Skip to main content

Ét sammenhængende sundhedsvæsen

Jesper Poulsen, Karsten Nielsen, Jørgen Lassen & Mette Worsøe

1. nov. 2005
3 min.

Lægeforeningen har i en årrække advaret imod risikoen for en splittelse eller niveaudeling af sundhedsområdet. Baggrun-den var den stærke vækst i private sygdomsforsikringer og skatteincitamenter for arbejdsgiver til at tegne disse forsikringer. Regeringens garanti til patienterne om behandling uden for det offentlige væsen, hvis det ikke har et behandlingstilbud inden for to måneder, har taget trykket af kedlen. Men næppe er denne trussel ved at fortone sig, før et nyt skrækscenarie dukker op i horisonten med en ny risiko for en deling af sundhedsvæsenet, ikke efter A- og B-hold eller privat og offentlig sektor, men gennem en deling af lægerne i forskellige sektorer.

Man kunne vælge at betragte tankerne om en deling af praktiserende læger og sygehusansatte samt praktiserende speciallæger i hver sin sektor som et udslag af tankespind. Men de er tilsyneladende fremsat i fuldt alvor, og det er derfor Lægeforeningens opgave stærkt at advare mod at bringe tankerne videre til et niveau, hvor de også kan risikere at blive ført ud i livet i fuldt alvor. Der er så mange argumenter imod, og det er så lidt fremtidsrettet, at det næsten gør ondt. Det groteske er, at nogle af hovedargumenterne imod i stort omfang er leveret af regeringens egne rådgivere. Det særlige rådgivende udvalg fremhæver således i januar 2003 den grundlæggende betydning af sammenhæng under den sam-me myndighed for at få gode behandlingsforløb, høj kvalitet, god arbejdsdeling og mindst mulig kassetænkning.

Vi ved som læger, at det er i overgangene mellem organisatoriske enheder, at fejlene opstår, at patienterne føler sig dårligt informerede, eller sammenhængen i behandlingen glipper. Sundhedsstyrelsen har lige udsendt det første udkast til Den Danske Kvalitetsmodel for Sundhedsvæsenet, der net-op tilstræber at sikre sammenhængen i sektoren ved at fokusere på behandlingsforløb. Det vil få et grundskud, hvis et fremtidigt Danmark deler lægerne op i en regional og en kommunal sektor. Det duer ikke med forskellige driftsansvarlige i den primære og den sekundære sektor. Det ødelægger sammenhængen, og skal vi leve op til fremtidens krav til forskning, uddannelse og kvalitetsudvikling, så duer det heller ikke, at vi får et stort antal driftsansvarlige, der kan have svært ved at se nytten af, at de skal bidrage økonomisk og på anden vis til disse ting.

Når udenlandske specialister bliver sat til at vurdere det danske sundhedsvæsen, er der konsekvent ét element, der bliver fremhævet som unikt, og det er organiseringen af almen praksis og de praktiserende lægers rolle som gatekeepere i et sammenhængende sundhedssystem. Den lægefaglige visitation, der finder sted ved »havelågen«, sikrer fra patientens synspunkt, at hun eller han kommer videre til den rigtige behandling på sygehus eller speciallæge. Fra samfundets synspunkt sikrer den praktiserende læge ved sin vurdering, at patienten bliver henvist til det mindst specialiserede, men fagligt forsvarlige niveau. Det sikrer den mest hensigtsmæssige anvendelse af såvel økonomiske som sundhedsfaglige ressourcer. Denne funktion er en kernefunktion i det danske sundhedsvæsen, og den bliver endnu vigtigere i fremtiden, hvor patienterne må formodes at bruge deres frie valg i endnu større omfang og derfor har brug for ordentlig faglig rådgivning.

Det kan selvfølgelig forventes, at praktiserende læger arbejder som samvittighedsfulde gatekeepere, også hvis de er placeret i et andet system. Men der sker altså noget psykologisk, når kollegaen sidder på den anden side af hegnet. Tænk den umulige tanke, at gatekeeperen uden for systemet massivt henviser patienterne til sygehusene i systemet. Dette og de mange andre argumenter tilsiger, at det vi har brug for er ét sammenhængende sundhedsvæsen.