Skip to main content

Første døgn med kvalitetseksamen

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

21. maj 2010
3 min.

15.00: Møde på Vejle Sygehus i en arbejdsgruppe, der skal komme med et oplæg om uddannelse af personale, der skal være i ledelsen af de nye FAM'er.

16.00: Kører til Sønderborg.

17.45: Ankommer til lejligheden i Sønderborg (bor ellers i Nyborg, men har lejlighed her). Skal bo her resten af ugen, hvor surveyorerne fra Institut for Kvalitet og Akkreditering har Sygehus Sønderjylland til eksamen på alle dets fire adresser.

20.30-21.30: Tilbage på arbejde - ordner mail, læser på lektier til interviewet med surveyorerne imorgen.

00.15: I seng.

6.55: Kører til Aabenraa Sygehus. Ankommer 7.30. Snakker med klinikchefen og hører om, at surveyorerne allerede har været i gang aftenen før, både her og i Sønderborg.

07.45: Morgenkonference. Kører helt normalt. Vi nævner ikke akkrediteringen med et ord. Vi har aftalt, at vi skal forsøge at have så normale dage som muligt, mens de er her. Jeg kan dog mærke adrenalinet.

9.00-11.00: Fælles klinisk ledelsesmøde med kolleger fra Haderslev, Sønderborg og Aabenraa. Foregår som telekonference. Får tilbagemeldinger om, hvordan det er gået med surveyorerne. Det havde været positivt. Der havde dog været en pinlig episode. Det var en lægevikar, der ikke vidste, hvor han finder de opdaterede lægefaglige retningslinjer. Det var uheldigt, men det er en problemstilling, som vi er blevet opmærksomme på under vores forberedelse til akkrediteringen, så det er et indsatsområde, som vi skal have gang i - vi bruger rigtig mange vikarer hos os, og vi skal have på plads, hvordan vi sikrer, at vikarerne kender retningslinjerne.

11.00-12.00: Møde med det lokale råd for specialuddannelse af intensivsygeplejersker.

12-13: Frokost. Jeg forbereder mig til mit møde med surveyorerne.

13.00-14.15: Møde med surveyorerne. Interviewet handlede om patientsikkerhed og risikostyring. Jeg var med, fordi jeg er lægefaglig repræsentant i det udvalg, som er nedsat under kvalitetsrådet som håndterer det på sygehuset. Det gik stille og roligt. Vi var fem fra sygehuset og så en surveyor og en observatør, hun havde med. Faktisk var det en meget behagelig atmosfære. Jeg var lidt nervøs, selvom jeg har prøvet det før med en anden kvalitetsmodel, men ikke på denne måde. Man har det adrenalinspejl, der skal til for at lave en rimelig eksamenspræstation. Det er altså en eksamen, for man bliver stillet spørgsmål, som man helst skal kunne svare på. Men det er også en frugtbar dialog med en kollega i en tilsvarende stilling - for det er surveyorerne jo - på den måde bliver det til en givtig erfaringsudveksling. Så nervøsiteten aftog, og jeg havde jo også de kolleger med mig, som, jeg ved, kan det, så vi kunne supplere hinanden.

14.15-15.00: Møde med oversygeplejersken, hvor vi gennemgår næste interview med surveyorerne, som finder sted i morgen, og som handler ansættelsespolitik og procedurer og kompetencesikring.