Familielægesystemet etableres i Bosnien

Det er en våd og kold dag i marts, da jeg mødes med Dr. uko på Dansk Flygtningehjælps kontor i Mostar. Dr. uko er gynækolog, og mødet må udskydes en times tid, da der er brug for lægelig assistance til en vanskelig fødsel. Både mor og barn har det godt, da dr. uko møder op.

Sundhedsvæsenet før krigen

Dr. uko var umiddelbart efter krigen i Bosnien-Herzegovina chef for hospitalet i Jablanica, der ligger 80 km sydvest for Sarajevo. Dr. uko og Dansk Flygtningehjælp havde et tæt samarbejde bl.a. med udbygning af lægeklinikker i området. Dansk Flygtningehjælp er endnu til stede i området, og det er derfor naturligt, at Dansk Flygtningehjælp er vært ved vores møde.

Før krigen og delingen af det tidligere Jugoslavien bestod sundhedsvæsenet af :

• Ambulanta - her henvendte man sig med sine problemer og blev enten behandlet eller viderevisiteret. Ambulanta var som oftest betjent af sygeplejersker, og der var sjældent læger ansat.

• Poliklinikker - var en ambulant lægefunktion med forskellige speciallæger og jordemødre.

• Hospitaler - for sygdomme der krævede indlæggelse.

Der var et meget udbredt frivilligt arbejde organiseret gennem det jugoslaviske Røde Kors. Her varetog man bl.a. sundhedsopgaver i skolesystemet samt havde en bloddonorfunktion. Røde Kors var organiseret på kommunalt niveau. Med krigen i 1992-1995 blev hele sundhedsvæsenet inklusive græsrodsbevægelsen smadret. Det, der før var et sammenhængende sundhedsvæsen, blev splittet af frontzoner, og mange læger flygtede.

Bosnien - et meget opdelt land

Bosnien-Herzegovina, i daglig tale kaldet Bosnien, består i dag af en serbisk del (Republika Srpska), som udgør cirka 50% af landet, og en føderation af kroater og muslimer bestående af 10 kantoner, som udgør de resterende 50% (Føderation Bosnien-Herzegovina). To af disse kantoner har en næsten ligelig blanding af kroater og muslimer. De øvrige er enten muslimsk eller kroatisk dominerede. Kantonerne er stort set selvstyrende.

Dette meget opdelte system i en befolkning, der kun udgør 4,5 mio., er et af de helt store problemer for sundhedsvæsenet.

I den muslimsk-kroatiske føderation er det et meget stort ressourcespild, at der skal være to separate sundhedsvæsener. Hvor man egentlig kunne nøjes med én læge, skal der nu være to: én til at betjene den muslimske befolkning og én til at betjene den kroatiske befolkning.

Department of Family Medicine, Queens University, Canada, yder bistand

Programmet for at opbygge et system af praktiserende læger som fundamentet for sundhedsvæsenet i Bosnien-Herze-govina støttes teknisk og økonomisk af Queens University, Canada [1]. Udvik-lingsprogrammet blev påbegyndt i 1997.

Målet er, at der skal være en praktiserende læge pr. 2.500 indbyggere. Dr. uko fortæller, at programmet for udviklingen af den primære sundhedssektor omfatter hele Bosnien-Herzegovina. Det er helt enestående, at programmet omfatter både den serbiske del af Bosnien samt den kroatisk-muslimske føderation. Udviklingsprogrammet skal dels arbejde for, at familielægesystemet etableres i hele Bosnien og dels udvikle præ- og postgraduate uddannelsesprogrammer.

»Vi har ikke tidligere haft tradition for, at praktiserende læger blev opfattet som og uddannet til speciallæger«, siger dr. uko. »De første praktiserende læger blev færdiguddannet for to år siden, og ca. 20% af behovet er nu dækket. De resterende 80% dækkes i øjeblikket af andre læger. Mange ældre læger fra de tidligere ambulantas behøver efteruddannelse for at blive anerkendt som speciallæger i almen medicin. Vi regner med, at det vil tage ti år at fylde hullet, at nå målet med en 100% dækning af praktiserende læger. Vores problem er også, at mange læger under og lige efter krigen blev speciallægeanerkendt på et for tyndt grundlag«, fortæller dr. uko.

»Før krigen var alle læger offentligt ansatte. Nu er man ved at privatisere lægefunktionen med de kommende speciallæger i almen medicin samt øvrige speciallæger, der foretager ambulant behandling«, fortæller dr. uko. »Systemet vil være under offentlig kontrol. Det kommer til at betyde, at de mindst efterspurgte læger må rykke op på bjerget, altså ud i yderområderne«, siger dr. uko.

Der mangler styring og planlægning af uddannelsessystemet

Uddannelsessystemet er ikke centralt styret. Det betyder manglende planlægning. Dr. uko kommer med et eksempel: »Der har de sidste år været en overproduktion af sygeplejersker. Det betyder, at der i dag er mange arbejdsløse sygeplejersker«.

Der er fire store og ét mindre medicinsk fakultet. Fakulteterne er beliggende i Sarajevo, Tuzla og Mostar, som ligger i den muslimsk-kroatiske føderation, samt i Banja Luka og et mindre i Foca, begge i den serbiske del. Der uddannes i alt 200 kandidater om året. Fra gammel tid har Bosnien en aftale med Østrig om, at de medicinske kandidater kan studere på universitetet i Wien.

Det gælder i øvrigt også andre videregående uddannelser. Efter tre års studier i Bosnien kan de studere de sidste tre år i Østrig. Men det mener dr. uko ikke ubetinget er nogen god ordning. Mange færdiguddannede læger vender nemlig aldrig tilbage til Bosnien.

Det er der mange årsager til. Dr. ukos søster arbejder som læge i USA. Hun kan på syv timer tjene, hvad dr. uko får i månedsløn - og det svarer slet ikke til forskelle i leveomkostningerne!

De væsentligste sundhedsproblemer

Af betydelige sygdomme nævner dr. uko fire typer cancer: leukæmi, kræft i æggestokke, brystkræft og lungekræft. Årsagen til en betydelig stigning i antallet af leukæmitilfælde, mener dr. uko, skyldes, at der under krigen blev anvendt uranberigede våben. Og følgerne efter krigen har betydet både fysisk og psykisk invalide mennesker.

Fremtiden

Sundhedsvæsenet i det tidligere Jugoslavien blev ødelagt under krigen. I Bosnien-Herzegovina er man i fuld gang med at opbygge et system af speciallæger i almen medicin, så familielægesystemet kan danne fundamentet for et nyt sundhedsvæsen. Planen er, at der om ti år er familielæger nok til at dække hele landet. Udviklingen er i fuld gang.