Skip to main content

Fireårsreglen rammer humanitært lægearbejde

Journalist Anne Absalonsen, anne@uncial.dk

1. jun. 2007
3 min.

Torben tjener penge på epidemier, lyder sloganet på en af Læger uden Grænsers (MSF) hverveplakater, men det vil han måske ikke vælge at gøre fremover. Han får nemlig ikke tid. For hovedparten af de læger, der udfører humanitært arbejde i MSF's projekter, er typisk yngre læger, der endnu ikke er påbegyndt hoveduddannelsen. Og et af hovedpunkterne i den omlægning af lægeuddannelsen, der træder i kraft den 1. februar 2008, er netop, at de yngre læger hurtigere skal i gang med hoveduddannelsen for dermed at afhjælpe manglen på speciallæger.

Omlægningen nedsætter fristen fra turnusstart til påbegyndelse af en speciallægeuddannelse til fire år, mod tidligere op mod ti år, og med de nye regler vil den yngre læge bruge et år på turnus samt et år på introduktionsstilling til speciallægeuddannelsesstillingen, hvorefter der kun er to år tilbage til at opnå de nødvendige kompetencer til den ønskede speciallægeuddannelsesstilling. Altså reelt kun to år, som den yngre læge selv kan forvalte.

»I forvejen er det karrieremæssigt svært at tage ud og lave humanitært arbejde, og fireårsreglen vil gøre det praktisk taget umuligt«, siger Jesper Jørgensen, udsendelses- og rekrutteringschef i MSF.

Også de lægestuderendes organisation, FADL, har udtrykt bekymring for, om humanitær udsendelse fremover vil være en mulighed, da MSF kræver to års erfaring hos de læger, de sender ud.

Ønsker dispensation

Hvert år rejser en god håndfuld læger ud til nogle af verdens mørkeste hjørner for at arbejde i MSF's projekter, og Jesper Jørgensen frygter, at den nye aftale om lægeuddannelsen vil kunne fjerne grundlaget for MSF's arbejde:

»Lægen er jo hele hjertet i MSF's indsats, der også omfatter sundhedspersonale og administratorer, men kan han ikke tage af sted, falder hele kernen i vores arbejde sammen«.

Også Røde Kors og andre organisationer har læger udstationeret, men det er i praksis udelukkende speciallæger. Derimod har 90% af de læger, MSF udsender, endnu ikke søgt hoveduddannelsesstilling:

»Det er især generalister, vi skal bruge til vores projekter, altså den brede læge, og så naturligvis kirurger og anæstesiologer. Men vi er i forvejen indstillet på, at vores lønninger ikke er store nok til at supportere speciallæger, der har stiftet familie med hus og bil herhjemme. Så hvis vi fortsat skal kunne rekruttere læger, behøver vi generelt en fuld dispensation fra fireårsreglen til humanitært arbejde, ligesom for barsel, så udsendelsen ikke tæller med i perioden fra turnus til hoveduddannelse«, siger Jesper Jørgensen.

Reglerne i praksis

Den nye aftale om ændringer i lægeuddannelsen er blevet til i samarbejde mellem Danske Regioner, Lægeforeningen og Yngre Læger. Michael Dall, Lægeforeningens Forsknings- og Uddannelsesudvalg, siger:

»Der er ingen, der har tænkt specifikt på MSF, da vi indgik aftalen. Vi altid har haft et godt øje til MSF - det er en sindssygt god sag, og vi er absolut opmærksomme på problemet. Men det bliver ikke ligefrem Lægeforeningen, der specifikt lægger pres på indenrigs- og sundhedsministeren for at få en dispensation for humanitær udsendelse«.

Michael Dall mener også, at der er andre skruer at stille på, hvis organisationerne fortsat skal kunne sende læger ud, yngre såvel som speciallæger:

»Den enkelte arbejdsplads må være bedre til at give orlov, og man kan evt. få det skrevet ind i kontrakten, at der skal være plads til og tid til humanitært arbejde. Endelig ved vi jo ikke, hvordan fireårsreglen skal overholdes i praksis«, siger Michael Dall.

I Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyser kontorchef John Pedersen, at principperne først skal udmøntes i konkrete regler, før man kan begynde at tage stilling til eventuelle dispensationer. Derfor kan han endnu ikke sige, om dispensation for humanitært arbejde, helt eller delvist, vil være med på listen sammen med for eksempel barsel, ph.d. eller sygeorlov. Han vil tidligst efter sommerferien kunne pege mere direkte på, hvordan det humanitære arbejde takseres, når forslaget til revision af lægeuddannelsen har været i høring.

Læs mere om omlægning af den lægelige videreuddannelse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk