Skip to main content

Færre ryger mere

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. jun. 2012
2 min.



Troede nogen, at det var ved at være forbi med rygning i Danmark, må de tro om igen. Godt nok falder andelen af rygere her til lands, men samtidig ligger salget af cigaretter i dag stort set på samme niveau som i starten af 70erne. Det viser en ny undersøgelse, som er publiceret i Danish Medical Journal og omtales i Ugeskrift for Læger 26-33/2012.

Til gengæld for de mange cigaretter er der færre danskere, der køber cigarer og røgtobak, så det totale tobakssalg er faldet de seneste år, men det er stadig ikke under niveauet i tyverne, viser undersøgelsen.

Tallene tyder på, at der kan være en underrapportering af rygning, når man spørger borgerne i befolknings- og sygelighedsundersøgelser. Folk siger måske "nej", fordi de kun ryger i weekenderne. Og så tyder tallene også på, at en større andel af de tilbageværende rygere er storforbrugere.

"Antallet af storrygere er faldende. Men de udgør en større del af dem, der er tilbage af rygerne", siger overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Inge Haunstrup Clemmensen, som har været med til at lave undersøgelsen.

Forskernes konklusion er, at det er nødvendigt at tage andre metoder i brug end blot befolkningsundersøgelser og målinger, når det reelle tobaksforbrug skal kortlægges. Statistik over solgte cigaretter mm hører også med i billedet.

"Vi er nødt til at bruge begge typer undersøgelser for at sige noget om forbruget; om hvor mange vi forventer, der bliver syge; og om, hvordan det kan forebygges", siger Inge Haunstrup Clemmensen,

I en videnskabelig leder i næste nummer af Ugeskrift for Læger opfordrer afdelingslæge Charlotta Pisinger fra Forkningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden til en barskere kurs over for tobaksindustrien og bl.a. en pris på "mindst 50 kr. pr. pakke" cigaretter. Til gengæld går hun ikke ind for "totalforbud mod rygning eller kriminalisering af rygere".

Det er Inge Haunstrup Clemmensen enig i. Derimod er der behov for en differentieret tilgang.

"Vi skal skelne meget. Skal vi forebygge, at nye rygere begynder, er lovgivning fremragende. Men dem, der allerede ryger, skal man nå på andre måder. Nogle af dem har et afhængighedsforhold, og de skal have støtte og hjælp i en form for behandling, som f.eks. minder om den, vi giver alkoholafhængige eller ludomaner", siger hun.

"Men det er vigtigt at understrege, at de mennesker, der ryger, er lige så forskellige som alle mulige andre. Og langt fra alle er afhængige. For nogle er det blot en vane at ryge. De behøver ikke behandling men har brug for hjælp til at finde en anledning til at lægge vanen fra sig. Vi skal have meget mere forskellige tilbud", siger hun.