Skip to main content

Et nyt FAS er vedtaget

FAS-Redaktør, Jesper Brahm, j.brahm@dadlnet.dk og informationsmedarbejder FAS, Lisbeth Dahl

10. okt. 2008
8 min.



Billedtekst: FAS' bestyrelse: Bagest fra venstre: Ole Sonne, Anders Bak-Christensen, Erik Kristensen og Peter Haahr. Forrest fra venstre: Kåre Kristiansen, Poul Jaszczak og Lise Møller og Mogens Hüttel. Fra den 1. januar 2009 vil bestyrelsen i FAS, grundet den nye struktur, bestå af formændene for de 11 forhandlingsberettigede foreninger. Foto: Anders Brohus
Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde

Overlægers funktion og ansættelsesvilkår til debat

På Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde den 3. oktober 2008 opfordrede formanden, Erik Kristensen, i sin beretning til debat herom: »Ved en retrospektiv analyse af udviklingen på overlægeområdet, kan man efterlades med det indtryk, at funktionen og hermed også overenskomsten efterhånden har antaget karakter af et ,kludetæppe`, med lapper hist og pist alt efter hvilke presserende problemer eller udviklingstendenser der her og nu lige skulle tages højde for, uden at problemløsningen nødvendigvis blev analyseret og placeret i en større funktionel sammenhæng«.

Den efterfølgende debat af formandens beretning fulgte opfordringen.

Erik Obel pegede på, at der er blevet mere og mere specialiserede behandlinger, vi ved mere og mere, men på et smallere og smallere grundlag. Vi skal fastholde at etablere den sammenhængende patientbehandling. Han påpegede også et andet problem, nemlig at cheflæger ofte har valgt det lægefaglige fra samtidig med, at de er blevet rådgivere for sygehusejerne. Overlægen med den patientnære funktion burde også have den rådgivende funktion.

Carsten Hædersdal sagde, at alt i sundhedsvæsenet er til forhandling, og at OLAU-kurserne derfor i langt højere grad bør sigte på at klæde overlægerne på til at møde denne udfordring. Han understregede, at de yngre kolleger bør inddrages mere i at klæde overlægerne på til dialogen.

Mads Kock Hansen fortalte, at han som ny, ung ledende overlæge med et budget på 100 mio. kr. bruger ca. 50 timer på ledelse pr. uge, og det får den lægefaglige ledelse til at falme. Han var inspireret af besøg i USA, hvor alle seniorer overlæger havde 2 dage med administrative opgaver og 3 dage med lægefaglige opgaver.

Lone Winther Jensen kom ind på, at overlægegruppen er under forandring i sammensætning, og at overlægearbejdet er en blanding af »Djøf-arbejde« og klinisk arbejde. Man vil altid tabe terræn i det lægefaglige arbejde, når man påtager sig administrative opgaver. »Nu hvor cheflægerne er skilt ud, er vi alle klinisk arbejdende overlæger« sluttede hun.

Erling Andreasen var inde på effektivitetskravet om kortere liggetider: »Vi må tænke på den hele patient, og derfor er korte liggetider mange gange en trussel mod patientbehandlingen. Den menneskelige faktor må ind i behandlingen«.

Mark Krasnik anførte, at debatten i dag er totalt domineret af fortiden og ikke af forventninger til fremtidens sundhedsvæsen. Han glædede sig over, at arbejdsmiljøet var taget med i beretningen.

Ole Nørregaard kom ind på spændingsfeltet af etiske problemstillinger, når man skal, men ikke kan nå at løse opgaverne. Det er vigtigt at finde modeller, hvor vi kan håndtere sådanne problemer. Fagligheden skal fylde meget såvel i dagligdagen som i vores rådgivning af politikere.

Lone S. Jensen sagde, at der er et ønske om at varetage både den kliniske og den administrative ledelse og om at få hjælp til sidstnævnte og slet ikke om at blive påført en underlæggelse, som ses udmøntet i Region Midt. Hun fortsatte: »OLAU-kurserne skal have fokus på den kliniske lederuddannelse. Regionerne går meget ind for tværfaglig ledelse - mod den monofaglige ledelse, som vi hylder«.

Jens Bjerre Winther, Hans Stimpel og Bjarne Møller Madsen var alle inde på overvejelser om forskellige ansættelsesformer og efterlyste forsøg på ændrede former. Åremålsansættelse i stedet for tjenestemandsansættelse er attraktiv, fordi det dels kræver en arbejdsbeskrivelse, dels fordi lønsummen kan forhandles individuelt.

Peter Hokland sagde, at der er funktionsledelse på hans afdeling, men der er overlæger, som ikke er med i ledelsesgruppen. Han opfordrede til at overveje en vej mod færre overlæger, men med klare ledelsesopgaver.

Foreningens vedtægter var fremlagt med ændringsforslag fra bestyrelsen for at tage højde for ændringerne i FAS' vedtægter, ændringen i medlemsskaren (cheflæger m.a. er overgået til Foreningen af Lægelige Chefer i Danmark, FLCD) og tilpasning i valgperioden for lokale repræsentanter. Ændringsforslagene blev vedtaget.

Repræsentantskabet genvalgte Erik Kristensen som formand og Mogens Hüttel, Erik Obel og Lone S. Jensen som bestyrelsesmedlemmer.

Kontingentet blev vedtaget uændret.

Foreningen af Praktiserende Lægers repræsentanskabsmøde

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne er det aftalt at lave en omkostningsundersøgelse. Undersøgelsen vedrører de indtægter og udgifter, der har med sygesikringsaktiverne at gøre.

Undersøgelsen gennemføres af FAPS med eventuel hjælp fra et eksternt konsulentfirma.

»Det bliver FAPS, der bearbejder tallene, som vil tegne et helt speciale, og det bliver på denne måde ikke muligt at identificere den enkelte speciallæge. Der kan ifølge aftalen heller ikke ske ændringer i overenskomsten på grundlag af tallene. Det er derimod meningen, at der skal ses på den fremtidige fordeling af midler, som skal fordeles specialerne imellem for at give god udvikling i speciallægepraksis« sagde Peter Haahr i sin beretning.

Tutorlæger

»Tutorlægeordningen er for FAPS en livsnerve, når det gælder oplæring af kommende generationer af læger og for den fremtidige rekruttering til praksis,« sagde Peter Haahr.

Det har dog vist sig vanskeligt at løbe projektet i gang - især inden for otologien. Det fungerer fint indenfor dermatologi og er acceptabelt i oftalmologi.

FAPS har nu fremsat et forslag, der går ud på, at uddannelseslægens løn betales helt af regionen og at knækket for tutorlægens praksis fjernes. Der er nedsat en arbejdsgruppe til at løse problemerne og Peter Haahr gav udtryk for forventning om, at aftalen er på plads inden årets udgang.

Henvinsningshotellet: REF-HOST

Henvisningshotellet er en elektronisk variant af papirhenvisningen fra almen praksis til speciallægeundersøgelse og efterfølgende behandling.

Den 6. december 2008 er alle speciallæger med i henhold til overenskomsten.

Der kan dog stadig sendes speciallægehenvisninger via EDIFACT, men henvisningen bliver nu lagt på henvisningshotellet, så patienten sikres sin ret til at vælge egen speciallæge.

Modtagelsen hos medlemmerne har været blandet, men efter den første tid med tekniske vanskeligheder, er stemningen vendt til det mere positive:

Hans P. Jeremiassen, ortopædkirurg, fandt, at henvisningshotellet fungerer fint, men kunne dog godt ønske sig, at log-on tiden sættes op, så man ikke smides af efter kort tid. Han påpegede desuden problemet med, at henvisningerne havner hos den forkerte speciallæge: fx at henvisning til ortopædkirurgi havner hos kirurgerne. Samme problemstilling nævnte Vibeke Breiting, plastikkirurg: Her er det 50 pct. af henvisningerne, som lægges forkert fra almen praksis og det tager unødig tid at få fat på henvisningerne.

Der var forslag om, at den praktiserende speciallæge kunne få lov til at se på flere »hylder« i systemet, så man selv kunne hente de forkert sendte henvisninger.

Peter Haahr svarede, at i forhold til Datatilsynet kan adgangen kun være åben en time om dagen. Han vil give forslagene om mulighed for mere åbningstid og mulighed for at se på andre hylder, videre til den styregruppe, der er nedsat. »Vi ved godt, at nogle synes, at brugen af henvisningshotellet er rigtig besværlig, og at der stadig er tekniske problemer. Bestyrelsen har besluttet at oprette en slags ,task force`, som består af en repræsentant fra hvert speciale. Meningen er, at man fra speciallæge til speciallæge kan forklare de problemer, man har, og forhåbentlig også finde løsningerne«.

Ny udvidet regel om praksisoverdragelse

På repræsentantskabsmødet blev der fremlagt forslag til vedtægtsændringer. Ændringerne er en naturlig følge af de senere vedtagne ændringer i FAS' vedtægter.

En af ændringerne var dog ikke afhængig af ændringerne i FAS vedtægter: Reglen om praksisoverdragelse.

Ændringen, som blev vedtaget af repræsentantskabet, betyder, at hvis der i forbindelse med køb og salg af speciallægepraksis overdrages fast ejendom, inventar, instrumenter eller lign., må der ikke aftales en pris, som oversiger værdien i handle og vandel.

Reglen er gældende fra 1.1.2009.

Ny formand for FAPS

Peter Haahr gik af efter 4 år som formand. Han har forinden sin formandstid siddet 4 år i FAPS' bestyrelse.

Som konsekvens af den nye struktur i Lægeforeningen og FAS har man valgt at lave en arbejdsdeling, således at FAPS' nye formand - Niels Siebuhr, praktiserende psykiater sidder i FAS' og Lægeforeningens bestyrelser. Som næstformand blev valgt øre-næse-halslæge, Mikkel Holmelund. Mikkel Holmelund tager sig af FAPS-anliggender - herunder overenskomstforhandlinger.

Foreningen af Speciallægers repræsentantskabsmøde

Weekendens repræsentantskabsmøde den 4. oktober 2008 i FAS blev historisk. Repræsentantskabet vedtog med overvældende flertal vedtog en ny struktur for FAS med virkning fra 1. januar 2009.

De væsentligste ændringer - summarisk - er:

  • Obligatorisk medlemskab af både den forhandlingsberettigede forening og FAS (Foreningen af Speciallæger og Forhandlingsberettigede Foreninger). FAS har to slags medlemmer: de individuelle medlemmer samt en gruppe af forhandlingsberettigede foreninger.

  • Organisering af konfliktfond, sygefond og efteruddannelsesfond ændres ikke.

  • Forhandlingsretten delegeres til de forhandlingsberettigede foreninger, hvis egne øverste, kompetente forsamlinger godkender/forkaster et forhandlingsresultat.

  • De forhandlingsberettigede foreninger varetager selv egne anliggender udadtil. Andre forhandlingsberettigede foreninger orienteres i sager af betydning for disse. Beskrivelsen i de nye vedtægter er langt mere i overensstemmelse med den virkelighed, der har været gældende i en årrække allerede.

  • Repræsentantskabet nedlægges. FAS' øverste myndighed er bestyrelsen, som er formændene for de forhandlingsberettigede foreninger. Eventuelle afstemninger i bestyrelsen sker efter stemmevægte, svarende til andelen af medlemmer.

  • FAS afholder et årligt medlemsmøde uden beslutningskompetence, der er åbent for alle medlemmer.

  • Formanden for den største forhandlingsberettigede forening bliver også formand for FAS.

  • Repræsentationen i Lægeforeningens bestyrelse bliver udover FAS' formand efter indstilling til Lægeforeningens repræsentantskab en repræsentant fra den næststørste forhandlingsberettigede forening samt en repræsentant, der kan indstilles fra alle de forhandlingsberettigede foreninger i FAS.

  • Repræsentationen i Lægeforeningens repræsentantskab bestemmes af de forhandlingsberettigede foreninger selv og antalsmæssigt efter deres størrelse. De små foreninger kan danne valgforbund. Fordelingsnøglen er ikke p.t. fastlagt

  • Speciallægeorganisationerne mister den hidtidige repræsentation i FAS' repræsentantskab, som jo nedlægges og indbydes/opfordres til et fortsat - og gerne udvidet - samarbejde med de forhandlingsberettigede foreninger.

I diskussionen af vedtægtsændringerne fastslog FAS' formand, Poul Jaszczak, at UEMS fortsat er forankret i FAS. Det blev påpeget, at der skulle være tid og opfordring til fremlæggelse for organisationernes kompetente forsamlinger, mellem de to på hinanden følgende FAS' bestyrelsesmøder i forbindelse med en eventuel ophævelse af FAS. Et ændringsforslag blev udarbejdet og indgik i de vedtagne vedtægter.

På spørgsmålet om, hvorledes FAS' bestyrelse afrapporterer til medlemmerne, svarede formanden, at bestyrelsens medlemmer jo er bundet op på deres mandater fra de respektive organisationer, men at det i øvrigt hermed er en opfordring til bestyrelsen i forretningsordenen at sikre en tilbagemelding til medlemmerne.

FAS' bestyrelse ændres, idet FAPS' nye formand, Niels Siebuhr, indtræder. Desuden valgtes FAPS' nye næstformand, Mikkel Holmelund, til FAS bestyrelse i resten af året, hvor de gamle vedtægter for FAS endnu gælder.

I forbindelse med fremlæggelsen af regnskab, budget og forslag til kontingent vedtoges et uændret kontingent.

Formandens beretning i sin helhed og vedtægternes fulde ordlyd kan læses på www.laeger.dk