Skip to main content

Et moderne patientklagesystem på vej

Formand for lægeforeningen, Yves Sales

12. mar. 2010
3 min

Regeringen har fremlagt et lovforslag, der lægger op til en grundlæggende reform af det danske patientklagesystem. Det er et resultat af rigtig mange års livtag med dette område, og resultatet er blevet markant. Det indeholder de fem kerneelementer, som vi har advokeret for: muligheden for at klage bredt over brud på patientrettigheder, lovfæstet adgang til lokal klagebehandling, etablering en central ombudsmandsinstitution, oprettelse af et disciplinærnævn for personsager og mulighed for en forøget læring i hele systemet.

Vi noterer os med glæde, at Sundhedsministeren på den måde har været åben for en række af de forslag, som er blevet stillet af Lægeforeningen, Danske Regioner og patientforeningerne. Ikke alle vore ønsker er kommet med, men der er skabt gode rammer for, at der kan ske betydelige fremskridt. Det har været os magtpåliggende at få den lokale indgang til klagesystemet. Vi ved, at mange uheldige forløb skyldes misforståelser eller dårlig kommunikation, og det kan et stort centralt klagedepartement ikke gøre meget ved. Det kan derimod en fornuftig dialog og eventuelt en undskyldning, en ny konsultation eller ændring af en procedure. Det må nu engang være mere tilfredsstillende for en patient at se, at et uheldigt forløb konkret fører til forbedringer for andre patienter, end at få et brev et år efter med besked om, at klagen er afvist, fordi der ikke er begået formel fejl af en sundhedsperson.

Der er et klart behov for at arbejde med en nærmere beskrivelse af rammerne for den lokale klagebehandling. Forudsætningen er, at der bliver tilrettelagt en systematisk og tillidsskabende proces for klagehåndteringen mellem patienten og det sted i sundhedsvæsenet, hvor patienten har haft den dårlige oplevelse. Selvom regionerne har et naturligt ansvar, så er hele ideen i den lokale klagebehandling, at det er den klagesagsansvarlige sundhedsperson, udstyret af ledelsen med den nødvendige kompetence, der tager hånd om klagerne og dialogen. I England har man f.eks. arbejdet meget systematisk med en ligeværdig tilgang til en dialog med patienten på det lokale niveau.

Patientombuddet bliver den centrale enhed, der skal tage sig af sagerne, når de ikke kan klares lokalt. Patientombuddet bliver en fusion af en række enheder, der i dag er beskæftiget med patientklager og med utilsigtede hændelser. Der er afsat en ekstra bevilling, og den bør bl.a. bruges til at sikre, at Patientombuddet udstyres med nye kompetencer til at arbejde med læring og processer i klagesager. Samtidig bør sagsbehandlingstiden på de nuværende ca. 15 mdr. reduceres væsentligt. Det er i den forbindelse mærkeligt, at man starter med en udvidelse på 14 mill.kr., som efter to år uden yderligere forklaring sænkes til 4,5 mio. kr.. Det er svært at se sammenhængen mellem ressourcer og intentioner i denne del af lovforslaget.

Den sidste nyskabelse, Disciplinær-nævnet, betyder, at vi omsider får en institution, der skal koncentrere sig om sager om sundhedspersoners faglige virksomhed. Derfor bør fagligheden efter Lægeforeningens opfattelse styrkes i Disciplinærnævnet i forhold til det nuværende PKN.

Lægeforeningen vil fortsætte med at spille ind med ideer og forslag i implementeringsfasen.

Forslaget mangler bl.a. endnu at medtage den lokale indgang i kommunernes sundhedstilbud og de private tilbud, f.eks. betalt via sundhedsforsikringer, som ikke er finansieret af regionerne. Men foreløbig er der grund til at notere sig at der nu - endelig - er udsigt til fremskridt på patientklageområdet.