»Fedmens Lourdes« ligger i North Carolina

Durham - det er tidligt om morgenen, og det begynder så småt at myldre med store mennesker i den hyggelige forsamlingssal på Rice Diet Center i Dur-ham, North Carolina. De skal vejes, der skal tages blodtryk og andre målinger, og alle følger ivrigt med i, hvem der nu har tabt hvor meget.

På væggen hænger før-og-efter billeder af overvægtige tidligere og nuværende patienter, som man kan lade sig inspirere af inden morgenmaden. Jeff Melchor er en af dem.

Da han ankom sidste år i slutningen af november, vejede han 248 kilo og var storforbruger af insulinsprøjter - 16 om dagen - for at holde sin sukkersyge i skak.

I dag er forbruget af injektionsnåle nede på nul. Jeff har tabt 72 kilo; han er begyndt at kunne tage mindre gåture, og hans måske største triumf er, at han nu kan klemme sig ned i et biografsæde.

Jeff, som er 43, er en af succeshistorierne på den første tab-dig-klinik i Dur-ham, der åbnede helt tilbage i 1939 som del af det velanskrevne lokale universitetshospital, Duke University Medical Center. Siden er der i årenes løb vokset en hel slankeindustri op i kølvandet af centret, som i dag er en selvstændig institution. Durham huser nu fem klinikker, der koncentrerer sig om helse og velvære. Tre af dem har vægttab som erklæret mål, mens de to andre mere fokuserer på livsstilsproblemer som f.eks. stress, hvor et eventuelt vægttab er en - som regel velkommen - bivirkning.

Alle diætklinikkerne fokuserer på tre ting - kost, motion og det psykologiske aspekt - men med forskellig vægt og forskellige metoder. Det uafhængige Structure House, som blev grundlagt i 1977, lægger f.eks. meget stor vægt på at komme de psykologiske barrierer for vægttab til livs, mens Duke Diet & Fit-ness Center - etableret i 1969 som del af universitetshospitalet - har det største udbud af fysiske tilbud. Rice Diet Cen-ter koncentrerer sig mest om kosten, og som navnet antyder, består den i høj grad af ris.

Ganske modsat den seneste tids antikulhydratmode holder Rice-folkene fast i en måde at tabe sig på, der næsten udelukkende består i at indtage kulhydrater med masser af ris og frugt til at begynde med og senere suppleret med grøntsager.

»Du kan komme her, sidde i en stol, og tabe dig«, siger Jayne Charles, centrets PR-person.

»Men det er naturligvis bedre, hvis du foretager dig noget«, siger hun.

Risdiæten startede i sin tid som en behandling af forhøjet blodtryk. Lægen Walter Kempner fandt ud af, at en kost med lavt indhold af fedt og salt nedbragte blodtrykket. Ingen kunne undgå at lægge mærke til, at folk også tabte sig, og efterhånden som forhøjet blodtryk kunne behandles med medicin, skiftede fokus til fedmebekæmpelse.

Kostplanen har fået ry for at give ganske hurtige resultater og tiltrækker ofte patienter med voldsom og/eller morbid overvægt.

Susan Blech, en tidligere bodybuilder, har f.eks. tabt 99 kilo kilo på et år og tre måneder, og hun er en af dem, der understreger, hvor vigtigt det psykologiske aspekt er. Hun gik selv i psykoterapi for at få en bedre håndtering af forholdet til sin mor. Den behandling anser Susan Blech for også at have været katalysator for vægttabet.

»Jeg kunne aldrig have gjort dette her uden psykoterapeuten. Man bliver ikke sund, hvis man ikke også er sund følelsesmæssigt«, siger hun.

Og Jeff Melchor bad sin ven, Gor-don Ulrickson, om at tage med sig til Durham som støtte - Gordon Ulrickson på 44 kunne også godt selv tænke sig at slippe af med en del kilo - og den fælles indsats har ifølge begge gjort opgaven nemmere.

Men store vægttab har sine omkostninger. Ifølge Gordon Ulrickson er det et absolut minimum at tilbringe fire uger på klinikken, og jo længere tid jo bedre.

Vil man tilbringe måske mange måneder på en slankeklinik, er man ofte nødt til at sige sit job op, og selve opholdet koster også. Til gengæld bruger man typisk ikke så mange penge på - usund - mad som før, og man kan tit reducere sine udgifter til medicin.

I mange tilfælde er det som om, at en større omkalfatring af flere aspekter af ens liv sætter vægttabet ind i en forandringsramme, som hjælper med at holde fast.

Amy Rosenblatt på 27 kvittede f.eks. sit job som damefrisør i midtvesten for at flytte til Durham og gå på Duke Diet & Fitness Center. Hun har været der siden februar.

»Jeg havde behov for noget stort. Jeg havde behov for forandringen«, siger hun.

På Duke er tilgangen - ligesom på den tredje slankeklinik, Structure House - anderledes end på Rice. Man får »almindelig« kost, og man slanker sig på den gammeldags måde ved at tælle kalorier.

For to år siden indførte centret desuden en kulhydratfattig option, efter at research på Duke University havde konkluderet, at den ikke var farlig for kolesteroltal eller gav problemer med hjertet.

Maden er god. En stor salatbar kan man frit spise så meget fra, som man vil, og desuden tilbereder de ansatte kokke den mad til en - f.eks. et magert stykke grillet kød - som man har valgt inden for den kalorieramme, man er på. Klienterne sigter typisk på 100-1500 kalorier om dagen.

Der er mange tilbud om fitness og stor fokus på, hvad man kunne kalde en bæredygtig livsstil.

Men ingen af centrene kan sige sig fri for snyderi. Unge mennesker, der er sendt på kur af deres forældre, har f.eks. ikke altid den indre viljestyrke, der skal til, og de kan ofte ses på de lokale burgerbarer. Og for alle - ikke bare umotiverede teenagere - kan en ny, sundere livsstil være svær at opretholde, når man kommer tilbage til den virkelige verden.

»Der er en alt-eller-intet mentalitet, som ikke er bæredygtig. Nogle tænker: ,her har jeg betalt en masse penge, og så vil jeg have garanti for succes'. Men der er ingen garanti«, siger diætkonsulent Elisabetta Politi.

Så mange af Durhams fedmepatienter er gengangere. Det gælder f.eks. Duke-klienten Lawrence Chesler på 68 år. Han var her sidste år og tabte sig 16 kilo men tog på igen efter en mindre fodoperation, hvor han ikke kunne røre sig i ugevis bagefter. Han er netop gået på pension men husker udmærket, hvordan pundene sneg sig på i løbet af hans arbejdsliv.

»Jeg rejste meget. Og når man sådan kommer fra flyet, går til møder, middage, får et par drinks, så bliver det sådan booom-booom-booom«, siger han.

Med en livsstil af den type er det svært at opretholde en sund livsrytme.

Men gengangeriet er ikke nødvendigvis et tabertegn. Klinikkerne opfordrer ofte folk til at komme igen som et led i behandlingen og for at holde sig selv til ilden. Det afspejles også i priserne, hvor man får rabat ved både meget lange ophold og ved returbesøg. Et typisk førstegangsophold på fire uger i højsæson (sommer og lige efter nytår) koster mellem 5.000 og 9.000 dollars - ca. 31.000-56.000 kroner - afhængig af, om bolig er inkluderet eller ej.

Lederen af Duke centret, Howard Eisenson, siger at centret en gang imellem har overvejet at sige nej til en genganger.

»Men al erfaring viser, at folk, der ændrer sig - f.eks. holder op med at ryge - kæmper med det, og at de tit tager mange forsøg, før det lykkes, så det ville være hårdhjertet at afvise dem«, siger han.

Centrene følger op f.eks. med ugentlige telefonsamtaler, hvis patienterne vil have det, for at undgå tilbagefald. Men for nogle virker nok så mange besøg på en »fat farm« og nok så megen opfølgning ikke - vægten kryber tilbage, og Eisenson går i sådanne tilfælde ikke af vejen for at anbefale en operation, der snører maven ind, så man ikke kan spise så meget.

»Jeg tilbringer nok mere tid med at tale om kirurgi end med at tale nogen fra det. Det kan være livreddende«, siger han.

Det er lederen af Rice Diet Centre, Frank Neelon, mindre begejstret for. Ikke blot fordi der er risici forbundet med enhver operation - og da især på overvægtige mennesker - men også fordi han i realiteten synes, den burde være unødvendig.

»Jeg siger, hvis patienten har tabt 100 pund, hvorfor så ikke blive ved?«, siger han.

Til gengæld henviser han - ligesom kollegerne på de andre slankefarme - ofte til speciallægerne i byen, f.eks. hudlæger, hjertespecialister mv., og der er ringe tvivl om, at diætgæsterne i byen har givet sundhedsvæsenet et boost. Mange, der taber sig, får også foretaget diverse kosmetiske operationer f.eks. for at få bugt med den slappe hud, som vægttabet har forårsaget.

Byens øvrige økonomi nyder også godt af pilgrimsfærden. Hotellerne fyldes med gæster, og specialbutikker med ting og sager til store forbrugere har gode dage i Durham. En tidligere patient på Duke-centeret har f.eks. åbnet et hotel lige over for klinikken. Og skobutikken 9th Street Active Feet omsætter for 2 mio. dollars - ca. 12,4 mio. kroner - om året bl.a. på grund af efterspørgslen fra tunge mennesker, der har behov for specialsko. Lykkes det for dem at tabe sig, er det også fint for butikken - så skal de jo have nye, mindre, sko.

Durhams turistkontor vurderer, at den økonomiske virkning af slankefarmene ligger i omegnen af 51 mio. dollars - ca. 316 mio. kroner - om året.

Og meromsætningen er oven i købet i rimelig grad konjunktursikret. Efterhånden som flere og flere mennesker - ikke blot amerikanere - døjer med at holde vægten nede, kan efterspørgslen på slankekure næsten kun gå en vej: opad.