Skip to main content

Fælles forudsætninger og mål

Informationsmedarbejder Lisbeth Dahl, ld.fas@dadl.dk

1. nov. 2005
2 min.

»Vi skal se fremad og køre den hidtidige linje videre. Vi skal arbejde specifikt på forsat at kvalitetsudvikle i speciallægepraksis og modernisere og vedblive at have et godt samarbejde med de øvrige medlemmer i Foreningen af Speciallæger (FAS), så vi fremstår som en sammentømret enhed,« siger Peter Haahr.

Peter Haahr ser et styrket FAPS, når de nye regionsdannelser bliver en realitet.

»Der vil ske sygehusnedlæggelser, og det betyder, at hvis vi skal yde borgerne en god service til en god pris, så er der ikke noget, der kan erstatte speciallægepraksis ude i de tyndere befolkede områder. Speciallægepraksis vil blive en større enhed, end den er i dag,« mener Peter Haahr.

I den forbindelse fremhæver Peter Haahr de funktionsbærende enheder, som han har gode erfaringer med i Vejle Amt: en faglig enhed, hvor man i et samarbejde med sygehuset fordeler opgaverne for at få løst patientbehandlingen på bedste vis.

»FAS har tidligere udgivet en pjece med titlen »Samarbejdsmuligheder mellem sygehussektoren og speciallægepraksis« om forskellige samarbejdsmodeller. Den skal frem i lyset igen,« siger Peter Haahr.

Peter Haahr tiltræder som formand for en ny bestyrelse, hvoraf fire nye medlemmer er tiltrådt. »Mit ønske er, at vi bliver ved med at være gode til at respektere hinanden og arbejde sammen om at løfte den fælles opgave, det er at være FAPS'er. Vi skal selvfølgelig arbejde for de faggrupper, vi hører til, men opgaverne skal løses i fællesskab. Vores internatmøde i januar 2005 skal bl.a. bruges til at danne fælles forventninger og mål, så vi blive enige om, hvilken vej vi går, og hvordan vi går på vejen,« siger Peter Haahr.

Journal

Peter Haahr er 52 år, gift på 30. år og far til fire børn i alderen 16-22 år.

Han er kandidat fra januar 1981 og blev speciallæge i otorhinolaryngologi i 1990.

Solopraksis i Vejle siden 1993.

Han har været formand for Foreningen af Praktiserende Ørelæger i Vejle Amt (FAPOVA).

I 1996 blev Peter Haahr valgt ind i Danske Øre-næse-halslægers Organisations (DØNHO) bestyrelse. Han har været formand for organisationen de sidste 3 år.

Siden 2000 har han været medlem af FAPS' bestyrelse.