Etikken i klinikken

Lægemødet 2003 genoptog debatten om, hvor grænsen er for, at en patient kan få et andet behandlingstilbud, end det sundhedsvæsenet umiddelbart tilbyder. Baggrunden er den herostratisk berømte sag om »den nazistiske nyresten«. På Lægemødet blev sagen rejst af den læge, der som bagvagt, efter pålæg fra sygehusledelsen, overtog behandlingen af en nynazist, der afviste at lade sig tilse af forvagten. Begrundelsen var som bekendt, at han anså forvagten for at være et dyr, fordi hun ikke havde dansk etnisk baggrund, og at han ikke ville behandles af et dyr.

Lægen, der overtog den nynazistiske patient, Kári Mikines, forelagde Lægemødet et forslag til et »kodeks« for lægens ret til i ekstreme situationer at henvise en patient til at søge behandling et andet sted med følgende ordlyd: »Læger kan selv forvalte at tage stilling til, hvornår grænsen for deres kompetence og habilitet bliver overskredet, og i så fald søge den nødvendige assistance. Hvis lægen er fagligt kompetent og habil, og patienten ikke ønsker at blive behandlet af denne læge, er det patientens egen opgave og ansvar at søge undersøgelse og behandling fra anden side«.

Vi vil nu i Etisk Udvalg se på den foreslåede formulering. Etisk Udvalg har lagt vægt på, at det i situationer af denne ekstreme karakter, hvor lægens etik kommer under pres, ikke er muligt at give nogen præcis instruks for, hvordan lægen skal reagere. Men er der tale om et uopsætligt behandlingsbehov, er der ikke tvivl om den etik, der gælder for lægen. Han er forpligtet til at følge den etik, som er fastlagt i Lægeforeningens etiske regler og de internationale deklarationer. Det mest grundlæggende princip er beskrevet i Genéve-deklarationen, hvor den internationale lægeprofession forpligter sig til at holde overvejelser om religion, nationalitet, race, politisk parti eller social klasse uden for læge-patientforholdet. Det er i sager som »den nazistiske nyresten«, de etiske principper kommer under pres og hvor de skal stå deres prøve.

Etisk Udvalg har behandlet sagen i flere omgange, og den har været debatteret intenst i lægeverdenen, fordi den rører ved så stærke følelser og principper. Etisk Udvalg har lagt til grund, at vores sundhedsvæsen må indrettes efter, at patienter og behandlere er ræsonnable og ansvarlige mennesker, som gerne vil samarbejde seriøst for at vi kan have et sundhedsvæsen præget af effektivitet, gode behandlingsresultater og gode arbejdsvilkår. Det kan ikke være rigtigt, at lægers etik og arbejdsvilkår skal styres af en enkelt ekstremists uanstændige opførsel, og at sådan en person skal kunne sætte dagsordenen for en generel vigtig problemstilling.

Men vi må også erkende, at dagsordenen ofte sættes af enkeltsager, fordi de udfordrer vores etiske grænser. Desuden tager jeg ad notam, at denne sag åbenbart ikke er så usædvanlig, som vi har troet og håbet. Den involverede læge oplyste på Lægemødet, at han er blevet kontaktet af en række kolleger, der har været i tilsvarende situationer, der er blevet klaret i mindelighed og uden offentlighed. Tilsyneladende bliver de etiske og kulturelle konflikter, der følger af indvandringen, trukket ind i klinikken i et større omfang, end vi har været opmærksomme på.

Blandt andet af denne grund tilbyder Etisk Udvalg i efteråret at stille op til debat om etiske emner fra den kliniske hverdag ved møder rundt om i landet, eksempelvis ved lægekredsforeningsmøder. Vi håber, at vi også der kan få en god dialog, der kan inspirere både vores og jeres videre arbejde med »etikken i klinikken«.