Skip to main content

Etisk nævn lukker og slukker efter rekord mange sager

Nina Vinther Andersen, nina@ninavinther.dk

1. apr. 2011
2 min.

Efter at have behandlet dobbelt så mange sager om reklamer, rejser, restaurantbesøg og receptioner fra start til slut i løbet af sit tre år korte liv, lukker og slukker Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet (NSL). Og ifølge nævnets seneste - og sidste - årsberetning, så skyldes lukningen ikke manglende behov for et etisk nævn mellem medicinalindustri, læger og apotekere.

Tværtimod.

'Sekretariatet har været overordentligt belastet', skriver fungerende formand for nævnet, Michael Clan i årsberetningen.

Da nævnet blev etableret i 2008 behandlede nævnet 131 sager omkring selve samarbejdet mellem læger og industri. Samarbejdet drejer sig for eksempel om hvorvidt sponsorering af kongresrejser, møder og gaver er i overensstemmelse med reglerne. Tre år senere var møderne belagte med 307 samarbejdssager.

Og tendensen har været den samme omkring hvorvidt reklamerne til lægerne har holdt sig indenfor rammerne. I 2008 behandlede nævnet 124 reklamesager. I 2010 behandlede nævnet 251 reklamesager.

Oveni kommer alle de flere tusinde henvendelser og anmeldelser, som sekretariatet har modtaget og behandlet, men som ikke har været omkring nævnet.

NSL blev etableret i 2008 og skulle sørge for, at lægerne, medicinalfirmaerne og apotekerne ikke overskred reglerne for god reklameskik samt de regler, der tilsiger, hvordan sponsoreringen af læger må være. Indtil da havde der været forskellige vurderinger og sanktioner for henholdsvis lægerne, firmaerne og apotekerne. Og åbenheden omkring disse sanktioner havde også ladt meget tilbage at ønske.

Formålet med det nye selvjustitsnævn var at sikre tilliden til, at patienterne i sidste ende fik den rigtige medicin. Parterne 'fremstod som uafhængige af hinanden', som der står skrevet og nævnets rolle som' 'vagthund' har været ganske effektiv og slagkraftig', skriver formanden i årsberetningen og påpeger, at de fordele ikke længere er til stede.