Fagligheden er nøglen til indflydelse

For Lægeforeningen er det en kerneopgave, at vi i de kommende år sikrer lægefagligheden i sundhedsreformen. Det er min faste overbevisning, at fagligheden i fremtiden bliver nøglen til indflydelse. Derfor skal fremtidens lægeforening være i stand til at levere et bud på skismaet mellem den næsten uendelige efterspørgsel fra borgerne på sundhedsydelser, det stadig voksende antal evidensbaserede behandlinger, vi kan tilbyde, og så hensynet til, at vi kun kan bruge nationalproduktet én gang. Vi skal være med til at give svaret på, hvordan vi får det bedste sundhedsvæsen med de tilgængelige ressourcer.

Derfor skal lægestanden rykke tættere sammen. Beslutningstagerne skal ikke kunne shoppe rundt blandt lægelige holdninger for at finde den, der passer bedst i situationen, og vi skal ikke give dem muligheden for at sætte kiler ned mellem forskellige lægegrupper. Det bør ikke i fremtiden være muligt for myndigheder at drive fx en fødeklinik, der savner ethvert lægefagligt grundlag, fordi en enkelt speciallæge, i modstrid med al given rådgivning, siger god for det.

Derfor må vi læger i fremtiden søge i videre omfang at tale med én stemme og gøre det med et lægefagligt afsæt. Det stiller krav til, at vi internt i Lægeforeningen, centralt og decentralt, afstemmer vores holdninger. Det stiller krav til, at Lægeforeningen og de videnskabelige selskaber skal indlede et mere forpligtende samarbejde om den sundhedsfaglige rådgivning. Helt aktuelt mener jeg på denne baggrund, at Lægeforeningen bør have plads i det nye Specialeplanlægningsråd, som tænkes nedsat i forbindelse med kommunalreformen.

De sundhedspolitiske emner, der for alvor trænger sig på for øjeblikket, er for det første akutpolitikken, hvor vi på Lægemødet i forgangne weekend tog et vigtigt skridt med vedtagelsen af det lægepolitiske grundlag. Det skal sikre, at vi har hele sundhedsvæsenet som mål, så de nødvendige forbedringer, vi skal arbejde med, ikke betyder urimelige arbejdsvilkår for nogle af vores kolleger.

For det andet er det ansvaret for sammenhængen i patientbehandlingen. Når Falck tilbyder sig som patientvejledere, er det naturligvis fordi, selskabet her ser muligheder for et nyt forretningsområde. Men det er også et symptom på, at vores eget system ikke slår til. Der er noget grundlæggende galt, når patienter farer vild og mødes af »tjenermodellen«: det problem er ikke mit bord. Vi er nødt til at udvikle en ny kultur i vores profession, som både rummer yderligere specialisering samtidig med, at den tager ansvaret for, at patienterne kommer til den rette behandling. I den forbindelse har det fortsat høj prioritet, at vi får et nyt todelt klagesystem med et klagenævn, hvor patienterne kan få vurderet deres materielle rettigheder og et disciplinærnævn, der kan behandle faglige sager.

Vi skal fastholde det stærke fokus, som Lægeforeningen har haft på kvalitetsudviklingen og patientsikkerheden, og vi skal øge vores fokus på forskning og uddannelse. Forskningen er kvalitetssikringen af fremtidens behandlinger, derfor er den så vigtig. Endelig er der de sundhedspolitiske prioriteringer. Jeg har et stærkt ønske om, at vi tager Lægeforeningens sociale engagement alvorligt og initierer en grundlæggende etisk debat om de sundhedspolitiske prioriteringer. Jeg står for en linie, hvor det vigtigt, at det offentlige sundhedstilbud er solidarisk finansieret og fortsat har så høj en kvalitet, at den ressourcestærke del af befolkningen ikke vælger den fra, fordi den private sektor har et bedre tilbud end den offentlige. Også jeg ønsker, at borgerne skal tilbydes den højeste kvalitet til tiden, uanset diagnose, bopæl og social status.