Skip to main content

Flytning af praksis kræver forudgående godkendelse

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

2. dec. 2011
1 min.

Landssamarbejdsudvalget har netop behandlet en sag, hvor et kompagniskab havde indgået nyt lejemål og fysisk flyttet praksis uden forinden at have indhentet samarbejdsudvalgets godkendelse. Det viste sig efterfølgende, at denne godkendelse ikke kunne opnås, og lægerne ankede samarbejdsudvalgets afvisning til Landssamarbejdsudvalget.

Landssamarbejdsudvalget konstaterede, at lægerne ved at flytte uden forudgående godkendelse havde misligholdt overenskomsten, og at misligholdelsen var en alvorlig overtrædelse af overenskomsten. Lægerne blev derfor idømt en bod. På grund af sagens konkrete og helt særlige omstændigheder fik lægerne dog Landssamarbejdsudvalgets tilladelse til flytningen. Det vil ikke kunne forventes, at der fremover gives dispensation i sådanne sager. Så det er vigtigt at ansøge hos samarbejdsudvalget i god tid, hvis man har flytteplaner.

I forbindelse med behandlingen af sagen påtog PLO sig opgaven med at informere bredt om de gældende regler.

PLO skal derfor understrege, at man - i henhold til overenskomsten om almen praksis - altid skal søge samarbejdsudvalget om godkendelse af flytteplaner, før de effektueres.