Flere og flere ældre læger gider ikke mere

MALMØ

En ny undersøgelse udført af Svenska Distriktsläkarföreningen viser, at flere og flere distriktslæger over 55 vælger at arbejde på nedsat tid eller simpelthen at holde op med at arbejde. En tredjedel af lægerne over 55 planlægger at gå yderligere ned i arbejdstid, og en femtedel vil helt stoppe med at arbejde, før de har nået pensionsalderen på 65 år.

Ifølge statistikken arbejder 40 procent af distriktslægerne på over 55 år i dag på nedsat tid. I 1998 viste en lignende undersøgelse, at 20 procent af lægerne valgte at gå på deltid.

»Resultatet af den nye undersøgelse viser, at situationen er værre, end vi frygtede«, siger Benny Ståhlberg, talsmand for Svenska Distriktsläkerföreningen.

Distriktslæger over 55 år har en gennemsnitlig beskæftigelsesgrad på 75 procent. »Når jeg taler med kolleger, får jeg ofte indtryk af, at flere og flere føler, at arbejdsbyrden er for stor. Det er mere almindeligt at arbejde på nedsat tid blandt distriktslæger end blandt sygehuslæger. Selvom det er nemmere at arbejde på deltid i en praksis, påvirker den voldsomme arbejdsbelastning sikkert mange distriktslæger til at gå på nedsat tid«, mener Benny Ståhlberg.

Lægemangel

I Sverige er der stor mangel på distriktslæger. »Vi må sørge for, at de, der er i systemet, vil blive der, og samtidig gøre det attraktivt for distriktsläkartjänsten, så det bliver nemmere at rektuttere nye læger. En stor arbejdsbyrde angives som hovedårsagen til lægernes manglende vilje til at arbejde fuld tid og helt frem til pensionstidspunktet på 65 år.

Distriktslægerne har for mange opgaver og har ansvaret for alt for mange patienter. Det er vigtigt for atmosfæren på arbejdspladsen, at lægerne trives, og hvis lægerne ikke har det godt og er overbelastede, er der stor risiko for, at det indvirker negativt på det øvrige personale. Antallet af sygemeldinger er formentlig højere for gruppen af distriktslæger sammenlignet med den samlede gruppe af øvrige læger«, siger Benny Ståhlberg.

Skæbnetimen

Skåne er den region, hvor procentvist flest læger oplyser, at de ikke har tænkt sig at blive ved med at arbejde på fuld tid, til de går på pension, og i Region Skåne er almen praksis i dag indrettet på den måde, at en enkelt læge kan have op til 1.800 patienter tilmeldt.

»Det er alt for mange. Dertil skal så lægges et områdeansvar for alle de indbyggere, der bor i området, hvilket fører til en helt urimelig arbejdsbyrde. Opgaven bør defineres meget tydeligere; vi bør skele mere til den måde, Danmark har indrettet almen praksis på, og fordele ca. 1.500 indbyggere - ikke patienter - pr. læge. Det vil skabe bedre forudsætninger for kontinuitet og en mindre arbejdsbyrde. Det bliver nemmere for patienterne at komme til, og kvaliteten af behandlingen bliver utvivlsomt bedre«, mener Benny Ståhlberg.

Det er politisk vilje til at udbygge den svenske primærsektor, bl.a. ved at styrke praksisserne, men økonomien er endnu ikke på plads. »Patienterne bør være bekymrede, for situationen er alvorlig. Hvis det ikke lykkes at vende skuden om og bryde mønstret, så kommer primærsektoren ikke til at fungere, som vi gerne vil have det. Og desuden bliver området drænet for kompetencer og erfaring, hvis så mange ældre læger bliver ved med at gå før tid. Det haster, og vi skal handle nu, eftersom de store årgange for alvor begynder at gå på pension i årene 2008-2010«.

Afveksling

Ud over en mindre arbejdsbyrde angiver de adspurgte læger fritagelse for vagter, flere fridage og højere løn som tiltag, der kunne få dem til at fortsætte med at arbejde på fuld tid og i længere tid. »Også en satsning på kliniske mentorordninger kunne påvirke i positiv retning. De ældre læger kunne så fungere som mentorer for de yngre læger for på den måde at skabe afveksling og gøre det mere spændende at arbejde som distriktslæge. Det ville være rigtig godt for de yngre læger men også for de ældre, fordi de ville blive præsenteret for nytænkning og andre måder at se tingene på, end de er vant til. Helt klart et win-win-koncept«, siger Benny Ståhlberg.

Oversat fra svensk af Rikke M. Jensen, Ugeskrift for Læger.