Skip to main content

Fjærtomanen og lægerne

Glem »Ørkenens Sønner«. Joseph Pujol var den ægte vare, den oprindelige fjærtoman. Omkring forrige århundredskifte ophøjede han prutten til kunst og trak celebriteter fra hele Europa til Moulin Rouge i Paris, hvor han optrådte. Her vakte han lægevidenskabens interesse …

Fjærtomanen optræder. Foto fra 1890’erne. Wikimedia Commons.
Fjærtomanen optræder. Foto fra 1890’erne. Wikimedia Commons.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

8. dec. 2022
07 min

 

På de franske kirurgers årsmøde i 1892 optrådte en kunstner, som forinden havde vakt opsigt på de parisiske scener – først og fremmest i det legendariske Moulin Rouge. Kunstneren Joseph Pujol (1857-1945) havde i nogen tid trukket fulde huse til sin optræden.

Til at begynde med havde publikum forholdt sig skeptisk: Der måtte være tale om et eller andet veludført taskenspillerkneb. Men så trådte lægevidenskaben til, og efter indgående undersøgelser kunne den højeste ekspertise »nu meddele den videnskabelige Forklaring af Fænomenet«, som det danske lægevidenskabelige tidsskrift Hospitals-Tidende fortalte sine læsere.

Monsieur Pujols kunst bestod i, »at han hver Aften giver musikalske Forestillinger i Moulin Rouge og producerer hele Musikken med sin Endetarmsaabning«. Det skete under kunstnernavnet »Le pétomane«, som kan oversættes til Fjærtomanen.

Varietéensemblet Ørkenens Sønner har altså ikke selv opfundet den usandsynlige scenekunstner Fjærtomanen, som i skikkelse af skuespilleren Asger Reher optræder i kjole og hvidt og med blottet bagdel giver opvisning i sin skurrile kunst. Rehers optræden er kopieret efter Pujol – med den afgørende forskel, at lægevidenskaben i 1892 kunne oplyse, »at der ikke var noget Bedrageri med i Spillet«.

Den første berømmelse

Allerede som 13-årig opdagede Joseph Pujol, at han kunne noget, som ingen andre formåede. En dag var han på stranden ved Marseille med sine kammerater, og mens de badede, mærkede han pludselig, »da han gjorde en ejendommelig Inspirationsbevægelse (indånding), en fornemmelse af Kulde i Endetarmen og fik kort efter en stærk Trang til Aabning«.

Da han gav efter for trangen, strømmede der rent vand ud, og snart opdagede han, at han var i stand til at suge vand ind i tarmen »og give det fra sig, naar han kom i Land«. Han viste det til sine kammerater, som forsøgte at gøre det efter, men måtte give op.

Han begyndte at træne i at gøre det samme ved at placere enden i en balje vand og opdagede, at han kunne gøre det samme med luft og »lade den passere ud gennem Anus med en mere eller mindre klangfuld Tone«. Hans kammerater var vildt imponerede over hans færdigheder. »Dreven af Ærgerrighed søgte han at udvikle sin Kunst saa højt som Muligt« og blev efterhånden en lokal berømthed, som »optraadte først i private Kredse, saa paa Kaféer og Varieté’er i Nabobyerne«.

Den lokale berømmelse havde givet vind i sejlene (så at sige) til den unge Pujols ambitioner.

En verdenskunstner

I begyndelsen af 1892 havde Pujol besluttet at prøve lykken i Paris. Han havde perfektioneret sit nummer og anskaffet et elegant kostume: en rød jakke med silkerevers, sorte knæbukser af satin, sorte strømper og laksko, hvid butterfly og hvide handsker. Han lignede derfor allerede en international artist, da han i dette antræk selvsikkert brasede ind på kontoret hos direktøren for Moulin Rouge, der lod ham aflægge prøve for publikum samme aften.

Autochrom-foto: Moulin Rouge ved indgangen til 1900-tallet. Foto: Wikimedia Commons
Autochrom-foto: Moulin Rouge ved indgangen til 1900-tallet. Foto: Wikimedia Commons

Han indledte med at præsentere forskellige typer af prutter: den pibende ungpigefjært, brudefjærten, som den lyder hhv. på bryllupsnatten (»svag«) og morgenen efter (»kraftigere«) og den aggressive »runde og tørre« murerfjært.

Mens publikum lo, så tårerne trillede, forsvandt Pujol kortvarigt ud i kulissen, hvor han gennem en gummislange med en tændt cigaret sugede røg ind i anus. Han skiftede cigaretten ud med en fløjte og gik igen ind på scenen, hvor han spillede nogle små musikstykker, heriblandt den gamle vuggevise »Au clair de la Lune«(»Pjerrot sagde til Månen …«).

Da han sluttede af med at opfordre til at synge med, lo publikum så højt, at nogle trillede ned af stolen. Direktøren hyrede ham på stedet, og succesen var hjemme: Som en journalist beskrev det: »Først var tilhørerne tavst forbløffede. Så blev én grebet af hysterisk latter. Snart vaklede folk omkring, hylende af latter. Nogle stod som lammede med tårerne trillende ned ad kinderne, mens andre slog sig for panden og faldt om på gulvet. Damer fik luftmangel i deres stramme korsetter, og af samme årsag var der altid et antal hvidklædte sygeplejersker til stede«.

Pujol blev hurtigt Moulin Rouges mest indbringende kunstner. Hver aftenforestilling indbragte 20.000 franc – mere end dobbelt så meget som den verdensberømte skuespillerinde Sarah Bernhardt. Hans berømmelse nåede vidt omkring, og tidens store celebriteter dukkede op for at se ham. Også den britiske tronarving (senere kong Edward VII) og Belgiens kong Leopold II. De to højheder ville dog nødig ses ved den slags lavkomisk underholdning, så her måtte Pujol vise sin kunst ved private lukkede forestillinger.

Freud, fyrster og fysiologer

Sigmund Freud og andre læger lagde også vejen forbi, og naturligvis måtte lægevidenskaben undersøge fænomenet nøje. Som dr. Marcel Baudoin skrev i Hospitals-Tidende: »Vi har været til stede under flere offentlige forestillinger«. I dette tilfælde er »vi« foruden dr. Baudoin professor i anatomi, kirurgen Paul Poirier (1853-1907) og professor i fysiologi Charles Richet (1850-1935). De havde ikke svært ved at overtale den venlige og imødekommende Pujol til at gennemgå en nøjere fysiologisk undersøgelse hos Poirier på det medicinske fakultet. Det resulterede i en videnskabelig artikel med overskriften: »Et ejendommeligt Tilfælde af rektal Aspiration og musikalsk Anus«.

Artiklen beretter, hvordan Pujol samarbejdsvilligt blottede sin bagdel for videnskaben. Den 35-årige bager, som på dette tidspunkt var far til fire børn (han fik ti i alt), var med sine ca. 185 centimeter »statelig af bygning … uden Spor af Sygelighed, med god Appetit og god Fordøjelse, ikke lidende af nogen som helst abnorm Luftproduktion i Fordøjelseskanalen«. Der fandtes ingen abnormiteter i endetarmen, lukkemusklen var kraftigt udviklet, og der var ingen hæmorroider.

Med interesse kunne professorerne nærstudere, hvordan Pujol ved hjælp af »alle Hjælpemuskler« trak luft ind, mens anus trak sig indad, indtil underholdningen endelig kunne begynde:

»Ved hjælp af forskelligt kraftigt Tryk af Bugmusklerne og større eller mindre Slappelse af Sphincter ani udstøder han nu den opsamlede Luft under en Række klangfulde Toner, en hel Musik, hvorved han er i Stand til at efterligne forskellige Instrumenters Lyd, Violin, Bas, Basun og flere. Han er i Stand til at holde Tonen i 10-15 Sekunder, og kan, naar han er afklædt, slukke et Lys med sin Anus i en halv Alens Afstand fra denne«.

Og da al luften umiddelbart forinden var opsuget udefra »har den – til Held for Tilhørerkredsen – ikke den sædvanlige ubehagelige Lugt som almindelig Tarmluft«.

Normal anatomi

Tiden på Moulin Rouge sluttede i 1894, da etablissementet fik nys om, at Pujol havde optrådt på et marked i provinsen. Moulin Rouge sagsøgte ham for kontraktbrud, han tabte sagen og måtte betale en bøde på 3.000 franc. Det blev dog værst for teatret, som hermed havde mistet deres største indtægtskilde. Pujol åbnede derimod sit eget teater og fortsatte med at tjene penge på sine flatulente forestillinger.

Pujol blev en velhavende mand og fik efterhånden ti børn. Familien boede i et stort hus med tjenestefolk og hestevogn, som kørte ham til arbejdet hver aften. Det gode liv fortsatte til krigsudbruddet i august 1914. Fire af hans store sønner blev indkaldt til hæren. Den ene kom i tysk fangenskab. To vendte hjem som invalider.

Ved krigens afslutning i 1918 havde Pujol tabt lysten til at optræde. Han var efterhånden også en ældre herre på 61. Måske var tiden også løbet fra hans skurrile show. I 1922 flyttede han med sin familie tilbage til Marseille og genoptog sit gamle erhverv som bager. Ved sin død i 1945 var han ejer af en kiksefabrik.

Intet af Joseph Pujols kunst er bevaret – luftig som den var, er den bortvejret og tabt for evigt. I forbindelse med Verdensudstillingen i Paris i 1900 producerede Edison Studios dog en lille film, som har fastholdt Fjærtomanen under udøvelsen af hans unikke kunst. Desværre skulle der endnu gå 27 år, før det blev muligt at optage lyd på film.

Joseph Pujol havde bestemt, at han ville donere sin krop til lægevidenskaben. Ved dissektionen kunne lægerne til deres undren ikke finde noget, der adskilte hans anatomi fra det normale.

Referencer

Reference

  1. Et ejendommeligt Tilfælde af rektal Aspiration og musikalsk Anus. Hospitals-Tidende, 3. rk., bd. X, nr. 18, 4. maj 1892, s. 487-8.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen