Skip to main content

Fem spørgsmål til Peter Clemmesen

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

10. dec. 2010
2 min.



ESC har netop fastslået, at livsstilsændringer er det eneste svar i kampen mod hjerte-kar-sygdomme. Er du enig?

Ja. Set med europæiske briller. Det er det, der vil batte for EU's samlede sundhed de næste 20 år.

Hvor stiller det så den medicinske behandling?

Den er stadig en hjørnesten. Den forbedrede overlevelse på hjerte-kar-sygdomme herhjemme skyldes i høj grad medicinsk behandling, så mange i dag lever med en kronisk hjertesygdom eller erkendt risiko for at udvikle det. Men håbet er, at vi via strukturelle tiltag på sigt kan nedsætte behovet for medicinsk behandling.

Er du enig i at skrotte oplysningskampagner, da de ifølge selskabet ikke virker?

Til dels. De har virket over for den brede befolkning, som nu har gode livsudsigter i Danmark. Men fremtidens kampagner skal være målrettet specifikke målgrupper som indvandrere. For at nå bredt ud er der brug for lovindgreb, som ESC også kræver på EU-niveau.

Hvad bør gennemføres konkret i DK?

Mange ting. Vi kommer ikke rigtig videre med livsstilsændringer herhjemme, før vi eksempelvis hæver tobaksprisen til 50 kroner. Vi ved, at hver fjerde unge så aldrig vil begynde at ryge. Vi skal også have mere motion i skolerne, lovindgreb mod salt i forarbejdede fødevarer, blot for at nævne nogle af de nødvendige tiltag.

ESC taler om, at der skal »radikale midler« i brug. Har I været for bløde som fagfolk?

I mange år har vi benyttet os af forsøg med gode eksempler, oplysning og undersøgelser af behandlingskvalitet i håbet om ændringer. Men det har ikke flyttet nok. Nu laver ESC en 180 graders vending og går benhårdt efter lovindgreb i EU, hvilket Hjerteforeningen også støtter.