Skip to main content

Fem spørgsmål til Bertel Haarder

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

11. mar. 2011
2 min.



Møderne viste, at under 9 procent går ind for behandlinger, der udelukkende forlænger liv med få uger?

Jeg er enig i, at man ikke skal forlænge livet for enhver pris - og da slet ikke, hvis den ekstra levetid kun bringer mere smerte og lidelse. Men det er en meget svær diskussion, når først man bliver konkret, og det gælder den enkelte patient.

I alt 53 procent går ind for at betale f.eks. 150 kroner for lægebesøg?

Jeg synes, det er opmuntrende, at der er så stor åbenhed over for at drøfte en af sundhedsvæsenets hellige køer. Regeringen har ingen planer om brugerbetaling for almen lægehjælp. Men man kan måske fordele den eksisterende brugerbetaling på en rimeligere og mere socialt afbalanceret måde.

Næsten halvdelen går ind for en mere fleksibel ventetidsgaranti?

Vi har kun »ventetidsgarantier« for livstruende kræft- og hjertesygdomme, og dem vil vist ingen afskaffe. Det udvidede frie sygehusvalg er ingen ventetidsgaranti, men valgfrihed til at vælge et andet tilbud efter behov. Det har mere end 400.000 danskere benyttet og været glade for. Det vil vi ikke ændre.

Kun 16 procent synes, at Danmark skal drive udviklingen med at bruge ny og dyr medicin?

Dansk industri skal være med i udviklingen. Medicinalindustrien er en stor økonomisk gevinst for Danmark. Uden den ville det være sværere at finansiere velfærden og sundhedsvæsenet.

Hele 89 procent synes, det er ok, at sundhedsvæsenet kræver noget af patienterne, og 40 procent, at de skal nægtes behandling, hvis de ikke lever op til kravene?

Det tror jeg ikke på, man kan lave regler om. Jeg tror på, at den enkelte læge i samspil med den enkelte patient bedst kan vurdere, hvad der bør kræves, og hvilken behandling der gives.