FN slår alarm

»På Sri Lanka kom en kvinde, som havde været i fødsel i to dage, ind på klinikken. Hun havde haft smerter, og hendes familie var klar over, at det var nu, der skulle handles. Så de fik hende op bag på motorcyklen. Da hun ankom, vurderede vi straks, at vi ikke kunne klare fødslen, for barnet sad på tværs. Så kørte vi hende med firhjulstrækkeren til et checkpoint, hvor en ambulance ventede og kunne tage hende til et nærliggende hospital. Hun skulle have kejsersnit. Hun overlevede og fik et sundt barn.«

Historien er fra det nordlige Sri Lanka, hvor jordemoder Pia Thorsø arbejdede i 2002 for Læger uden Grænser (MSF). Allerede da var Sri Lanka langt foran de fleste ulande, når det gjaldt den reproduktive sundhed, og MSF har i dag helt afsluttet aktiviteterne, fordi der ikke længere er væsentlige problemer på området.

Historien viser, hvordan alle led i kæden holdt: Kvinden og hendes familie var opmærksomme på problemet, de opsøgte hurtigt hjælp det rigtige sted, vejene var gode, og der var en fungerende ambulanceservice, som også havde et sted at køre kvinden hen.

Mødredødeligheden i Sri Lanka har kun bevæget sig den rigtige vej: I 1940, kort før uafhængigheden, lå den på 1.500 per 100.000. I 1950'erne var den faldet til 500, i 1960'erne til 250. I 1980 var den kommet under 100 og i dag altså 58.

Sri Lanka har som et af de få fattige lande i verden haft utvetydig succes med sit program til at reducere mødredødeligheden i en verden, hvor mere end en halv million mødre dør i forbindelse med fødsel hvert år - 99 procent af dem i ulandene.

Pia Thorsø har efter turen til Sri Lanka også arbejdet som jordemoder i Afghanistan - et langt farligere land at blive mor i og langt mere typisk for situationen i ulandene: dårlig infrastruktur, lavt vidensniveau og en manglende vilje til at hjælpe kvinder. Her dør en af otte kvinder i barselsseng.

»I Afghanistan oplevede jeg en situation næsten identisk med den i Sri Lanka men med modsat resultat. En kvinde kommer til os. Men familien havde ventet for længe, og vi var mange timer fra nærmeste hospital. Vejene var dårlige, så hun havde redet på æsel i fire timer. Hendes pårørende havde ikke vidst, hvordan de skulle reagere, og derfor kom hun først af sted, da det var for sent. Livmoderen bristede og både hun og barnet døde.«

Når næppe 2015-målet

FN har netop offentliggjort nye tal for mødredødelighed i verden. Tallene har været ventet med spænding, for ikke siden år 2000 har vi haft et globalt overblik, og vi har derfor reelt ikke vidst, om verden var på ret kurs mod FN's 2015-mål nummer 5: at forebygge sygdom og forhindre dødsfald blandt kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel.

Desværre er tallene dårligt nyt. Siden 1990 er mødredødeligheden faldet med mindre end en procent om året. Hvis vi skulle have nået 2015-målet om en reduktion på trefjerdedele af 1990-niveauet, skulle faldet have været på 5,5 procent.

I den udviklede verden dør ni kvinder for hver 100.000 levendefødte børn, mens mødre i ulandene må leve med, at det er 50 gange så farligt at føde hvert barn. Gang tallet op med en 8-10 børn per kvinde i mange lande, og risikoen ved at være mor i ulandene bliver tydelig.

Gennemsnittet på 450 for ulandene dækker over en stor variation. Rekordholderen er Sierra Leone med 2.100 døde mødre per 100.000 børn. Sri Lanka ligger i eliten blandt fattige lande med blot 58.

Kvindesynet betyder meget

Den enorme variation selv mellem fattige lande viser til gengæld, at det er muligt for små midler at redde mange kvindeliv. Men der er mange faktorer, der har betydning.

Kvalificerede jordemødre eller fødselshjælpere ved flest mulig fødsler er en af de klassiske betingelser for at nedbringe mødredødeligheden. Det har adskillige eksempler gennem historien dokumenteret - blandt andet fra Danmark og Sverige.

Et studie fra Verdensbanken bekræfter dette for Sri Lanka. Studiet tilskriver ligeledes de gode resultater landets tætte netværk af sundhedsklinikker, såkaldte help units, i kombination med udbredte obstetriske færdigheder samt familieplanlægning.

»Vores help units er et græsrodssystem. Hver unit er bemandet med eksperter i folkesundhed og medicinsk personale og dækker 3.000 personer. Vi har et omfattende system af hjemmebesøg og en grundig registrering af familier i »fødselsalderen,« fortæller Chandani Galwaduge, som er National Programme Officer for FN's befolkningsfond, UNFPA, i Sri Lanka. Men hun lægger også vægt på historiske faktorer.

»Systemet med help units går helt tilbage til 1926, og allerede ved uafhængigheden i 1948 havde vi gratis adgang til lægehjælp for alle. Gratis skolegang for både piger og drenge har haft en stor betydning. Kvinders uddannelsesniveau afgør, hvordan de forholder sig til at opsøge hjælp ved fødsler. Endelig er vi et lille land med en god infrastruktur. Det betyder meget for både transport af patienter og for jordemødrenes opsøgende arbejde.«

Pia Thorsø supplerer:

»Når jeg sammenligner Sri Lanka og Afghanistan, er forskellene helt åbenlyse. Afghanistan har dårlig infrastruktur og lavt uddannelsesniveau, specielt for piger. Men den manglende respekt for kvinder har også stor betydning. Det sker ofte, at kvinder forbløder, fordi mændene ikke vil have dem i behandling. Det kan ikke betale sig at investere i pigerne. I Afghanistan har alle oplevet en mor dø i barselsseng. Det er virkelig en reel risiko,« siger hun og slutter:

»En anden jordemoder fortalte engang, at hun havde assisteret ved en fødsel, hvor det første, kvinden udbrød, var: ,Jeg har født, og jeg lever`. Hvorvidt man er levende; det er førsteprioriteten. Først derefter kan man begynde at tænke på, hvordan går det med barnet, og om det er en dreng eller en pige.«

Se også www.unfpa.org/safemotherhood/