Skip to main content

Fodsår behandles med mobiltelefon

Journalist Joel Goodstein

22. jun. 2007
4 min.

I et toårigt ph.d.-projekt har sygeplejerske Jane Clemensen sammen med civilingeniør Simon Bo Larsen udviklet et nyt undersøgelses- og behandlingskoncept til diabetespatienter med fodsår. Hvis ikke sårene plejes på den rigtige måde, risikerer patienten i værste fald en amputation.

»Diabetespatienter med fodsår er en patientgruppe, som lider både fysisk og socialt. Deres livskvalitet er ofte i bund. Men det er ikke et prestigeområde i sundhedsvæsenet. Så vi valgte bevidst at sætte fokus på en gruppe svage patienter, der ikke er vant til så meget opmærksomhed. Udgangspunktet var - kunne vi ændre behandlingsforløbet ved hjælp af teknologi, så forløbet blev mere hensigtsmæssigt for både patienter, hjemmesygeplejersker og sygehus,« fortæller Jane Clemensen, som til daglig er innovationschef på Alexandra Instituttet og souschef på Center for Pervasive Healthcare.

»En diabetespatient kan nemt bruge det meste af en dag på et sygehusbesøg. De skal gøre sig klar, de skal transporteres, de skal vente, og de skal hjem igen. Selve undersøgelsen og behandlingen udgør måske kun 20 minutter; resten af dagen er forberedelse, transport og ventetid. Derfor blev udfordringen at finde en løsning, så patienten kunne blive undersøgt hjemmefra og dermed undgå turen til sygehuset,« fortæller Jane Clemensen.

»Der er nogen, som tror, at diabetespatienter elsker at komme på sygehus for at blive behandlet. Det gør de ikke. Mange diabetikere har andre sygdomme og kommer rigeligt på sygehusene i forvejen, så hvis de kan spare nogle sygehusbesøg, er det en markant forbedring af deres livskvalitet,« siger hun.

Forelsket i forkert teknologi

De to forskere udviklede en teknologisk prototype. Løsningen omfattede et videokonferencesystem med computer, digitalkamera og højtalere, som skulle muliggøre kommunikationen mellem patienten i hjemmet og specialisterne på sygehuset.

»Heldigvis havde vi brugerne med til at teste systemet, for vi havde forelsket os i en bestemt teknologisk løsning og kunne ikke se skoven for bare træer. Men så var der en hjemmesygeplejerske, som spurgte: Har I tænkt på, at nogle af os cykler rundt til patienterne? Så gik den barske virkelighed op for os. Den løsning, vi havde udviklet, krævede nærmest en varevogn til transporten, og det ville tage halve timer at sætte anlægget op og pille det ned igen,« siger Jane Clemensen.

Som et par slukørede ludospillere, der lige er slået hjem, måtte de to forskere tilbage i tænkeboksen. Men opgaven var klar: »Vi skulle finde en mere simpel løsning,« siger Jane Clemensen.

Den mere simple løsning blev mobiltelefoner med kamera: Hjemmesygeplejersken tager billeder af patientens fodsår. Billederne lægges ind i en specialudviklet webbaseret sårjournal, som sygehusets læger og sygeplejersker også har adgang til. Specialisterne på sygehuset kan kalde billederne frem på en skærm og forstørre dem op. På et aftalt tidspunkt ringer hjemmesygeplejersken til sygehuset, og der foregår så en konsultation via telefon med deltagelse af patienten, hjemmesygeplejersken og sygehusets specialister.

»Denne type undersøgelse og konsultation er på mange måder klart bedre end den traditionelle sygehusundersøgelse. Patienten skal ikke bruge en halv eller hel dag på sygehusbesøget. Den traditionelle undersøgelse og behandling tager op til 20 minutter, mens telefonkonsultationen tager 4-12 minutter. Læger og sygeplejersker sparer tid, som kan bruges på andre patienter, og de får samtidig bedre billeder af fodsårene, fordi de kan forstørre dem op på en skærm. Med telefonkonsultationen foregår en direkte dialog mellem sygeplejersken i hjemmet og sygehuset, og dermed opstår en meget mere omfattende videndeling mellem parterne, som både patienten og hjemmesygeplejersken kan have glæde af. Og patienten slipper for rollen, som den der skal bære spørgsmål og svar frem og tilbage mellem hjemmesygeplejersken og sygehuset,« siger Jane Clemensen.

Efterspørgsel fra udlandet

Resultaterne fra projektet er så gode, at medicinsk afdeling på Århus Sygehus nu vil fortsætte med fodsårskonsultationer på distancen, og imens er Jane Clemensen i gang med nye projekter, som bl.a. skal se på, hvordan man kan lave teknologiske løsninger, der kan hjælpe gravide diabetikere, som normalt skal til tjek på et sygehus flere gange ugentligt.

»Der er interesse for vores forskning flere steder i verden, bl.a. Indien, hvor store dele af befolkningen bor i landsbyer meget langt fra læger og sygehuse. I Indien vandrer læge- og sygeplejestuderende 5-6 dage op i bjergene til fjerntliggende landsbyer for at yde hjælp, men de er jo ikke eksperter. Forestil dig, hvad en løsning med mobiltelefoner eller anden teknologi til at kommunikere på distancen med et sygehus kunne gøre derude,« siger Jane Clemensen, der jævnligt bliver kontaktet af diabetikere i andre lande, som beder om hjælp til deres sårbehandling.

»Diabetes er jo nærmest ved at blive en epidemi i nogle lande, så problemerne med bivirkninger som f.eks. fodsår bliver ikke mindre fremover. Men teknologien kan bruges til alle typer konsultationer, hvor lægen ikke har brug for at undersøge patienten med sine egne hænder,« siger hun.

joel@goodstein.dk
Link

www.isis.alexandra.dk/healthcare