Skip to main content

FAS til den næste sundhedsminister: Fred regionerne, i hvert tilfælde foreløbig

Skab ro om styring af sundhedsvæsenet. Lad være med at love noget uden at lade pengene følge med. Og gå i dialog med os om prioritering, sammenhæng og styring. Sådan lyder FAS' og overlægernes ønsker til den kommende sundhedsminister.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. maj 2015
3 min.

Anja Mitchell, formand for FAS/Overlægeforeningen, har en lang liste af ønsker til den kommende sundhedsminister. Og det er bare de vigtigste. Først på listen står styring af sundhedsvæsenet. Regionerne skal fredes. I det mindste foreløbig.

"Vi har ikke brug for en kæmpestor ny strukturreform lige nu. Vi tror, det er rigtig vigtigt at lade sundhedsvæsenet fungere med den styring, vi har lige nu. Vi synes, man skal se på, hvad der fungerer i den nuværende styring og hvad, der ikke fungerer så godt, og så træffe beslutninger på et oplyst grundlag", siger hun.

Såvidt førstepladsen på ønskelisten. Næst står penge og prioriteringer.

"Vi synes, det er rigtigt vigtigt, at man prioriterer lidt mere realistisk, end vi har set. Det er ikke nogen god ide at give store løfter, uden at sende penge eller resurser med overhovedet. De 15 mia., der er lovet fra den ene part i valgkampen (i regeringens seneste velfærdsudspil, red.) tilfører ikke mange flere penge, end sundhedsvæsenet får i dag, og forudsætter lav vækst (i det offentlige forbrug, red.). Samtidig løber medicinudgifterne løbsk. Betyder det sparerunder forude? Den teknologiske og medicinske udvikling stopper ikke. Så det er rigtigt vigtigt at tænke over, hvordan man prioriterer bedst muligt. Man skal lade være med at sige, at vi kan få det hele for de samme penge. Der skal være realisme og konstruktiv dialog om prioritering".

Det rigtigt vigtigt, at gode kræfter sørger for, at vi får en kvalitetsudviklingsmodel, der er bæredygtig i klinikken. Ingen parallelle systemer.

Penge spiller også en rolle ved næste punkt på Anja Mitchells liste.

"Vi har rigtig mange byggeprojekter i gang med de nye supersygehuse. Der nytter det ikke, at der spares på produktionspladser og på f.eks. patienthoteller - så bliver det jo ikke supersygehuse, så bliver det trangt og ikke de bedste arbejdspladser. Ja, vi skal have patienterne så vidt muligt ind i egne hjem, men de patienter, der bliver tilbage på sygehusene - som er de rigtigt syge - der vil der mangle plads til, at vi kan varetage alle de mangfoldige opgaver, der findes. Det giver ikke mening f.eks. at spare et patienthotel væk, så pårørende ikke kan overnatte - det er dem, der skal støtte patienterne, når de kommer hjem. Tænk bare på børn og ældre medborgere".

Lægerne taler også ofte om sammenhæng?

"Vi har et rigtigt stort ønske om, at sammenhængen i behandlingen bliver bedre. Det er derfor, vi har lanceret ideen med en behandlingsansvarlig læge. Der ønsker vi, at den kommende sundhedsminister bakker op om det; ser på de mange muligheder i det og bidrager med konstruktiv dialog".

Du har formentlig også et budskab om kvalitetsarbejdet?

"Vi vil gerne, at kvalitetsudvikling og afbureaukratisering prioriteres, så vi læger bedre kan varetage kerneydelsen. Det er jo varslet, at det skal være slut på sygehusene med DDKM (Den Danske Kvalitetsmodel), og så er det rigtigt vigtigt, at gode kræfter sørger for, at vi får en kvalitetsudviklingsmodel, der er bæredygtig i klinikken. Ingen parallelle systemer. Der er behov for et stærkt politisk pres for, at det sker. Hvis det drive forsvinder i den kommende regering, så tror vi, at initiativerne vil gå i stå".

Listen er efterhånden ved at blive lidt lang. Har du mere?

"Det er også rigtigt vigtigt, at den kommende sundhedsminister sætter ind for at få en mere sundhedsskabende økonomisk styring i sundhedsvæsenet. Den måde, det foregår på i dag, giver mest penge for aktivitet og for lidt for at løfte patienten. Vi skal have en model, der fremmer kvalitet i behandlingen, og som finansministeren kan bakke op om. Det er vores store ønsker for et bedre sundhedsvæsen - deres opfyldelse kræver en målrettet indsats også fra den kommende sundhedsminister".

Læs også: Andreas Rudkjøbing: Styrk det nære sundhedsvæsen efter valget