Skip to main content

»Falder i søvn til lyden af guldgraverne ved floden …«

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

8. mar. 2013
3 min.

6.30 Vågner ved, at det bliver lyst, og af de mange insekter, der summer. En lidt kølig morgen – 27 °C, men op ad dagen bliver det rigtig varmt her ved Masanga Hospitalet. Står op og løber en meget kort tur i junglen, inden det bliver for varmt. Bagefter brusebad i en spand vand, spiser morgenmad sammen med den norske jordemoder, mens vi planlægger dagens undervisning. Morgenmaden er mango, spejlæg og pulverkaffe.

8.15 Morgenmøde for hospitalets ansatte og de studerende. Det seneste døgns indlæggelser gennemgås. Blandt flere andre blev en kvinde bragt ind tidligt i morges, efter hjemmefødsel 70 km herfra. Estimeret blodtab 2 liter, navlesnoren hang ud af hende, svært kredsløbsshock med umåleligt blodtryk. Hun var en af de heldige, der nåede til hospitalet i sidste øjeblik. Hun blev stabiliseret, operationsgangen kaldt ind, generatoren startet, og moderkagen fjernet.

8:45 Jeg går til den lokale skrædder, som har fremstillet fire styk uterus til mig i skumgummi. De skal bruges til øvelser i B-Lynch-sutur.

9.00 Superviseret stuegang på Maternity Ward. Nybagte mødre til både levende og døde børn ligger side om side med gravide. De hensyn, vi kender hjemmefra, er helt ophævet her. De studerende er i front ved stuegangen, mens jeg superviserer og giver feedback efter bedste evne.

10:15 Stuegangen bliver pludselig afbrudt, idet en højgravid ung kvinde kommer gående ind. Hun fortæller, at hun har haft kramper og derudover, at hun har været i fødsel en uge. Hun klager over svær hovedpine. Hendes blodtryk er tårnhøjt og der er proteinuri. Vi sætter hende i magnesiumsulfat-regime. Ved undersøgelse er hun 9 cm åben, og vi kan tage vandet. En time senere har hun født en levende pige på 2,7 kilo.

12.00 Jeg superviserer ultralydskanninger – bl.a. en højgravid tvillingemor, som er kommet med henblik på safe delivery – i modsætning til at føde hjemme, som 80-90 pct. gør. Vi beslutter at sætte i gang næste dag.

13.00 Eftermiddagsundervisningen starter. Vi har et komprimeret program foran os. Først fremlægger en af de studerende Bishop score. Derefter skal jeg undervise i svangerskabsforgiftning. Jeg føler mig ydmyg over for opgaven, for jeg er klar over, at de studerende for længst er holdt op med at tælle, hvor mange kvinder, de har set krampe og dø.

16.00 Træning i kopforløsning og sædefødsel på fantomer. Alle otte studerende kommer gennem alle håndgreb. Vi slutter af med at øve B-Lynch på vores skumgummi-uterus.

18.30 Da vi næsten er færdige, bliver der kaldt på os, idet en kvinde er blevet bragt ind, igen svær blødning efter en hjemmefødsel. Barnet er dødt. Uterus atoni, vi får hende stabiliseret, og de pårørende giver meget modvilligt to portioner blod.

20.00 Vi var inviteret til middag kl. 19, men er forsinket. Middagen er på The Hostel, hvor forskellige frivillige, som arbejder på Masanga, bor. Hver onsdag laver de mad til hospitalets læger. Vi får kød for første gang i en uge – ellers er det vegetarmad. Middagen er udenfor på verandaen, vi snakker om løst og fast og prøver at skubbe myggene væk.

21.00 Aftenkaffe hos dr. Alex fra Holland, som har arbejdet på hospitalet i to år. Vi planlægger morgendagens undervisning, som bliver en uvarslet øvelse i post partum-blødning på fødegangen.

22.00 Generatoren slukker for i dag, vi tænder stearinlys.

23.00 Jeg falder udmattet i søvn til lyden af guldgraverne ved floden.