Skip to main content

Fem spørgsmål til Bente Klarlund Petersen, Professor

3. dec. 2010
1 min.


Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke overbevisende evidens for effekten af Motion på Recept - især ikke på langt sigt. Hvad siger du til det?

Der er deep down in my soul ingen tvivl om, at fysisk aktivitet virker.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er evidensen ikke overbevisende. Skal vi så ikke tage og stoppe med det?

Motion på Recept er utrolig effektiv og har effekt på en række sygdomme. Evidensen bliver stadig stærkere.

Men ifølge evalueringen virker det ikke ...

Fysisk aktivitet virker, det er der overhovedet ingen tvivl om. Det er fuldstændig som med piller: de virker jo heller ikke, hvis du ikke tager dem. Men der jo også dårlig komplians, masser af patienter tager ikke de piller, lægen skriver ud. Det taler vi bare sjældent om.

Hvad er så problemet?

Problemet er organiseringen af Motion på Recept. Motion virker, så selvfølgelig skal vi ikke afvise det, men vi skal se på, hvilke rammer vi skal have for at få større komplians på det her felt.

Hvilke rammer virker så befordrende på motion - og hvilke virker ikke?

Vi ved, at motion på opfordring ikke virker. Det er ikke nok, hvis den praktiserende læge bare opfordrer patienterne til at være fysisk aktive. Vi ved omvendt, at den superviserede træning virker. Hvilket er noget helt andet end at gå i fitnesscenter en gang imellem.