Skip to main content

Førende fedmeeksperter: Sundhedsstyrelsen benytter uvidenskabelig metode

Journalist Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

24. jun. 2011
3 min.

Erstat en ostemad med et æble, så taber en overvægtig 7 kg på et år.

Det står på side 1 i »10 veje til vægttab«, som Sundhedsstyrelsen udgav i maj måned. Bogen bygger på »små skridt«-metoden, der skal føre til vægttab for overvægtige. En metode, som Sundhedsstyrelsen også har uddannet omkring 400 kommunale vægtstoprådgivere i.

Børnelæge på landets største hospitalsafdeling til behandling af svært overvægtige børn og unge, Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus, går i et debatindlæg på Ugeskriftet.dk kraftigt i rette med metoden:

»Det er uacceptabelt, at Sundhedsstyrelsen stadig støtter op om ,små skridt`, når det er mange og store skridt, som patienterne og deres familier behøver«.

Ifølge ham savner metoden »evidens i litteraturen«, og så er den ikke »særlig effektiv i klinikken«.

Jens-Christian Holm mener ligefrem, at »små skridt« er udtryk for behandlerresignation, »fordi behandleren allerede inden konsultationen har besluttet, at patienten og dennes familie kun kan rumme, overskue og klare enkelte ændringer ad gangen i deres liv«.

Fedmeforsker, professor og leder af Institut for Human Ernæring, Arne Astrup, kalder metoden fornuftig til folk, der vejer et par kg for meget. Men så heller ikke mere:

»Når det kommer til svært overvægtige patienter, børn såvel som voksne, så er der ikke dokumentation for, at små skridt virker. Snarere tværtimod«, siger han og påpeger, at de fleste studier viser, at det kræver et ret intensivt og aggressivt behandlingsprogram for at få vægten ned og holde den.

Det er til tab på egen hånd

Sundhedsstyrelsens specialkonsulent Tatjana Hejgaard kender godt kritikken, men påpeger, at situationen er en anden:

»I Holbæk har de stramme rammer og følger patienten i lang tid. Men vi kan ikke putte halvdelen af befolkningen i lange behandlingsforløb. Små skridt er en alternativ metode til overvægtige voksne - uden behandlingskrævende følgesygdom - der vil tabe sig på egen hånd. Selvfølgelig kan de ikke bruge metoden til direkte behandlingskrævende svært overvægtige børn i Holbæk«, siger hun.

Jens-Christian Holm er glad for, at Sundhedsstyrelsen erkender, at metoden ikke er velegnet til de svært overvægtige børn og unge, men påpeger, at det er et stort problem, at det danske behandlersystem ikke har forstået det budskab:

»Jeg oplever gang på gang, når jeg er ude i behandlingsmiljøet eller holder foredrag taler man om små skridt til behandling af svært overvægtige børn og unge«, siger han.

Tilgangen til behandling på Holbæk Hospital, hvor hele familier sættes i intensiv livsstilsomlægning, er det direkte modsatte af »små skridt«:

»Det er afgørende vigtigt, at man fra start adresserer spiseforstyrrelse, sukkerafhængighed, mæthedssignalering, måltider, ernæringsemner, fysisk aktivitet og inaktivitet, mobning, søde drikke, fastfood, omsorgssvigt med mere«, skriver Jens-Christian Holm, der påpeger, at de sundhedsprofessionelle går direkte, men omsorgsfuldt til patienterne.

Ifølge ham handler indsatsen mod overvægt ikke om at erstatte ost med æbler, men om at overvinde en tilstand, der skal ses i relation til en belastet psykologisk selvopfattelse, insulinresistens, mulig hypertension, fedtlever mv.

Læs hele debatindlægget fra Jens-Christian Holm på Ugeskriftet.dk samt fokus på børnefedme i Ugeskriftets tillæg til dette nummer »Sygdomme hos børn og unge«.