Skip to main content

Fem spørgsmål til

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

14. jan. 2011
2 min.



Hvad betyder det for jer, at paramedicinere fra marts erstatter læger i Region Sjællands akutbiler?

Kvaliteten af den akutte indsats bliver svækket, fordi folk på lavere uddannelsesniveau dukker op ved akutte ulykker og ulykkestilfælde. Jeg havde selv en patient med hjertestop for nylig, hvor lægebilen kom ud og hjalp til. Det gav en stor tryghed. De er jo bemandet med anæstesilæger, som er vant til hjertestop. En praktiserende læge ser måske sådan et hvert femte år.

Hvad siger dine patienter?

Ikke så meget, men det skyldes måske, at vi her i Slagelse har praksis 400 meter fra akutsygehuset. Det virkelig store problem er i Roskilde og Næstved. Der har været kraftig debat om det.

Hvad tror du, kommer til at ske?

Der vil være eksempler på folk, som kunne være reddet af en læge. Specielt alvorligt kvæstede trafikofre og måske folk med akutte vejrtrækningsproblemer. Der vil være folk, som får varige men, fordi de ikke bliver hjulpet i tide. Lige nu sparer man penge men næppe på langt sigt.

Nogle politikere ville have lægevagten til at træde til?

De tror, at en læge er en læge, men sådan er det jo ikke. Vi praktiserende læger, der kører lægevagt, er f.eks. ikke uddannet til at intubere, altså skabe frie luftveje ved at stikke en tube ned i luftrøret på folk.

Tror du, ordningen overlever?

Formanden for regionens præhospitale udvalg har faktisk åbnet en kattelem ved at sige, at borgernes erfaringer vil blive taget i betragtning, når ordningen skal evalueres, og han har også kaldt ordningen for en forsøgsordning.