Skip to main content

Flertal for certificering af kræftkirurger

Ifølge b.dk er et politisk flertal parat til at indføre en certificeringsordning for læger, som i første omgang skal gælde for kræftkirurger.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
13. okt. 2016
2 min.

Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne parat til at indføre en test og certificeringsordning for i første omgang kræftkirurger, skriver b.dk.

Flere partier presser desuden på for at få en lignende ordning for læger inden for andre specialer, fremgår det.

Baggrunden er bl.a. at sikre, at de efterhånden mange udenlandske læger på de danske sygehuse har de fornødne faglige kompetencer, skriver avisen. P.t. er ca. 11. pct. af lægerne på de offentlige sygehuse uddannet i udlandet. I Region Nordjylland og Region Syddanmark, som begge er hårdt ramt af lægemangel i en række områder, er andelen helt oppe på henholdvis 20 og 14 pct., fremgår det.

Ca. halvdelen af de pågældende læger har deres uddannelse fra andre EU-lande.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) var umiddelbart modstander af en certificeringsordning, skriver avisen, men hun er nu parat til at indføre en sådan i forbindelse med de politiske forhandlinger om den kommende kræfthandlingsplan.

»Vi skal ikke til at lave en certificeringsordning for alle speciallæger, men inden for nogle specialer kan det give god mening at arbejde mere systematisk med lægernes faglige kompetencer. Det gælder f.eks. på kræftområdet, og derfor lægger vi med den nye kræftplan også op til, at der skal ske en mere systematisk og struktureret kompetenceudvikling i kræftkirurgien«, siger Sophie Løhde til b.dk.

Læs også: Kræftplan IV: Kirurgerne skal efteruddannes

Læs også: ”Kræftkirurger bør certificeres”