Skip to main content

Evaluering af Lægedage 2003 og planer for 2004

Cand.phil. Kirsten Talbro Laraignou, adm. leder af Lægedage. E-mail: ktl.plo@dadl.dk & uddannelseskonsulent, alment praktiserende læge Bent Stolberg. E-mail: bstolberg@dadlnet.dk

4. nov. 2005
7 min.

Lægedage 2003

Med 1.385 deltagere og 80-90 udstillere slog Lægedage 2003 igen rekord. To ministre deltog på talerstolen (hhv. mandag og torsdag), og adskillige centralt placerede politikere, herunder tre MF'ere, udgjorde åbningens debatpanel. Men var deltagerne tilfredse? Og hvad er deres ønsker for næste års Lægedage?

Evalueringerne af kurserne og arrangementet som helhed viser, at deltagerne er meget tilfredse. Kursusprogrammet og de faglige indlæg er værdsatte, selve arrangementet fungerer godt, stemningen er rar, der er stor gensynsglæde blandt deltagerne, og mange benytter lejligheden til at styrke deres netværk.

Men heldigvis kan Lægedage stadig blive bedre, og deltagernes mere kritiske kommentarer har givet stof til eftertanke og debat i Styregruppen for Lægedage. Og blandt andet dér ligger udfordringen for de kommende år. Hvordan kan de næste Lægedage leve op til de forventninger, der efterhånden tegner sig for denne unikke kongres for de praktiserende læger?

Ikke kun for praktiserende læger

Ikke blot P.L.O.erne har i de senere år sluttet sig til Lægedage. I 2003 deltog bl.a. 164 FAYL'ere samt et mindre antal FAPS'ere. Også svenske praktiserende læger fandt vej til Bella Centret.

Hos praksispersonalet er interessen også stor - i alt 313 deltog i 2003, et antal svarende til antallet året før. Nogle synes, der er for få kurser for dem og har udtrykt ønske om, at Lægedage etablerer endnu flere kurser og gerne differentieret for de forskellige kategorier af praksispersonale (sygeplejersker, lægesekretærer, etc.). Styregruppen for Lægedage vil gerne følge op på disse ønsker, men det er ikke oplagt, hvordan og i hvilket omfang. For mens praksispersonalet ønsker flere kurser, har flere praktiserende læger udtrykt utilfredshed med, at der skal betales fuld pris for praksispersonalet.

Lægedage i provinsen?

Flere af de praktiserende læger har foreslået, at Lægedage afholdes i provinsen f.eks. hvert andet år. Imidlertid har tidligere forsøg både på Fyn og i Jylland vist, at andre kongressteder ikke har kunnet leve tilstrækkeligt op til den standard, som deltagerne forventer. Samtidig har det kostet en masse ekstra tid, fordi Lægedages sekretariat ligger i København. Endelig har det ikke kunnet hænge sammen økonomisk. For nok kom der nogle flere jyder i Jylland og flere fynboer på Fyn, men der kom langt færre fra Østdanmark. Deltagertallet faldt drastisk.

Derfor er det i øjeblikket ikke realistisk at flytte Lægedage til provinsen. Men for at imødekomme især jydernes kritik af rejseomkostningerne har Efteruddannelsesfonden fra 2003 øget refusionen af transportudgifterne (fra kr. 900,- til kr. 1.800,-). Det er da også glædeligt, at deltagerantallet af P.L.O.ere vest for Lillebælt voksede fra 273 i 2002 til 318 i 2003.

Trængsel om de populære kurser

Et andet kritikpunkt i 2003 var lokalefordelingen. Den gode nyhed var ellers, at Bella Center har fået nye lokaler, som nu kan dække behovet for mellemstore kurser med 60-80 deltagere, en kursusstørrelse, som tidligere har været henvist til de store auditorier med plads til 300. Blot var der sket det i år, at der f.eks. ikke var taget højde for, at over hundrede ville høre om motion og ikke som ventet maks. 80, mens kun 55 viste interesse for at høre om en influenza-pandemi, biologisk terrorisme, m.m., som foregik i auditoriet.

Det er nærliggende at stille spørgsmålet, hvorfor disse skævheder ikke løses ved simpel forhåndstilmelding til hvert enkelt kursus. Årsagen er, at mange i årenes løb har udtrykt ønske om flere åbne kurser uden tilmelding, og det har vi imødekommet. Fleksibiliteten med mange åbne kurser vil vi gerne fortsætte med, så fremover vil lokalernes udnyttelse blive genstand for ekstra grundig planlægning.

Udstillingen - en del af Lægedage

Udstillingen har i årenes løb ligeledes været genstand for mange kommentarer, både positive og negative. Det er forståeligt, at ingen læger har lyst til at komme i tv i fuld sving med at få golfbolden i hullet på en af medicinalfirmaernes stande. Og ikke alle mandlige læger bryder sig om at blive lokket hen til en stand af let påklædte nissepiger.

Disse tiltag er der blevet sat en stopper for. Der er generelt tilfredshed med udstillingen, som den er nu. Mange læger sætter pris på, at de har tid og lejlighed til at diskutere præparater og få præsenteret instrumenter o.lign. under kongressen. Andre ser anderledes på det. I november tog Lægedages hovedsponsor, Pfizer, teten ved at undlade at promovere lægemidler og ved at afholde sig fra at uddele små gaver o.lign. Spørgsmålet er, om dette bliver trendsættende i årene fremover.

Antallet af udstillere har aldrig været større end i 2003, og af den foreløbige feedback fremgår det, at 83% af udstillerne forventer at deltage på Lægedage 2004. Det var ikke blot medicinalindustrien, der deltog i 2003, men også mange it-virksomheder, revisionsfirmaer, patientforeninger og organisationer som Institut for Rationel Farmakoterapi, Læger uden Grænser m.fl. Alle disse udstillere er med til at gøre Lægedage til et levende, aktivt sted, og bidrager indirekte til, at kursusafgiften holdes nede - uden at en eneste af dem har indflydelse på kurserne, debatmøderne eller kongressens faglige indhold.

En deltager skrev om udstillerne, at nogle virkede for aggressive, og at »de må forstå at de er gæster, ellers må de ud.« Sådan forholder det sig bare ikke. Alle er ydere i en eller anden form - men naturligvis skal de aftalte spilleregler overholdes.

Evalueringer i top

Frem for alt har evalueringerne imidlertid været overvældende positive - men spørgsmålet er, hvad vi kan lægge i disse evalueringer. 285 af 1.385 har afleveret skemaerne, og den svarprocent vil vi arbejde for at få øget i årene fremover. Evalueringen af Lægedage generelt viste et samlet score på 4,0 på en skala fra 1 til 5. Højest lå scoren for kataloget (4.26), det faglige udbud (4,23) og tilbudsmængden (4,21).

I modsætning til afleveringsprocenten for den generelle evaluering af Lægedage er afleveringsprocenten for kursusevalueringerne høj. Topscorerne blandt kurserne var »Marte Meo« (4,9) og »Kardiologiske landvindinger«, »Samtalen med den moderne patient« og »Uddannelseslæge, en udfordring« (alle tre kurser: 4,8). Gennemsnittet for kursusevalueringerne var 4,39.

Klar til starten på Lægedage 2004

Vi er allerede gået i gang med at se på de mange forslag for Lægedage 2004, som vi har modtager fra deltagerne. Blandt kursusforslagene er »Alternativ medicin - fup eller fakta?«, »Familiens trivsel når et familiemedlem er fængslet« og »Idrætsskader/overbelastning«. Og blandt forslagene til debatmødeemner er: »Hvordan får vi arbejdsmængden på niveau med den arbejdsindsats, vi kan magte?«, »Diskussion om systematisk efteruddannelse« og »Holdninger og værdier i praksis, hvor står vi i forhold til serviceniveau, vagtydelser, åbningstider osv.?«

Endelig er der mange, der sætter den sociale værdi af Lægedage højt, og også mange, der ønsker at der skal være flere sociale islæt på Lægedage, f.eks. efter kursernes ophør kl. 17. Også det er med i planlægningen for 2004.

Fokus for 2004 og de følgende Lægedage

Kravene til den praktiserende læge har aldrig været større, og derfor må også den praktiserende læges efteruddannelse være i top. Lægedage er en enestående mulighed for en målrettet lægekongres, hvor lægerne selv lægger programmet og selv står for arrangementet. Kursustilbudene og det miljø, der er på Lægedage, er blevet en naturlig del af de praktiserende lægers og klinikansattes efteruddannelse og indgår i den proces, en professioinel efteruddannelse er.

Kursusafgiften bør holdes nede for at få så mange med som muligt, og det bliver den dels ved en stram administrativ og økonomisk styring og dels ved en afgrænset sponsorering, som i form og omfang generelt er godkendt af deltagerne.

Evalueringerne fortæller os, at Lægedages set-up bør bibeholdes, og at kurserne i almindelighed rammer behovet. Det ligger imidlertid også styregruppen på sinde at fortsætte udviklingen af kurserne, så kvaliteten bliver den bedst mulige, både hvad angår det faglige indhold og den pædagogiske tilgang. Og så skal der være plads til det nye, det uforudsigelige, det uventede.

Planlægningen af nye kurser og videreudvikling af afholdte kurser foregår primært i et samarbejde med Lægedages styregruppe, kursusledere og undervisere på Lægedage og de almen medicinske miljøer ved de tre universiteter. En fokusgruppe af helt unge nyuddannede medicinere knyttes i år til Lægedage, så øget kreativitet, nytænkning og en ikke forudindtaget holdning kan være med til at præge udviklingen af Lægedage. - Ideer og bemærkninger fra jer læsere er også meget velkomne (brug Lægedages hjemmeside: www.laegedage.dk).

Det er godt med tilfredshed med Lægedage - begejstring er endnu bedre.

Vi glæder os til at kunne præsentere et vedkommende og inspirerende program for Lægedage 2004 - med både »rugbrød« og »kransekage«.

Lægedagekataloget udkommer i begyndelsen af august.