Skip to main content

Få Ugeskriftet dagligt

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

12. jun. 2012
2 min.

Hvorfor vente til mandag, når du kan få nyheder, interview og baggrundshistorier fra Ugeskriftets redaktion samt øvrige medier, mens de stadig er friske?

Det er devisen bag et dagligt nyhedsbrev fra Ugeskriftet.dk, der netop er lanceret. Det gratis nyhedsbrev udsendes per mail hver dag klokken 16.

Redaktionelt indhold kommer på Ugeskriftet.dk, så snart det er færdigskrevet, og dermed bliver det udsendt i det daglige nyhedsbrev:

"Vi var valgt en såkaldt web-first-strategi, hvor næsten alt indhold lægges på nettet, når det er klart. Tiden, hvor man kun kommunikerer én gang om ugen er forbi", siger chefredaktør Torben Kitaj og fortsætter:

"Nu hjælper vi lægerne til at få et dagligt overblik over produktionen. Der er helt sikkert mange læger, der er tilfredse med kun at få det redaktionelle indhold fra Ugeskriftet én gang om ugen. Men der er helt sikkert også mange andre læger, der gerne vil have indholdet løbende, så de kan følge med i nyhedsstrømmen".

I den trykte version af Ugeskrift for Læger er to sider dedikeret til meget korte versioner af nyhedsartikler fra hjemmesiden. Dem vil modtageren af det daglige nyhedsbrev kunne læse i fuld længde, så snart de er klar.

Ugeskriftets redaktion holder samtidig øje med alle de sundhedspolitiske og lægerelevant nyheder, som landets almindelige medier bringer. De vigtigste omtales i kort form på hjemmesiden Ugeskriftet.dk - med link til originalmediet - og bringes også i nyhedsbrevet.

Det daglige nyhedsbrev vil desuden indeholde omtale af udvalgte videnskabelige artikler samt blogs.

"Vi arbejder målrettet på at gøre Ugeskriftet til en moderne udgivelse. Derfor har vi lanceret både en iPhone- og en iPad-app af den trykte version af Ugeskriftet, vi har intensiveret antallet af nyhedshistorier på Ugeskriftet.dk og nu kan alle læger, der ønsker det, få en daglig opdatering på, hvad der sker i lægeverdenen. Næste mål er, at vi redesigner hjemmesiden", siger Torben Kitaj.

Alle kan tilmelde sig det daglige gratis nyhedsbrev på forsiden af Ugeskriftet.dk.