Skip to main content

Facebook skal bruges med omtanke

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

6. maj 2011
2 min.

»Vores nye KBU-læge er godt nok en idiot«

Hvis en speciallæge på et dansk hospital kunne finde på at skrive ovenstående på sin Facebook-profil, bør vedkommende tænke sig om en ekstra gang.

Facebook er ikke et mere lukket rum, end andre kan læse med. Ens statusopdatering kan ende, hvor den ikke skal.

Derfor vil alle ansatte i Region Sjælland snart få udleveret retningslinjer for, hvad der er god opførsel på Facebook og andre sociale medier:

»Medarbejderne skal være opmærksomme på, at de også har tavshedspligt på Facebook«, siger Søren Fussing, der er jura- og forhandlingschef i Region Sjælland og fortsætter: »Vi er åbne for kritik også på Facebook, det er en del af den offentlige debat, men vi bliver som arbejdsplads også nødt til at forholde os til, hvis man mobber eller chikanerer kolleger eller patienter. Det her er en delikat balancegang mellem lægens tavshedspligt, offentligt ansattes ytringsfrihed og så loyalitet over for arbejdspladsen og kolleger«.

De nye retningslinjer kommer, efter en sygeplejerske fra Holbæk Sygehus for to år siden på Facebook skrev nogle kommentarer til en kollega om en konkret patient. Sygeplejersken blev afskediget. Hun klagede, og for en måneds tid siden sluttede sagen. Sygeplejersken fik af en opmand medhold i, at hun ikke havde overtrådt tavshedspligten og tilkendt en erstatning på 75.000 kroner. Men opmanden fastslog samtidig, at tavshedspligten kan overtrædes på Facebook.

»Vi læser opmandens tilkendegivelse som udtryk for, at selvom man kommunikerer i en lukket gruppe på Facebook, så kan udtalelser være så uheldige, at arbejdspladsen må skride ind. Så mere lukket er det ikke. Og med mange venner er en videreformidling ude af den pågældendes kontrol. Derfor vil vi hjælpe medarbejdere til, hvad man bør gøre. Sagen har aktualiseret vores behov for gode råd til medarbejderne«, siger Søren Fussing.