Skip to main content

Få indflydelse på fremtiden i almen praksis

Henrik Dibbern, medlem af P.L.O.s repræsentantskab

2. nov. 2005
2 min.

Flere praktiserende kolleger, sidst Bennedbæk og Aagaard, har i Ugeskrift for Læger skrevet om deres bekymring for fremtiden i almen praksis. Bekymringerne vedrører en manglende udvikling i honorarerne for vores grundlæggende ydelser, og et tiltagende arbejdspres på grund af opgaver som udlægges fra sygehusvæsnet til praksis. Samtidig stilles der stigende krav til kvaliteten og omfanget af det arbejde som traditionelt hører hjemme i almen praksis.

Jeg tror sådan set, at deres bekymring og synspunkter deles af flertallet af praktiserende læger og af både repræsentantskab og bestyrelse i P.L.O.

Enigheden ophører når der kommer forslag om at danne nye foreningsstrukturer som erstatning for, eller som konkurrence til P.L.O.

P.L.O. er efter min erfaring en fuldt tilfredsstillende demokratisk organisation, hvor det er ganske nemt at få indflydelse for enhver praktiserende læge, som har lyst til at bruge tid og kræfter på fagpolitisk arbejde. Der er sjældent kø ved opstillingslisterne til praksisudvalgene i de enkelte amter, og det kræver heller ikke rundsave på albuerne at blive valgt til bestyrelsen. Jeg kan derfor ikke se noget somhelst behov for at skabe nye foreningsstrukturer med den ødelæg-gende virkning på det kollegiale sammenhold, det nødvendigvis må have.

Når man sidder med en frustration over dårlige honorarer og stigende arbejdspres, og synes at rimelige forventninger til resultater af overenskomstforhandlingerne ikke bliver opfyldt, skal man huske, at bestyrelsen og forhandlingsudvalget ikke er stærkere end vi selv gør dem.

Hvis der på de halvårlige medlemsmøder i amterne kommer stærke tilkendegivelser af, at tiden er inde til dramatiske kampskridt som opsigelse af landsoverenskomsten, vil det styrke bestyrelsens forhandlingsposition betydeligt. Bestyrelsen vil i den situation kunne fremsætte meget mere vidtgående overenskomstkrav end det nu er tilfældet, i sikker forventning om opbakning blandt medlemmerne i forbindelse med den konflikt, der helt sikkert vil opstå i forbindelse med krav om store honorarstigninger.

Jeg synes derfor svaret til de bekymrede kolleger er: gør jer synlige i den udmærkede organisation vi allerede har. Hvis jeres energi og kampvilje deles af mange kolleger, så er det da for ærgerligt, at I ikke alle sammen styrker P.L.O.s forhandlingsstyrke ved at være til stede ved medlemsmøderne og lade jer vælge ind i det repræsentantskab som i sidste ende skal godkende både oplægget til og resultatet af overenskomstforhandlingerne.