Skip to main content

EU-sundhedspolitik ad fordøren

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

En af de hellige køer i EU er, at sundhedspolitik er et nationalt anliggende. Et stort flertal af medlemslandenes regeringer har kæmpet for dette synspunkt, fordi det har været svært at overskue konsekvenserne af, at deres borgere kunne shoppe efter sundhedsydelser over grænserne. Men det er en illusion, og har været det siden gennemførelsen af det indre marked. Der føres EU-politik, der på en lang række områder har en meget direkte indflydelse på sundhedsområdet. Der er desuden faldet flere domme ved EF-domstolen, der fast-slår, at sundhedsydelser er lig tjenesteydelser og altså dækket af EU's grundlov. Der føres EU-sundhedspolitik ad bagdøren og uden om politikerne. Derfor er det helt ulogisk, at folkesundhed er nedprioriteret i det første udkast til en ny EU-forfatning.

Udkastet blev præsenteret af Det Europæiske Konvent i slutningen af det danske formandskab sidste år, og det er nu til høring i forskellige fora, før Konventet senere i år skal søge at nå til enighed om et mere gennemarbejdet traktatforslag. Som det fremgår af dette nummer af Ugeskrift for Læger, har en lang række europæiske organisationer, deriblandt speciallægernes organisation UEMS og den europæiske lægeforening CPME, samlet i EU Health Policy Forum, protesteret over udkastet. Senest har CPME i en ny skrivelse advaret mod, at »sundhed forsvinder fra den europæiske agenda«. Årsagen er, at folkesundhed i traktatudkastet er placeret sammen med fx beskæftigelsespolitik og kultur i en kategori, der hedder »områder, hvor Unionen kan beslutte at iværksætte supplerende tiltag«. Det er alt for uforpligtende i en situation, hvor EU har støt stigende indflydelse på sundhedsområdet, men af en hel masse andre årsager end hensynet til at gøre folk sundere. Det er et tilbageskridt i forhold til indholdet af den nuværende EU-traktat, Amsterdamtraktaten, der medtager folkesundhed i artikel 152.

Der er en lang række argumenter for at gøre folkesundhed til en langt mere forpligtende del af den kommende forfatning for det udvidede samarbejde i EU med 25 medlemmer. Oplagte emner for samarbejde er fx etablering af højt specialiserede centre på tværs af grænser, fælles normer og standarder for emner som kvalitetsudvikling, patientsikkerhed og akkreditering. Minimumsbestemmelser for sundhedsuddannelsernes indhold, regler for godkendelse af medicinsk udstyr, lægemidler, forskning og markedsføring, så det ikke kun sker ud fra markedsøkonomiske betragtninger, men også ud fra et ønske om sundhedsfremme. Samarbejde om orphan drugs, altså lægemidler til behandling af sjældne sygdomme, hvor markederne i enkeltlandene er for små, og hvorfor ikke en europæisk konvention om patienternes rettigheder? Alle meget velegnede samarbejdsområder, der ikke antaster landenes muligheder for fortsat at indrette deres sundhedsvæsen, som de selv vælger.

Det stærkeste argument for at medtage sundhed som en forpligtende del af EU-forfatningen er måske, at det sker alligevel, men bare ad bagdøren og uden for politikernes kontrol. EU's grundlov, Romtraktaten, og etableringen af det indre marked fastlægger principper for den frie vandring af arbejdskraft, varer, kapital og tjenesteydelser, der griber dybt ind i alle områder, også sundhedsområdet. Men det sker af hensyn til netop den frie bevægelighed, hensynet til konkurrencen med USA eller andre markedsøkonomiske hensyn. Det sker aldrig ud fra ønsket om at forbedre folkesundheden i de europæiske lande. Vi kan kun opfordre de danske medlemmer af EU-konventet til at gøre deres yderste for, at også dette perspektiv bliver en del af det europæiske samarbejde.