Skip to main content

Før betonen størkner

Formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen
8. okt. 2010
03 min

Jeg ved godt, at der er mere end rigeligt at se til på mange afdelinger, og man på nogle af dem lige nu slås med udsigt til at skulle sige farvel til kolleger som led i en ny runde fyringer. Det er barskt, og derfor kan jeg sagtens leve mig ind, hvis læger her og nu kan følge det vanskeligt at skulle engagere sig i, hvordan deres dagligdag bliver om ti år.

Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi gør det nu. Det er i den kommende tid, at rammerne lægges for fremtidens sygehuse. Med de nye såkaldte supersygehuse er der en mulighed for at gøre tingene rigtigt fra starten. Belært af erfaringerne med sundheds-it er det afgørende, at vi som kommende brugere involverer os aktivt fra starten. Det er vores arbejdspladser, som vil vokse frem på arkitekternes computere, og hvis ikke vi fra starten giver den nødvendige sparring, så bliver resultatet derefter. Det, der betyder noget for mig, er ikke mursten, men indhold.

Fleksible fysiske rammer er afgørende. En operationsstue skal ikke nødvendigvis bruges som sådan til evig tid, men forholdsvist nemt kunne omdannes til brug for andre formål. De diagnostiske processer vil komme til at fylde mere og mere. Faktisk bør der være indbygget elastik i selve byggeprocessen, så vi får fleksible sygehus, der er bygget til 2020 - ikke til sundhedsvæsenet, som det ser ud i dag.

Først og fremmest drejer de nye sygehuse sig selvfølgelig om patienterne. Der er en dokumenteret sammenhæng mellem de ydre rammer og patienternes helbred og tilfredshed. Den viden bør naturligvis indgå med tung vægt i byggeprojekterne. Det samme gør den eksisterende viden om, hvordan vi kan indbygge større patientsikkerhed i de fremtidige sygehuse. Vi kan lige så godt tænke lægemiddelrum uden forstyrrelser, ordentlig belysning og en indretning, som tilskynder til en mere sikker arbejdstilrettelæggelse, ind i byggeriet.

De fælles akutte modtageafdelinger på de nye sygehuse vil også sætte deres aftryk i arkitekturen. Når målet er at modtage og afslutte langt flere patienter, så vil det med stor sikkerhed betyde helt nye fysiske rammer og et farvel til lange gange med sengeafsnit.

En stor udfordring, som vi allerede står med i dag, er de nye måder at organisere behandlingen på i såkaldte faglige klynger som fx i Region Syddanmark. Kort fortalt er det patientforløbet og ikke det lægelige speciale, som er den røde tråd i organiseringen. Det er fint at tænke utraditionelt, og det støtter Lægeforeningen, men vi er imod per automatik at bruge faglige klynger som matrix for organiseringen af hele sygehusvæsenet. Først og fremmest skal det fagligt give mening. Sundhedsvæsenet har erfaringer med centerdannelser, som langtfra har givet det faglige udbytte, som der blev talt om ved lanceringen. Der er også patienter, som ikke passer ind i forløb.

Dertil kommer, at læger billedligt talt skal have et sted på hospitalet, hvor de hænger frakken og føler sig fagligt hjemme. Det sikrer vi bedst ved at organisere sygehusene på en måde, som er udviklende, som sikrer lægelig ledelse, og som giver uddannelse og forskning inden for alle specialer gode rammer. En forudsætning for en holdbar løsning, som giver faglig mening, er, at både specialeråd og læger bredt inddrages aktivt i processen. Det gælder også diskussionerne om de konkrete fysiske rammer. Det er nu, at vi skal blande os. Jo mere vi gør det, jo større indflydelse får vi, før betonen størkner.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen