Skip to main content

Fem spørgsmål til Alexander Aagaard

Af Anne Steenberger, as@dadl.dk

8. okt. 2010
2 min.



I har i en sparerunde fjernet samtaleterapien fra regionens praktiserende læger og sagt, at den ikke indfriede jeres forventninger, hvordan det?

Tanken var, at samtaleterapi-ordningen skulle bestå af forløb på op til syv konsultationer med et honorar på omkring 330 kroner per konsultation. Men i 70 procent af tilfældene har der kun været en til to konsultationer i forløbet.

Hvad er problemet i det?

Det er fint. Men vi skønner, at så kan lægerne lægge de par samtaler ind under almindelig konsultation, hvor honoraret er tre gange mindre.

Mener I da, at læger har misbrugt ordningen?

Nej, vi kan se, at 30 procent har brugt ordningen efter hensigten. Men i 70 procent af tilfældene har intentionen bag ikke holdt stik. Den er blevet brugt på en anden måde, end den var tænkt.

Hvis der havde været flere lange forløb, havde I ikke skåret ordningen væk?

Nej, for et problem er også, at vi ikke kan konstatere et fald i antallet af henvisninger til tungere, mere specialiserede ydelser, såsom psykolog eller psykiatrien, som dette tiltag gerne skulle føre til. Men nogle patienter har haft glæde af forløbene, og den mulighed har patienterne ikke længere.

Bliver de ikke ladt i stikken?

Det spørgsmål er vi fast besluttede på at følge op på - og vi vil gerne gøre det i samarbejde med lægerne. Vi ved, at andre regioner er interesserede i at vide, hvilken effekt denne besparelse har. For der skal spares mange steder.