Skip to main content

Fat det dog: Sygdom er normalt - også for læger

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

16. mar. 2012
3 min.



Læger er berygtede for at gå alt for længe med deres sygdom eller problemer, så de ofte får hjælp alt for sent. Annette Abell - som er ny lægekonsulent i Kollegialt Netværk for Læger - vil derfor satse på at afdramatisere og normalisere den situation:

»Det skulle helst blive mere naturligt at tale om det, der er vanskeligt, så man ikke kommer til at stå som en taber - én, der ikke magter noget - men at man mere står som én, der forsøger at skaffe sig den nødvendige kunnen til at mestre situationen«, siger den 55-årige speciallæge i samfundsmedicin, der netop har afløst Bernadette Guldager som lægekonsulent.

Netværket er en selvstændig og uafhængig organisation under Lægeforeningen og består af ca. 85 frivillige læger, der virker som rådgivere for kolleger, der har brug for hjælp.

Men først skal man vel have folk til at henvende sig. Hvordan får man dem til at søge hjælp tidligere?

»Vi kan ikke gøre andet end at ,almindeliggøre` det, at noget kan være svært. Lægeforeningen er på vej med en række åbne møder i Aarhus og København for læger, som er ramt af sygdom. Et stort tabu for læger er jo egen sygdom. På møderne vil der blive holdt oplæg, og man kan møde andre i samme situation. Budskabet er, at det faktisk er almindeligt at være syg og at skulle forholde sig til det som læge«.

Annette Abell erkender, at også læger kan have misbrugsproblemer.

»Selvfølgelig rammes læger også af misbrugsproblemer. Men jeg tror, misbrug kun er ét af svarene på stress og belastninger«, siger Annette Abell, som derfor vil prioritere det højt at finde veje til at skabe et godt arbejdsmiljø.

Hun har ikke selv erfaringer som frivillig rådgiver i netværket, forklarer hun:

»Jeg kommer med en baggrund som arbejdsmediciner og sociallæge. Så min kvalifikation er at arbejde med sygemeldte mennesker, som skal finde ud af, hvordan de skal gebærde sig i livet og komme videre.

Så det, jeg kommer med, er en massiv erfaring i at omgås og snakke med folk, der har problemer. Og på den måde er læger ikke anderledes end mange andre.

Læger er ligesom alle andre på alle de områder, der handler om ikke at kunne klare sit arbejde mere på grund af sygdom. Og det er der brug for at indse«, siger Annette Abell.

Kollegialt Netværk for Læger

Kollegialt Netværk for Læger har netværksrådgivere over hele Danmark samt på Færøerne og i Grønland. Alle rådgivere er læger, og arbejdet er frivilligt og ulønnet. Hvis man vil arbejde som rådgiver, skal man henvende sig til den regionale afdeling af Lægeforeningen.

Netværket kan kontaktes anonymt - ring til en af de lægelige netværksrådgivere eller til Netværkslinjen: tlf. 3538 8951 (hverdage kl. 9-15).

Listen over rådgiverne kan også findes på www.laeger.dk. Gå ind under Rådgivning og regler, klik på ikonet for Kollegialt Netværk. Nederst på siden findes link til navne og telefonnumre på netværksrådgiverne.