Skip to main content

Et lægeliv som eksmisbruger

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

22. aug. 2008
6 min.

Han kommer aldrig ud af sin milliongæld, kontakten til familien er helt tynd, næsten ikkeeksisterende, og der er nætter, hvor han gribes af angst og mindreværdsfølelse. Men Per Madsen har taget afgørende skridt ind i »normaliteten.« For halvandet år siden beskrev han sin situation i Ugeskriftet. Da havde han været clean i halvandet år efter at have været misbruger i hele sit professionelle liv.

Hans situation var skrøbelig, og udviklingen stod i stampe, blandt andet fordi han ikke kunne få job. Samtidig kæmpede han med »alle de moralske tømmermænd, der ligger i at have foretaget så stort et tillidsbrud, det er at tage stoffer som læge,« som han udtrykker det.

»Bearbejdningen har krævet timer og timer af terapi, samtaler med mig selv og andre, gåture på stranden, konstante tilbagefald, selvmordsforsøg i flere omgange, psykotiske tilstande og indlæggelser. Løgne, fortielser, kriminelle gerninger og alligevel soning i sidste ende,« siger Per Madsen i dag.

Arbejde og urinprøvekontrol

Nu arbejder han igen, lønnet og på fuld tid. Men det var en kamp at komme tilbage, forstås, for han havde ikke meget at tilbyde i starten, og arbejdsmarkedet stod heller ikke klar med åbne arme over for det, han tilbød: Gratis lægearbejde udføres af læge med begrænset ordinationsret og en fortid som misbruger. Københavns Kommune kom til undsætning og kontaktede en række lægepraksis. De første otte sagde nej, dels med den begrundelse, at de »ikke havde tid til at kontrollere ham,« dels fordi de ikke havde lyst til at ansætte ham.

Men den niende sagde ja. Det var en lille praksis, som ansatte ham i først 25 timer, siden 37 timer om ugen - uden løn.

Det gik godt. Patienter og lægen, der ansatte ham, var tilfredse. Godt nok skulle optrapningen til arbejdslivet foregå i små skridt. Mere end 8-10 patienter om dagen gav stress. Senere fik han desuden arbejde på et døgnbehandlingscenter, hvor en anden læge tog sig af ordinationen.

I efteråret skrev Per Madsen til embedslægen og anmodede om få ordinationsretten tilbage. Det fik han i marts i år. Han går stadig til ugentlig urinprøvekontrol og taler med overlægen på Bispebjerg Hospitals Alkoholenhed cirka hver tredie måned.

Lønnet arbejde

Med ordinationsretten tilbage fik Per Madsen mulighed for at søge flere stillinger. Han søgte og fik arbejde to forskellige misbrugsbehandlingssteder, hvor han er et par dage om ugen. Han fortsatte en dag om ugen i praksissen, ganske vist til en lille løn. »Han [den praktiserende læge, red.] har ikke råd til mere, men jeg synes, jeg skylder ham noget,« siger Per Madsen.

Er det godt at arbejde igen?

»Ja. Men jeg kan se nu, at det var godt, at der gik et par år, fra jeg blev clean til jeg fik job. Jeg var kaotisk indeni og glemte ting. For eks. i starten, da jeg arbejdede i praksissen, glemte jeg at skrive under på de breve og henvisninger, jeg skrev. Jeg kunne sidde i et kvarter og svede over at skrive to linjer. Det var uhyggeligt svært, og en langsom optrapning var helt nødvendigt.«

Og nu?

»Jeg er stadig sensibel og glemmer ting, når jeg bliver stresset, hvilket jeg bliver ret nemt. Men jeg bliver bedre til at organisere mig og håndtere det.«

Per Madsen er glad for at arbejde på døgnbehandlingscentret. »Det er fascinerende at gøre folk stoffri. Det er givende og konfronterende, fordi jeg kan bruge mine egne erfaringer. Jeg kan se, at det virker.«

Patienterne er også glade for ham, mærker han.

»For eksempel oplever jeg på rådgivningscentret, hvor det ellers meget handler om at give metadon, at mange gerne vil snakke, også lidt bredere, og de har fundet ud af, at det kan de gøre med mig. Jeg er den eneste læge, og jeg har en humanistisk tilgang. Så de spørger efter mig. Det er jo noget, man bliver glad for.«

Kender dine kolleger til dit tidligere misbrug?

»Ikke alle i rådgivningscentret. Min chef ved det. Han har sagt til mig, at det er rart, at jeg ikke er en, der stiller sig op på en stol og fortæller alle om sit misbrug. Men jeg har selv fortalt det til nogle, når der er en naturlig anledning til det. Det tager de helt stille og roligt. Men på mit andet arbejde, den private døgnbehandlingsinstitution, ved alle det. De kendte mig i forvejen, fordi jeg var i behandling der. De synes, det er en fordel, at jeg kan bruge mine egne erfaringer i behandlingen.«

Ophævelse af tilsyn?

Nu vil Per Madsen gerne koncentrere sit arbejde om de to misbrugsbehandlingssteder, og han mener, at det er på tide at lægge fortiden yderligere bag sig.

Derfor har han søgt embedslægen om at få tilsynet ophævet og blive fri for de ugentlige kontroller. »Men der går nok 4-5 måneder, før jeg hører noget. Det er svært at få en dialog om det her, om hvordan proceduren er. Det, man får at vide, er altid: Indtil videre,« siger han.

Det er - selvsagt - ingen dans på roser at være eksmisbruger, men Per Madsen synes heller ikke, at der er tilstrækkelig hjælp at hente i »systemerne.«

»Egentlig skulle de vel også hjælpe, men jeg synes snarere, at de nogle gange modarbejder. Der er for eksempel ingen dialog med 'tilsynet' - der er sådan en underlig størrelse, langsommelig og svær at have med at gøre. Man sender et brev, måske får man en kvittering om, at det er modtaget, måske ikke. Så går der flere måneder, før man hører noget.«

Per Madsen har tidligere været del af en gruppe, som alkoholenheden på Bispebjerg Hospital kører, særskilt rettet mod sundhedspersonale i misbrug. Tilbudet er etableret i erkendelse af, at sundhedspersonale ofte har særlige ting at slås med, når de skal ud af deres misbrug. Men i Per Madsens tilfælde var det nu ikke nogen nævneværdig succes. I hans gruppe var der syv sygeplejersker og en læge. »Vi var på flere måder forskellige steder,« fortæller han.

»Men jeg savner et fagligt netværk med sundhedspersoner, der er tidligere misbrugere. Jeg ved, at der er mange andre læger i en situation, der ligner, men jeg kender dem ikke. Jeg er lidt Palle alene i verden. En gang imellem griber angsten og mindreværdsfølelsen mig, og jeg kan vågne op om natten og være helt på den. Så er det vigtigt at have nogle, som man kan sige »den anden dag var jeg langt ude og lige ved at falde i« til. Det går ikke lige til kaffepausen, men også læger har behov for at have en lille kreds, hvor man kan fortælle om sådan noget.«

FAKTA

Så mange misbrugende læger er aktuelt under tilsyn hos embedslægen:

Region Hovedstaden: 46

Region Midtjylland: 9

Region Nordjylland: 11

Region Syddanmark: 5

Region Sjælland: 4

Optalt i ultimo juni


  1. Steenberger A. Tabu om læger i misbrug. Ugeskr Læger 2007;169:1194.
  2. Steenberger A. Et lægeliv på stoffer. Uge skr Læger, 2007:169:1196.

Referencer

  1. Steenberger A. Tabu om læger i misbrug. Ugeskr Læger 2007;169:1194.
  2. Steenberger A. Et lægeliv på stoffer. Ugeskr Læger, 2007:169:1196.