Skip to main content

Færre søger rådgivning om eksperimentel behandling

Journalist Bente Bundgaard, bentebundgaard@gmail.com

28. maj 2010
3 min.

Er sædvanlig behandling af ens livstruende sygdom udtømt i Danmark, kan man via sin behandlende afdeling få vurderet mulighederne for eksperimentel behandling både i Danmark og i udlandet. Det sker hos det såkaldte second opinion-udvalg under Sundhedsstyrelsen.

Brugen af denne mulighed har været støt stigende siden starten i 2003, men sidste år faldt antallet af ansøgninger drastisk, nemlig med 30 pct.

Sundhedsstyrelsen forklarer dykket med, at meget, der tidligere var eksperimenter, nu er blevet til almindelig behandling.

»Dette kan forklares med, at flere eksperimentelle behandlinger, der tidligere skulle godkendes via ordningen vedrørende eksperimentel behandling, overgik til standardbehandlinger i 2008 og 2009«, skriver styrelsen og kommer med en række eksempler - f.eks. behandling af nyrecellekræft med sorafenib (Nexavar).

Færre til udlandet

Antallet af patienter, som udvalget sendte videre til eksperimentel behandling i udlandet, faldt også voldsomt i 2009 - der var kun syv. Det svarer til under 1 pct. af ansøgerne, mens det var 4 pct. året inden. Rapporten forklarer den nedgang med udvidede behandlingsmuligheder i Danmark.

»Dette skal ses i forlængelse af etableringen af enhederne for eksperimentel kræftbehandling i Danmark og er udtryk for, at hovedparten af de eksperimentelle behandlinger kan tilbydes i Danmark«, skriver Sundhedsstyrelsen.

For eksempel blev der sidste år kun henvist tre patienter til en bestemt kræftbehandling i Schweiz, som Danmark tidligere henviste langt flere til. Det kunne skyldes, at denne behandling i Danmark nu er indført to steder, som tilsammen har behandlet 17 patienter.

Er der nok viden?

Men der kan også være andre årsager:

»Jeg kan godt følge Sundhedsstyrelsen et stykke hen ad vejen. Men der kan være i det mindste supplerende forklaringer«, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed.

»Gad vide, om alle patienter har været ordentligt informeret om ordningen? Vi har stikprøver, der viser, at de allerfærreste får oplysninger om mulighederne«, siger han.

»Desuden er der uklarhed - også blandt lægerne - om, hvilke patienter der er omfattet. Og endelig kan nogle patienter måske være helt opgivende. Det er jo ikke patienten, der bestemmer, om der skal søges, men afdelingen. Og det kan være svært at komme forbi lægen og få second opinion-udvalget koblet på«, siger han.

»Kræftens Bekæmpelse ser gerne, at retten til second opinion-udvalgets rådgivning flytter, så det bliver patientens afgørelse - evt. i samarbejde med den praktiserende læge«, siger han.

Mere information

Der er dog ikke p.t. nogen planer om at imødekomme ønsket om mere magt til patienten på dette område.

»Det er helt afgørende, at den behandlende læge er med til at vurdere, om patienten f.eks. kan klare en tur til udlandet. Udvalget skal have et samlet billede af patienten tilstand«, siger Lone de Neergaard, chef for Enheden for Planlægning i Sundhedsstyrelsen.

Til gengæld kommer der ekstra fokus på information. Lone de Neergaard fortæller, at der er en ny pjece på vej om ordningen, som vil blive distribueret bredt.

»Også til de afdelinger, der ikke typisk har disse patienter, og det er også muligt at informere i almen praksis«, siger hun.

Det er i øvrigt besluttet, at udvalget - som p.t. består af i alt tre onkologer - skal udvides med en kirurg.

»Det skyldes, at der kommer mere og mere kirurgisk eksperimentel behandling. Vi er ved at finde den pågældende«, siger Lone de Neergaard.

Antal nye patientsager

2003: 310

2004: 440

2005: 798

2006: 934

2007: 939

2008: 1.167

2009: 818

Sådan henviste second opinion-udvalget i 2009

Eksperimentel behandling på de eksperimentelle enheder for kræftbehandling i Danmark: 129 patienter

Forskningsmæssig behandling på de eksperimentelle enheder for kræftbehandling i Danmark: 212 patienter

Forskningsmæssig behandling på andre afdelinger i Danmark: 5 patienter

Eksperimentel behandling i udlandet: 7 patienter

Højt specialiseret behandling i udlandet: 1 patient

Rådgivning om yderligere diagnostik eller behandling i Danmark: 116 patienter

Enig i aktuel behandlingsstrategi: 239 patienter

Ikke mulighed for yderligere behandling: 106 patienter

Ingen rådgivning pga. død eller tilbagetrækning af ansøgning: 3 patienter.