Skip to main content

Et velfungerende reservelægeråd

Konsulent i Yngre Læger Katrine Henningsen, khe.yl@dadl.dk

24. apr. 2006
9 min.

Flere steder i landet er reservelægerådet rammen, når lokale problemstillinger skal drøftes og løses. Her mangler hverken motivation eller gode ideer, og tillidsrepræsentanterne går forrest, når det lokale arbejde skal udvikles, når det halter med yngre lægers arbejdsmiljø og -vilkår, når kollegialiteten med både læger og andre faggrupper skal styrkes, eller når de yngste læger på sygehusene skal sikres et ordentligt uddannelsesforløb.

Yngre Læger har samlet en række ideer fra aktive reservelægeråd rundt om i landet, hvor man ikke nøjes med at snakke om problemerne i kaffestuerne. Forslagene er ment som inspiration - og kan tilpasses de lokale forhold.

Har reservelægerådet på dit sygehus brug for en hjælpende hånd, så læs mere om erfaringerne fra projektet »Styrk dit reservelægeråd« nedenfor - et tiltag fra Yngre Lægers Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalg, AMOR.

Styrk det lokale arbejde

Engagerede og kompetente tillidsrepræsentanter er en af grundpillerne i et velfungerende reservelægeråd, og reservelægerådsmøderne er derfor den bedste ramme til at udvikle og styrke det lokale arbejde. På Odense Universitetshospital (OUH) afholdt reservelægerådet tidligere et årligt plenum for de ca. 25 tillidsrepræsentanter, men meget få mødte op.

Derfor har man - med hjælp fra fællestillidsrepræsentanterne og den lokale lægekredsforening - konverteret mødet til en årlig TR-dag med fokus på temaer, der føles relevante for tillidsrepræsentantens dagligdag - f.eks. introduktion af nye kolleger og tillidsrepræsentantens rolle i lokale lønforhandlinger.

På OUH forhandler man lønnen på afdelingsniveau, og for at ruste tillidsrepræsentanterne til opgaven afholdt man et lokalt heldagskursus i forhandlingsteknik med undervisere fra Lægeforeningen - og fri med løn til alle tillidsrepræsentanterne. Og TR-dagene har været en succes: Nu deltager næsten alle tillidsrepræsentanter hver gang.

Du kan rekvirere Lægeforeningens lokale kursus i forhandlingsteknik på www.laeger.dk > Uddannelse > Kurser og møder.

Reservelægerådets Bedste Ven

Det kan være svært at opretholde engagementet og interessen, når centrale personer eller »ildsjæle« forlader reservelægerådet. Det oplevede de på Sygehus Viborg, hvor det kneb med at få planlagt og afholdt møderne: Folk mødte ikke op, og der var ingen til at påtage sig opgaverne.

For at skabe større interesse for reservelægerådets arbejde opstod ideen med at uddele prisen til »Reservelægerådets Bedste Ven«. Den uddeles fire gange årligt til personer, der gør noget særligt for yngre lægers uddannelse. Alle ansatte på sygehuset kan indstilles af de yngre læger, og indtil videre er den gået til en uddannelsesansvarlig overlæge, en sekretær, en sygeplejerske og en 1. reservelæge.

Med i prisen følger blomster, vin og en badge med »Reservelægerådets Bedste Ven«. Reservelægerådet giver morgenmad til alle på afdelingen, når prisen overrækkes, og et billede og en kort omtale i Sygehus Viborgs lokale blad sørger for synliggørelse på hele sygehuset, så rigtig mange - også andre end yngre læger - nu kender reservelægerådet. Det har været en stor succes og har skabt positiv dialog mellem de forskellige faggrupper - og så har de yngre læger kunnet belønne de kolleger, der arbejder for bedre uddannelse.

Fokus på arbejdsmiljø

Vagtbelastning, det psykiske arbejdsmiljø og frygten for utilsigtede hændelser spiller en rolle i de fleste yngre lægers hverdag - men hvordan gør man noget ved det? På H:S Rigshospitalet har reservelægerådet fokuseret på at forbedre lægernes arbejdsvilkår og arbejdsmiljø, og på grund af deres indsats har de modtaget H:S Rigshospitalets årlige arbejdsmiljøpris. De har bl.a. arbejdet på at reducere vagtbelastningen, udarbejdet vejledninger og rammer til de fokuserede kliniske ophold og set på behovet for debriefing og kontakt til psykologer i relation til ubehagelige oplevelser på afdelingerne.

Men arbejdet er langtfra færdigt, og pengene fra prisen skal bruges til et heldagsseminar den 15. maj, hvor tillidsrepræsentanter fra hovedstadsregionen får mulighed for at debattere de forskellige perspektiver på lægers arbejdsmiljø - både med fagfolk inden for arbejdsmiljøområdet og med andre læger, der til dagligt oplever arbejdsmiljøet »set fra gulvet«.

Det er formålet at skabe en konstruktiv dialog om problemstillingerne, og erfaringerne fra seminaret skal bruges til at skabe bedre forståelse for de måder, yngre læger kan arbejde på at identificere og løse deres arbejdsmiljømæssige udfordringer.

Reservelægerådet håber på, at programmet fra seminaret kan fungere sominspiration til andre, der ønsker at lave en lignende dag - læs mere om H:S Rigshospitalets arbejdsmiljøpris og erfaringerne fra arbejdsmiljøseminaret i Ugeskrift for Læger senere på året.

En god velkomst til de yngste

Reservelægerådsmøderne er også et godt forum til at introducere de yngste læger til forholdene på sygehuset og tage hånd om de ting, der er svære som nyuddannet. Her kan de lære deres kolleger bedre at kende, blive fortrolige med de opgaver og problemstillinger, der optager lægerne på sygehuset, og blive introduceret til rollen som tillidsrepræsentant.

Et godt initiativ på Sygehuset i Fredericia har vist, hvordan man ved en fælles indsats har sikret turnuslægerne en ordentlig velkomst. Afdelingen, hvor turnuslægerne skulle starte, skulle nedlægges en måned efter turnusstart, og turnuslægerne skulle overflyttes til Kolding med nyt introforløb, nye omgivelser, nye kolleger etc.

Reservelægerådet mente, at flytningen ville resultere i både forringet arbejds- og uddannelsesmiljø - og den velkomst til arbejdet som læge kunne man ikke byde de nye kolleger. Derfor satte de handling bag de fine ord om kollegialitet og skrev et brev til alle lægerne på afdelingen. Ved fælles indsats fik man etableret et midlertidigt »vagthold«, der kunne dække vagterne i Fredericia, så turnuslægerne kunne starte i Kolding med det samme og undgik at få delt deres turnusforløb.

Kombiner det faglige og sociale

Flere steder i landet har møder - kombineret med spisning eller andet socialt - givet mulighed for lidt friere rammer til diskussion og ideudveksling. I Frederiksborg Amt er modellen en fast dagsorden plus masser af tid til mere åben diskussion og debat i hyggelige omgivelser. Desuden er det en tradition, at der årligt afholdes en fest for alle yngre læger i amtet.

Ikke mindst de yngste læger bruger arrangementerne som både socialt og fagligt kontaktforum, men også andre yngre læger nyder godt af at kunne mødes lokalt på tværs af afdelinger og sygehuse.

Projektet »Styrk dit reservelægeråd«

Yngre Lægers Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalg, AMOR, har tidligere tilbudt hjælp til de yngre læger på sygehuse, hvor reservelægerådet kunne trænge til en »saltvandsindsprøj tning«.

Projektet »Styrk dit reservelægeråd« startede med to pilotprojekter på henholdsvis Nykøbing Falster Sygehus og Skejby Sygehus. Begge steder planlagde AMOR og Yngre Lægers sekretariat i fællesskab med reservelægerådet og den lokale amtsreservelægerådsformand en temadag, der skulle medvirke til at skabe større fagligt fællesskab - og dermed styrke og synliggøre yngre lægegruppen på sygehuset. Og temadagene gav mange positive erfaringer.

På Nykøbing Falster Sygehus var det største problem, at der manglede tillidsrepræsentanter på næsten alle afdelinger. Der var ingen til at løfte de lokale opgaver og sikre kontinuitet i reservelægerådets arbejde. En stor del af arbejdet inden temadagen bestod derfor i at få valgt tillidsrepræsentanter på afdelingerne, hvilket lykkedes. De nyvalgte tillidsrepræsentanter deltog i temadagen sammen med ledelsen fra sygehuset, der bl.a. gav udtryk for vigtigheden af, at de yngre læger er godt organiseret. Der var stor opbakning til samarbejde med reservelægerådet, og man aftalte fremover at holde faste møder mellem ledelsen og reservelægerådet.

På Skejby Sygehus havde reservelægerådet i længere tid været usynlige over for både ledelsen og kollegerne. De yngre lægers problemer blev ikke løst, og de oplevede, at det var svært at komme i kontakt med sygehusledelsen, bl.a. i forbindelse med lønforhandling. Cheflægen var inviteret til at holde oplæg på temadagen, og han viste stor vilje til at samarbejde med reservelægerådet. Også her aftalte man at holde møder med ledelsen ca. hver anden måned.

Projektet »Styrk dit reservelægeråd« eksisterer fortsat. Har reservelægerådet på dit sygehus brug for hjælp, eller vil du gerne høre mere om de gode erfaringer fra projektet, kan du kontakte Lone Rasmussen fra Yngre Lægers sekretariat på lr.yl@dadl.dk

Økonomi

Den lokale lægekredsforening kan tilbyde en række servicer, f.eks. sekretærbistand, registrering af lokale lønaftaler og planlægning af møder og kurser. Derudover dækker de en række udgifter til f.eks. kopiering, porto, forplejning ved møder og evt. støtte til konkrete projekter. Kontakt den lokale lægekredsforening for at høre, hvad de kan gøre - eller se listen på www.laeger.dk > Arbejdsliv > Fagligt aktiv > Dit lokale sekretariat.

Ledelsen på afdelingen eller sygehuset støtter ofte gerne tiltag, der fremmer kollegialiteten, arbejdsmiljøet og sammenholdet blandt lægerne. Flere reservelægeråd har haft succes med at få finansieret lokale kurser og internater om f.eks. forhandling, lægekultur, lokal løn - eller arrangementer, der kombinerer det faglige og sociale, f.eks. julefrokoster og foredrag med efterfølgende middag.

Fakta
Planlægning

Læg reservelægerådsmøderne på faste tidspunkter: Så ved de yngre læger, hvornår det er, og det er nemmere at opretholde en struktur på længere sigt.

Planlæg reservelægerådsmøderne på længere sigt, f.eks. et halvt år af gangen - og sørg for, at indkaldelser, dagordener og referater kommer ud i god tid. Send evt. en mail til de enkelte yngre læger på sygehuset.

Læg evt. møderne om morgenen, så deltagerne ikke bliver forhindret, f.eks. pga. travlhed i ambulatoriet - eller læg møderne, når overlægerne holder klinikmøder om eftermiddagen.

Send en e-mail med mødetidspunktet til skemalæggerne - så kan de sørge for, at deltagerne er på arbejde den dag.

På Læger.dk har de enkelte reservelægeråd mulighed for at lægge dagsordener, referater og andre praktiske informationer.

Vær synlig

Et synligt reservelægeråd skaber interesse omkring de opgaver og sager, der løses lokalt. En af måderne er at informere de yngre læger gennem nyhedsbreve enten direkte eller fx via tillidsrepræsentanterne.

Informationen når typisk ud til flere, og der er flere til at løfte opgaverne, hvis der er engagerede tillidsrepræsentanter på alle afdelinger.

Sæt fx reservelægerådsformandens og tillidsrepræsentanternes navn og billede på indkaldelserne til reservelægerådsmøderne. Så ved de yngre læger, hvem de kan kontakte - også selvom de ikke kan komme til mødet.

På Roskilde Amts Sygehus har man uddelt kuglepenne fra Yngre Læger sammen med indkaldelsen til reservelægerådsmødet - det minder lægerne om tilstedeværelsen af Yngre Læger både lokalt og centralt.

Motivation

Der skal være fordele ved at engagere sig i de lokale forhold. »Reklamer« for, at man fx kan opbygge sit netværk eller deltage i Yngre Læger og Lægeforeningens kurser, der ruster tillidsrepræsentanterne til lokale lønforhandlinger, pressekontakt etc.

Del opgaverne ud, så alle får oplevelsen af de små/store sejre - og husk at informere om de ting, som reservelægerådet opnår - så folk kan se, at det nytter at deltage og involvere sig.

Involver de yngste læger, så de nemmere lærer forholdene og kollegerne på sygehuset at kende. Det kan sikre, at de har lyst til at løfte de lokale opgaver i fremtiden.

Et godt forhold til ledelsen

Dialog og samarbejde med ledelsen er værdifuldt og skaber opmærksomhed om forholdene.

Gør op med myten om, at ledelsen ikke sætter pris på tillidsrepræsentanternes og reservelægerådets indsats. De fleste sætter pris på kolleger, der tager hånd om problemerne i stedet for at gå og murre i krogene - det gør ledelsen også.

Et velfungerende reservelæge-råd har god kontakt til ledelsen og kan medvirke til at løse problemer og konflikter, inden de vokser sig store.

Vær opsøgende

Send et brev fra reservelægerådet til alle nyansatte læger på sygehuset med en opfordring om at kigge forbi på næste møde - i Viborg sender de en plade chokolade med brevet. Lægekredsforeningen kan hjælpe med det praktiske såsom udsendelse og porto.

Reservelægerådsformanden og de aktive tillidsrepræsentanter kan kontakte de enkelte tillidsrepræsentanter personligt, hvis det kniber med fremmødet.

Læs mere

Dette er anden artikel i serien om fagpolitisk engagement.

Hvis du vil læse mere om emnet, så se den første artikel »Fra stud.med. til yngre læge« i Ugeskrift for Læger nr. 6/2006.