Skip to main content

Fire tykke mapper er de synlige beviser på, at Uwe Jansen har kulegravet og forholdt sig til næsten 500 procedurer i sin praksis. Mapperne indeholder standarder og kriterier, og de dokumenterer, hvordan Uwe Jansen lever op til de kriterier, der kræves for at kunne blive godkendt af den selvstændige engelske akkrediteringsorganisation Health Quality Service, HQS.

»Det spænder utroligt vidt. Jeg har skullet kontrollere, om stikkontakterne i venteværelset er børnesikrede, om der er ajourførte procedurer for, hvad vi gør, hvis der opstår brand, og jeg har skullet lave et helt nyt lagerføringssystem, der sikrer, at jeg ikke har udløbet medicin og andet udateret materiel stående,« fortæller Uwe Jansen, der på enkelte punkter har fundet de engelske konsulenters krav en anelse pernittengrynede - set i forhold til hans arbejdssituation som solopraksislæge.

»Som kuriosum har jeg skullet lave en procedure for, hvem der tjekker, at der ikke sidder en patient på toilettet, før vi låser og slukker om eftermiddagen. Jeg har også skullet udarbejde en introduktionsplan for nye medarbejdere, og det føltes lidt anstrengende. Jeg har siddet i den samme praksis i 25 år, og jeg har kun skiftet sekretær tre gange - sidste gang for otte år siden. Så det føltes lidt som spildt arbejde. Men jeg kan egentlig godt se fornuften i, at der ligger et stykke papir, der kan tages i anvendelse, hvis min sekretær bliver syg, og en vikar skal introduceres. Dertil kommer, at det er arbejdet med at forstå og gennemarbejde procedurerne, selve processen, der for alvor rykker. Man gennemgår og forholder sig til alting. Det skaber en fantastisk bevidsthed om alt, hvad man foretager sig,« siger Uwe Jansen.

Forebygger fejl

Selv om de fire tykke mapper lige nu er det mest synlige bevis på, at Uwe Jansen er blevet akkrediteret, kan han fortælle, at praksis på mange måder har forandret sig under processen.

»Jeg har aldrig før haft et så gennemført overblik over, hvad der foregår i min praksis, hvordan tingene foregår - og hvad det egentlig er, jeg bruger min tid på. Det vigtigste er, at jeg har fundet og ændret en række stivnede rutiner, lige som jeg har opfanget nogle sikkerhedsrisici og fået brugbare redskaber til at reducere dem,« siger Uwe Jansen.

Han understreger, at hovedparten af kriterierne giver god mening.

»Akkrediteringssystemet stiller blandt andet krav om procedurer for, hvordan man sørger for at få kvittering, når man har sendt en elektronisk henvisning eller recept af sted, lige som der skal laves procedurer for, hvordan man sikrer, at kvinder får besked efter smearprøver. Det er alt sammen redskaber, der handler direkte om kvalitetssikring og fejlforebyggelse. Det samme gælder en lang række af procedurerne omkring medicinhåndtering og -registrering,« siger Uwe Jansen.

Men også en række af de mere bløde ting bliver behandlet i akkrediteringssystemet. Der er f.eks. tjeklister for patientinformation, for om man har ajourført viden om tolkemuligheder, og for samtykkeerklæringer, patientrettigheder mv.

Kringlet forhistorie

Det har ikke været nogen skovtur at blive akkrediteret. Det har kostet timer både i praksis og ved hjemmecomputeren, og arbejdsbyrden har til tider været overvældende. Også fordi Uwe Jansen ikke overtog en afprøvet dansk udgave af HQS-akkrediteringssystemet. Han har så at sige været med til at opfinde den dybe tallerken forfra - på dansk.

Forhistorien for den store dag i efteråret 2004 i Uwe Jansens praksis, hvor han fik at vide, at akkrediteringen var fuldbragt, er lang og kringlet. Men den begynder omkring år 2000, hvor Uwe Jansen sad i bestyrelsen for den dengang Selvejende Institution Aabenraa Sygehus.

Han var efter en mangeårig fagpolitisk indsats i henholdsvis det lokale praksisudvalg og i P.L.O.'s bestyrelse trådt ind i sygehusets bestyrelse, og her opstod visionen om et fælles akkrediteringsprojekt mellem sygehus, kommune og et antal praktiserende læger.

Uwe Jansen blev en ud af de ni lægepraksisser, der valgte at deltage.

Der var ni, der var otte ...

Uwe Jansens praksis er den første af de ni oprindelige, der har gennemført processen, og et femmandskompagniskab er ligeledes tæt på at afslutte. Men de er til gengæld også de eneste af de ni, der har holdt ud til den bitre ende.

»Det er selvfølgelig trist, men det er ikke så underligt. Det har været en umanerlig tidskrævende proces, fordi vi måtte begynde med at oversætte de engelske standarder til dansk - og de skulle oversættes, både hvad angik sprog, kultur og struktur, fordi der er så mange forhold, der er forskellige. Derefter fordelte vi standarderne imellem os, så en praksis tog medicinhåndteringen, en anden ernæringsområdet og så videre, men det var altså ikke alle, der valgte at gå hele vejen til gennemført akkreditering af egen praksis,« siger Uwe Jansen, der erkender, at det næppe er realistisk at gennemføre en fuldgyldig HQS-akkreditering af hele den danske almen sektor.

»Det er økonomisk og tidsmæssigt uoverskueligt. Én ting er den tid, man som læge selv skal sætte af. Det kan diskuteres, hvem der skal betale hér. Men selve konsulentbistanden, kontrollerne mv. er også meget omkostningstunge,« siger Uwe Jansen. Han er imidlertid overbevist om, at danske praktiserende læger må indstille sig på en eller anden form for akkrediteringsmodel.

Vi kommer ikke udenom

»Det var derfor, jeg oprindelig gik med i projektet. Jeg tror ikke, at vi kommer udenom, og jeg mener faktisk også, det er rimeligt nok. Det danske samfund poster på årsbasis omkring 1,2 millioner kroner i en gennemsnitspraksis, og danske patienter har en stor tillid til, at kvaliteten er i orden. Det er den helt klart også de fleste steder. Men vi skal som alle andre forholde os til de kvalitetsudviklings- og sikringsværktøjer, der udvikles, og der skal kvalitetsmæssigt være en ensartethed i den primære sektor. Jeg mener, at vi som praktiserende læger lige så godt kan være på forkant og selv gå ind og arbejde med værktøjerne, så vi kan være med til at præge udviklingen,« siger Uwe Jansen.

Den realistiske model kan for ham at se være, at man laver brede akkrediteringsmodeller for almen praksis ved at sætte fokus på særlige områder - både strukturelle og kliniske.

»Man kunne i princippet tage et år, hvor man indfører fælles procedurer for f.eks. medicinhåndteringen - og så fortsætte med et nyt område året efter,« siger Uwe Jansen.

Det vigtige er dog, at man får implementeret tankegangen. Det gælder ikke bare om at lave tjeklister og om at få krydset af.

»Processen er ufattelig vigtig. Det væsentlige er at få gennemtænkt alle procedurer og at få lavet systemer, så man også ajourfører dem. Det nytter jo ikke noget at lave en håndteringsplan eller et kontrolsystem, som så ligger i en skuffe og bliver forældet,« siger Uwe Jansen, der selv er forpligtet til at gennemgå og ajourføre alle procedurerne i de fire tykke mapper inden for tre år, hvis han vil bevare akkrediteringsbeviset fra HQS.

»Men det vil jeg nu heller ikke undvære. Det er for godt et redskab til ikke at blive brugt,« som han siger.