Skip to main content

Fem spørgsmål til Karsten Vrangbæk

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

25. feb. 2011
1 min.


Hvad er vigtigst?

Helbredsundersøgelser for 30-49-årige og målrettede initiativer for at undgå fejl og utilsigtede hændelser i sygehusbehandlingen.

De praktiserende læger vil hellere fokusere på de mindst sunde?

Der er ikke tale om et enten-eller. Vi tiltænker de praktiserende læger en central rolle. Det indebærer, at de deltager i generelle tiltag såsom de forebyggende helbredsundersøgelser for 30-49-årige og i de fokuserede indsatser i forhold til de mindst sunde.

Hvad gør vi i dag, som er økonomisk ufornuftigt?

Mangelen på fokuseret og målrettet forebyggelse og den relativt svage udvikling på det psykiatriske område er eksempler på »undladelsessynder«, som har negative økonomiske konsekvenser på længere sigt. Ventetidsgaranti for alle sygdomme, anvendelsen af dyre lægemidler til behandling af fremskredne kræftformer og manglen på en klar vision for fremtidssikring af de nye sygehusbyggerier er tre eksempler, hvor vi måske ikke får nok for pengene.

I foreslår et dansk prioriteringsinstitut. Hvem skal bestemme der?

Vi foreslår en institution med forankring i den eksisterende nationale administrative struktur, men med en politisk overbygning med repræsentanter for både stat, regioner og kommuner.

Mere brugerbetaling er også på jeres top ti.

Har det overhovedet nogen gang på jord?

Det har været en politisk ømtålelig problemstilling i mange år - men det samme kan man sige om efterlønnen.