Lægeforeningen vil kraftigt advare mod en gentagelse af 2010-forløbet, hvor ministerium og regioner forsøgte at hylle deres politiske beslutning om at indsnævre adgangen til fedmekirurgi i en tynd kappe af faglighed.
»Læger vil have flere fedmeoperationer, men regeringen vil ikke betale mere«. Sådan stod der for nylig på forsiden af Jyllands-Posten. Fedmekirurgi er – endnu en gang – et sprængfarligt sundhedspolitisk emne.
En ekspertgruppe har lige før sommerferien sendt et forslag til nationale kliniske retningslinjer om fedmekirurgi i høring. Her anbefaler de, at mennesker, der har et BMI over 40 kg/m2, og som er fyldt 18 år, skal have mulighed for en fedmeoperation.
Dermed lægges op til et brud med den praksis, som blev indført med de såkaldte visitationsretningslinjer, som den daværende regering og regionerne indførte i 2010. De indebærer, at patienten skal have et BMI på over 50 kg/m2 og være fyldt 25 år for at kunne få en fedmeoperation.
Mange kan sikkert huske det uskønne forløb forud for 2010-reglerne, hvor en ekspertgruppe, som Sundhedsstyrelsen dengang havde nedsat til at revidere retningslinjer for fedmekirurgi, de facto blev sat uden for indflydelse. I stedet barslede Sundhedsministeriet og regionerne med de såkaldte visitationsretningslinjer, som først og fremmest skulle begrænse antallet af indgreb.
Der skal være åbenhed om, hvorfor en del af de patienter, som kunne have gavn af en anerkendt behandling, ikke skal have adgang til den.
Nu kunne man så tro, at det helt aktuelle forslag til nationale kliniske retningslinjer vil betyde, at flere i fremtiden kan få tilbudt indgrebet. Men det er der langtfra sikkerhed for. Økonomiaftalen for 2017, som fastlægger sundhedsvæsenets økonomi, nævner specifikt, at der skal ske en justering af visitationsretningslinjen fra 2010. Men den må ikke føre til »et utilsigtet skred i indikationer for fedmekirurgi«, og de nye retningslinjer bør ikke »medføre stigninger i udgifterne i regionerne«.
Lægeforeningen vil kraftigt advare mod en gentagelse af 2010-forløbet, hvor ministerium og regioner forsøgte at hylle deres politiske beslutning om at indsnævre adgangen til fedmekirurgi i en tynd kappe af faglighed. Det var uværdigt – og understreger desværre, at hele sagen har en grim bismag af, at mennesker, der har brug for fedmekirurgi, ikke altid betragtes som »rigtige« patienter.
Nationale kliniske retningslinjer er et vigtigt værktøj til at sikre høj kvalitet i behandlingen. Lægeforeningen lægger stor vægt på, at de kommer i brug. Men det er naturligvis op til politikerne at sikre økonomien. I den forbindelse vil det klæde dem at kalde en spade for en spade. Mener de, at midlerne er bedre brugt på andre patienter end mennesker med fedme, så bør de stå ved, at det netop er en politisk beslutning, ikke en faglig.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, udtalte i foråret, at regionerne ikke har råd til at sænke alders- og BMI-grænsen. Vælger man nu ikke at følge de nationale kliniske retningslinjer af økonomiske årsager, så bør det fremgå tydeligt af de kommende visitationsretningslinjer. Der skal være åbenhed om, hvorfor en del af de patienter, som kunne have gavn af en anerkendt behandling, ikke skal have adgang til den.
Sagen understreger samtidig, at prioritering i sundhedsvæsenet ikke kun handler om at vurdere lægemidler, som det nye Medicinråd skal i gang med. Operative indgreb som f.eks. fedmekirurgi bør underkastes samme vurdering. Fedmeoperationer er måske dyre her og nu. Men hvordan ser økonomien ud over tid, hvis man inddrager udgifter til f.eks. behandling af følgesygdomme ved fedme? Et prioriteringsråd, som kan gå i dybden med, hvor meget sundhed vi får for pengene ved de enkelte behandlinger, vil kunne bidrage til at kvalificere politikernes beslutningsgrundlag.
