Skip to main content

Europa poliofrit

Journalist Christian Andersen

2. nov. 2005
2 min.

Indtil nu er kopper den eneste sygdom, som det er lykkedes Verdenssundhedsorganisationen at bekæmpe, men polio (»børnelammelse«) bliver måske den næste.

Bistået af et panel af uafhængige eksperter har WHO i hvert fald erklæret poliomyelitis for udryddet i WHO's europæiske region, hvorved tre af Verdenssundhedsorganisationens i alt seks regioner er poliofri. De to andre er Nord- og Sydamerika samt Den Vestlige Stillehavsregion.

De 870 mio. mennesker i WHO's europæiske region, som tæller så forskellige lande som Grønland i nordvest til Usbekistan i sydøst, er hermed befriet for en sygdom, som har plaget menneskeheden i årtusinder.

Det seneste indenlandske tilfælde af polio blev konstateret i november 1998, da en toårig dreng fra det sydøstlige Tyrkiet blev lammet. Sidste år fandt udbrud sted i henholdsvis Bulgarien og Georgien, men i begge tilfælde var poliovirussen indført fra det nordlige Indien.

Om de seneste tilfælde af import af poliovirus siger Joseph Smith, formand for Den Europæiske Regionalkommission for Certificering af Udryddelse af Poliomyelitis:

»Vi er overbevist om, at der er blevet truffet alle nødvendige forholdsregler for at sikre, at vild poliovirus importeret til den europæiske region ikke førte til efterfølgende spredning. Men vores arbejde stopper ikke her. I hele den europæiske region er fortsat vaccination og overvågning af afgørende betydning. Risikoen for at poliovirus bliver importeret til Europa, vil stadig være til stede, indtil vi får udryddet polio globalt«.

At Europa i dag er poliofrit er et resultat af en kampagne mod polio, som Verdenssundhedsorganisationen iværksatte i 1988. Her besluttede man på sin 41. generalforsamling, at polio skulle udryddes inden år 2000.

Det mål er som bekendt ikke helt nået endnu, men det er tæt på. Antallet af poliotilfælde er nedbragt med mere end 99 procent fra omkring 350.000 i 1988 til 480 tilfælde i 2001. I den samme periode er antallet af polioendemiske lande faldet fra 125 til 10. De ti tilbageværende er Afghanistan, Pakistan og Indien samt de syv afrikanske lande, Sudan, Nigeria, Etiopien, Somalia, Angola, Egypten og Niger.

Poliomyelitis

Polio - eller mere korrekt poliomyelitis - er en yderst smitsom sygdom forårsaget af en virus, som trænger ind i nervesystemet og kan medføre total lammelse i løbet af få timer. En ud af 200 infektioner fører til uhelbredelig lammelse, og op til 10 procent af de ramte dør, når åndedræts-musklerne bliver immobiliseret. Polio, som er uhelbredelig, rammer især børn under fem år. Poliovaccine givet flere gange, som det er tilfældet med det danske børnevaccinationprogram, kan beskytte et barn hele livet. I Danmark var der i 1952-1953 en polioepidemi, hvor 2.500 personer fik lammelser. Det sidste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1976.