Skip to main content

Fede børn tabes

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
3 min.

Kommunallæger er nøglepersoner i forebyggelsen og bekæmpelsen af det i alarmerende grad stigende sundhedsproblem blandt børn og unge: fedme.

Men mange kommuner magter ikke at gøre noget alvorligt ved fedmeproblemet, og hvis de overhovedet ansætter en læge til at gå i krig med opgaven, er det ofte med en utilfredsstillende normering.

Desuden risikerer et lovforslag fra sundhedsministeren til ændring af loven om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge yderligere at sabotere mulighederne for lægeligt at sætte ind mod fedmefænomenet, som blandt andre Ernæringsrådet kalder en epidemi.

Det mener Vibeke Manniche, kommunallæge i Frederikssund og hovedkursuslæge for kommunallægernes efteruddannelse.

»Fedme er en tikkende bombe under sundhedsvæsenet. Ikke kun for det enkelte barn, men også for de amtslige og kommunale sundhedsudgifter. I erkendelse af at hver anden dansker over 16 år i dag er overvægtig, har vi som kommunallæger en massiv rolle at spille med at lave en forebyggende indsats over for børn og unge. Fra udenlandske undersøgelser ved vi, at vi sagtens kan vende skuden, men det kræver bare en målrettet indsats. Vi ville som kommunallæger være vores vægt værd i guld, hvis vi fik de optimale muligheder for at gøre noget alvorligt ved fedmeproblemet i forebyggelsesdelen«, udtaler Vibeke Manniche.

To store forhindringer

Men der er to store forhindringer for at kunne lave det nødvendige målrettede arbejde.

For det første lægger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens lovforslag op til, at kommunerne frivilligt kan vælge, om de ønsker at ansætte kommunallæger eller købe den lægelige ekspertise ad hoc - typisk hos alment praktiserende læger.

Det er med al ære og respekt for de alment praktiserende læger ikke en god løsning, nævner Vibeke Manniche, som mener, at man bør betragte lovforslaget som en »nødløsning« i en tid, hvor det umiddelbart er svært at trække læger til en fast plads ved et hæve-sænke-bord i kommunalkontorene.

»De praktiserende læger siger selv, at de ikke magter opgaven, for det kræver tværfagligheden og forankringen i det kommunale system. Det kræver en læge, som kender kommunens tilbud af bevægelse og motion. Som kender hvilke af kommunens faggrupper man kan trække på - det har jeg som kommunallæge modsat den praktiserende læge en enestående mulighed for at få indflydelse på«, siger Vibeke Manniche.

For det andet har kommunerne underprioriteret arbejdet med sundhed for børn og unge. Mange kommuner har ingen læge ansat. Andre steder er lægen ansat på en så minimal normering, at det ikke er muligt at lave et kvalitativt stykke forebyggende arbejde.

»Jeg tror, at der stort set ikke er nogen kommuner, som egentlig løfter loven godt nok«, udtaler Vibeke Manniche.

Hun mener, at enkelte kommuner »udpiner« lægefunktionen ved blandt andet at ansætte læger til at foretage »dødssyge rutinemæssige screeninger, hvor man bruger lige så meget tid på alle børnene, uanset om de har brug for det eller ej«. Det efter hendes mening pauvre resultat bliver, at lægerne nøjes med at lave »lappeløsninger« hos det enkelte barn og efter kort tid rømmer lægerne stillingerne, som ganske enkelt ikke er tilstrækkeligt attraktive.

Selvransagelse

Hendes kritik af kommunernes sundhedsarbejde over for vores børn og unge er ikke uden selvransagelse. Rundt omkring i kommunerne er der gode og spændende projekter i gang iværksat af kommuallæger, men ofte har kommunallægerne ikke været fokuserede nok, mener Vibeke Manniche.

»Vi har bogstaveligt talt set på for mange fodvorter frem for på de børn, som har mest glæde af vores indsats. Men fordi der er så mange overvægtige og fede børn, kommer vi ikke uden om at omfordele resurserne til de børn. Vi skal som kommunallæger være bedre til at sælge varen ordentligt over for embedsmændene og politikerne, men det kan være en vanskelig opgave, for som kommunallæger står vi ofte i et vadested med hensyn til vores identitet«, udtaler Vibeke Manniche.