Fælles behandlingspolitik - tak!

Nu ved jeg godt at der er langt mellem sandhederne. At det kan være uhyre vanskeligt at afgøre hvad der er den rigtige behandling. At der er uenighed mellem fagfæller også inden for samme afdeling. Men netop derfor er der vel gode grunde til, at man inden for forskellige behandlingsområder lægger en politik og i det mindste udadtil henholder sig til denne, indtil der eventuelt har ophobet sig tilstrækkeligt evidensbaseret materiale til, at politikken bør ændres.

Det er i hvert fald ubehageligt, når man har en klar fornemmelse af, at konsultationens udfald afhænger af, hvilken læge man bliver sendt ind til.

For at illustrere nødvendigheden af en fælles behandlingspolitik er jeg nødt til at gribe fat i det anekdotiske og selvoplevede. Jeg har dog tiltro til, at min anekdote ligner så mange andres, at det er rimeligt at reflektere lidt over den. For 12 år siden blev jeg mastektomeret på grund af cancer mammae og fik året efter hos en privat plastikkirurg indlagt en silikoneprotese, som efterfølgende ingen problemer har frembudt. Jeg fik dengang besked om, at protesen skulle udskiftes efter 12-15 år.

For nylig advarede en anden plastikkirurg mig om, at visse protesemærker skulle udskiftes efter ti år, fordi de havde vist sig mindre holdbare, end man oprindeligt troede. Herefter kontaktede jeg den første plastikkirurg for at få oplyst mærket på den indlagte protese. Det viste sig netop at være et af de mærker (Dow Corning), som nogle nu anbefaler skiftes efter ti år. Så derfor henvendte jeg mig til min praktiserende læge for at blive skrevet op til udskiftning.

Jeg fik - forbløffende hurtigt - en tid på plastikkirurgisk ambulatorium, men blev her af en kollega til den plastikkirurg, som havde indskærpet nødvendigheden af at visse mærker blev udskiftet efter ti år, mødt af en massiv afvisning af, at det overhovedet var nødvendigt at skifte proteser ud, når man ikke frembyder kliniske symptomer. Ifølge denne plastikkirurg kunne man overhovedet ikke sige noget generelt om udskiftninger, der var mange som havde de samme proteser i tyve år eller mere, og der kunne ikke være tale om en »præventiv« udskiftning. Det gjorde man simpelt hen ikke på afdelingen, fik jeg at vide.

Jeg anførte, at jeg fra to af den pågældende plastikkirurgs fagfæller havde fået den stik modsatte besked, idet de - som jeg havde opfattet det - havde anført, at det var væsentligt at protesen blev udskiftet, inden der skete noget med den. Men fik blot den besked, at først når der var konstateret lækage på protesen ville man i afdelingen gå ind på at skifte den - hvilket jo så i påkommende tilfælde ville indebære en ventetid på 12-18 mdr. med lækagen. Hvis jeg ville have den skiftet præventivt, måtte jeg gå til en privatpraktiserende plastikkirurg.

Problemet for mig og andre i lignende situationer er: hvem vi skal tro på? Er det hamrende ligegyldigt om man render rundt med en silikoneprotese, som drypper lidt, eller kan det medføre skader? Det er ikke fordi, jeg har den helt store tro på at alle de kvinder, der har fået erstatninger i forbindelse med silikoneproteser, virkelig kan tilskrive alle deres symptomer til proteserne, men der resterer da en tvivl. Som de fleste andre patienter har jeg ikke den faglige viden, der er nødvendig for en kvalificeret stillingtagen. Var jeg blevet mødt af en professionel enighed, ville jeg ikke spekulere yderligere på det, men nu sidder jeg i saksen uden at have en fair chance for at tage den rigtige beslutning.

Jeg er ikke så naiv, så jeg ikke kan se, at privatpraktiserende plastikkirurger kan have fordel af at understrege nødvendigheden af hyppig udskiftning af de proteser, som de selv tjener penge på at indlægge. Men det kunne også være, at de i højere grad lægger vægt på, at ingen løber en unødig risiko, mens de allokerende myndigheder i det offentlige system mener, at risikoen gennemsnitligt er så beskeden, at der ikke skal bevilges midler til det.

Det korte af det lange er, at forløb, hvor man får modstridende oplysninger ikke bare fra verden i almindelighed men fra gruppen af specialister inden for samme speciale, er dybt frustrerende. Det kan vel ikke være umuligt at gennemføre, at der i det mindste på samme afdeling gives ensartede udmeldinger.

Dertil må lægges, at usikkerheden under alle omstændigheder koster mange penge. Foreløbig har jeg forbrugt to (antageligt overflødige?) konsultationer, som kun har forøget min usikkerhed. Gad vide hvad der på årsbasis bruges af ressourcer i sundhedssystemet, udelukkende fordi der ikke lægges en åben, velargumenteret og konsensusforhandlet behandlingspolitik frem?

SVAR