som tog et halvt år i alt. Efterfølgende har han været i dagbehandling i endnu et halvt år. Nu har han været clean i et år og otte måneder.

Sundhedsstyrelsen har snor i ham. Han har begrænset ordinationsret. »Jeg vil ikke tage stoffer mere,« siger han.

Det er stadig ikke nemt at være Per Madsen. Han har svært ved at finde et job. På grund af den begrænsede ordinationsret søger han job uden patientkontakt. Han har også tilbudt flere lægeklinikker at arbejde for dem gratis, men ingen har takket ja. Men han fortsætter med at lede, han er trods alt kun sidst i fyrrerne.

Navnet Per Madsen er opdigtet. Lægens rigtige navn er redaktionen bekendt. Han kan kontaktes via Ugeskriftet.