Skip to main content

Europa har sat formeringen på vågeblus

6. mar. 2006
06 min

Økonom Hans Kornø Rasmussen, kornoe@post11.tele.dk

Tilbage i 1980 var det gennemsnitlige antal fødte børn i de nuværende 25 EU-lande på 1,88 pr. kvinde. Kun ti procent under de 2,1 børn, der skulle til, før verdensdelen reproducerede sig selv og dermed sikrede et uændret folketal i fremtiden.

Siden er fødselstallet faldet, og som det ses i tabellen, er det i dag nede på 1,5 barn i gennemsnit pr. EU-kvinde, eller næsten 30 procent under reproduktionsniveauet. Og i næsten halvdelen af landene ligger fødselstallet nu nede omkring 1,3 børn pr. kvinde, hvilket betyder, at folketallet halveres på 45 år Tabel 1 .

Det store spørgsmål er, om man efterhånden kan begynde at ane nogle mønstre i den aftagende fødselshyppighed. Vil den falde yderligere, eller vil den stige igen, og ses den samme udvikling i alle Europas lande? I sandhed væsentlige spørgsmål at få besvaret i en tid, hvor den gennemsnitlige levealder hele tiden stiger.

Man kan groft sagt opdele Europas lande i fire grupper.

1. gruppe: I Nord- og Vesteuropa ligger fødselstallet relativt højt, og i visse lande har det oven i købet været svagt stigende siden 1980. Karakteristisk for disse lande er, at de helt tilbage i 1960'erne oplevede, at fødselstallet kom under reproduktionsniveau. I Danmark var 1968 således det sidste år, hvor det danske folk reproducerede sig selv.

Landene er således kendetegnet ved, at fødselsraterne faldt tidligt men ikke så dramatisk, og måske har fødselsniveauet stabiliseret sig på et - efter europæisk standard - rimeligt højt niveau. Dog stadig med god afstand til reproduktionsniveauet. Årsagen til denne udvikling kan være en kombination af, at landene var blandt de første, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, og samtidig opbyggedes et velfærdssamfund, der understøttede denne udvikling.

I tabellen ses en meget voldsom stigning i fødselsniveauet i Danmark. Det skyldes dog, at der i ganske få år i begyndelsen af 1980'erne blev født ekstraordinært få børn, da mange valgte en udsættelse af fødslerne.

2. gruppe: De katolske lande i Sydeuropa oplever nu fødselstal nede omkring 1,4. Her har været tale om et dramatisk fald gennem de seneste 25 år. Den væsentligste årsag hertil skal nok søges i kvindernes opgør med den katolske kirkes strenge normer mod prævention og for store familier.

3. gruppe: En endnu mere dramatisk udvikling kan iagttages i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa. I alle landene - også i Rusland - ses fødselsrater nede mellem 1,2 og 1,3 børn i gennemsnit pr. kvinde. Årsagen er åbenbart en konsekvens af overgangen fra de kommunistiske styrer med støtte til børnefamilierne, til markedsøkonomier, hvor den offentlige sektor stadig er relativ beskeden.

4. gruppe: Tyskland - og delvist Østrig - udgør en gruppe for sig. Europas folkerigeste land står foran de største problemer. Årsagen hertil er, at landet lige siden krigens slutning har haft meget lave fødselstal til forskel fra de fleste andre steder, hvor det er et fænomen, der er kommet til senere.

Som det ses af tabellen, ligger det tyske fødselstal nede på 1,37 børn pr. kvinde. Tilbage i 1970 faldt det til under 2,0, og derefter er det fortsat med at falde. Tyskland er derfor i den situation, at faldet i fødselshyppigheden både er meget kraftigt og samtidig er fortsat gennem en meget lang årrække.

Indvandrerne

At Tyskland indtil for nylig alligevel har kunnet være Europas økonomiske motor skyldes, at landet i hele efterkrigstiden har været Europas indvandrerland nummer et. Siden 2. Verdenskrig har Tyskland modtaget lige så mange indvandrere som resten af Europa tilsammen.

At Tyskland går en svær fremtid i møde, kan ses på Eurostats hjemmeside (www.europa.eu.int). Den viser blandt andet, hvad der sker, hvis Tyskland ophører med at modtage indvandrere. Med en nettoindvandring på nul vil den tyske befolkning mindskes med en fjerdedel, fra 83 millioner tyskere i dag til 63 millioner i år 2050.

Der er således en række kulturelle, økonomiske og politiske årsager til, at fødselsraterne udvikler sig forskelligt. I landene ved Middelhavet og i de tidligere kommunistiske lande er der stadig håb om, at der er tale om en generel udsættelse af fødslerne, så fødselsniveauet på et tidspunkt stiger op til et mere håndterligt niveau. Men det kan også være, at demografiske sværvægtere som Polen, Spanien og Italien går en fremtid i møde, hvor samfundene domineres af enebørn?

Centralt i vurderingen af fremtiden står Tyskland. For hvorfor er fødselsraten ikke steget i landet, der hører til blandt Europas rigeste? Og når den ikke er steget i Tyskland, hvorfor skulle det så blive tilfældet i Øst- og Sydeuropa?

Blandt forklaringerne på det fortsat lave, tyske fødselsniveau er dårlige pasningsmuligheder for børn, øget krav til unges uddannelser, ufleksible og ikke børnevenlige arbejdsmarkeder og høj arbejdsløshed blandt unge. Men de problemer er jo mindst lige så udbredte i de fleste andre lande i Europa. Så Tyskland viser i virkeligheden kun, at det bliver endog meget vanskeligt for de andre lande at hæve fødselsraten, og der vil blive tale om en meget langvarig proces, der måske vil strække sig over flere årtier.

Det ansete britiske tidsskrift The Economist peger den 11. februar 2006 på to yderligere fænomener i dagens demografiske debat. Begge peger på, at de lave fødselstal måske er et blivende fænomen, eller i alle tilfælde en tilstand, der bliver umådelig vanskelig at rette op på.

Ikke et ønske at få to børn

I 1970 undersøgte Eurobarometer i hele Europa, hvor mange børn de unge ønskede. Svaret var alle steder to. Det afspejlede, at familier med to børn stadig var idealet, men undersøgelsen viste også, at i virkelighedens verden fik mange færre børn, end de faktisk ønskede sig. Og årsagen hertil skal først og fremmest søges i, at alderen for, hvornår en kvinde føder sit første barn, hele tiden stiger. I dag er denne alder 30 år i Europa.

Hvis kvinder af vidt forskellige økonomiske, personlige, religiøse eller helt andre årsager udsætter deres første fødsel, betyder det, at mange ikke når at få barn nummer to og slet ikke nummer tre eller fire. Det vil sige, at udsættelse af fødslerne i Syd- og Østeuropa i sig selv vil modvirke, at fødselstallet stiger.

De meget lave fødselstal betyder måske også, at de med tiden bliver normen. Da Eurobarometer gentog spørgsmålet om antallet af børn i 2001, var tilslutningen til to-børns-familien allerede faldet. At meget få børn, eller slet ingen, langsomt vinder indpas, viser en række undersøgelser i Tyskland, hvor mellem 25 og 30 procent af de tyske kvinder slet ingen børn får i løbet af deres fødedygtige alder. Til gengæld vælger mange tyske kvinder at få to eller tre børn.

Tyskland har i dag den højeste andel af barnløse kvinder i Europa. Måske er det et resultat af, at de meget lave fødselsrater har været virkelighed gennem meget lang tid. Er det tilfældet, viser det, at landene i Øst- og Sydeuropa måske får lige så svært ved at hæve det gennemsnitlige fødselsniveau. Hvis det overhovedet er muligt?

Hans Kornø Rasmussen er ph.d. i International Økonomi. Blandt andet forfatter til bogen 7;Mellem kontrol og afmagt - EU's asyl- og indvandrerpolitik«, der udkommer den 1. marts 2006 på Dansk Institut for Internationale Studier.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen