Skip to main content

Fokus på den gode lægeerklæring

Udviklingskonsulent, cand.mag., Lisbet Clementsen Lægeforeningens Uddannelsessekretariat

2. nov. 2005
3 min.

Lægeforeningen forudser et stigende behov for at uddanne læger i forsikringsmedicin. Arbejdsskadestyrelsen og nogle speciallægeselskaber har tidligere arrangeret undervisning i forsikringsmedicin, men behovet er så stort, de ikke alene kan løfte opgaven med de nuværende undervisningsressourcer. Derfor har Lægeforeningen sammen med Arbejdsskadestyrelsen udviklet en underviseruddannelse for at øge antallet af lægelige undervisere i forsikringsmedicin. Disse undervisere skal efterfølgende undervise deres kolleger på korte kurser af én dags varighed arrangeret af Lægeforeningen. Deltagelsen i underviseruddannelsen er gratis for den enkelte læge pga. økonomisk støtte fra Socialministeriet.

Hvorfor fokus på forsikringsmedicin?

Rigtig mange læger beskæftiger sig dagligt med forsikringsmedicin, når de vejleder deres patienter, udfylder attester og udfærdiger erklæringer eller speciallægeerklæringer til styrelser, forsikringsselskaber og kommuner. Der er i øjeblikket meget fokus på ventetider på speciallægeerklæringer og kvaliteten af lægeerklæringer. Manglende viden på det forsikringsmedicinske område gør læger usikre og påvirker kvaliteten af deres arbejde. Nogle speciallæger afstår fra at skrive speciallægeerklæringer, fordi de ikke føler, at de har den fornødne kendskab til, hvorledes »den gode speciallægeerklæring« skal skrives. Kun få læger har tidligere haft mulighed for at deltage i denne type kurser. Formålet med denne undervisningsindsats i forsikringsmedicin er at øge lægernes viden på området og optimere kvaliteten af lægernes arbejde til gavn for patienterne.

Gratis underviseruddannelse med start november 2002

Formålet med uddannelsen er:

  • At øge deltagernes viden inden for det forsikringsmedicinske fagområde med henblik på at kvalificere deltagerne til at undervise kolleger i forsikringsmedicin.

  • At gøre deltagerne i stand til som undervisere at kunne sammensætte et program med hensyntagen til målgruppens forudsætninger og aktuelle læringsbehov.

  • At gøre deltagerne i stand til efterfølgende at beherske flere forskellige deltageraktiverende undervisningsformer.

Målgruppen er læger fra P.L.O., FAS og FAYL med interesse for forsikringsmedicin, erfaring med at skrive attester, lægeerklæinger eller speciallægeerklæringer og lyst til at undervise. Der er plads til 16 deltagere på kurset. Der vil i udvælgelsen af deltagerne blive lagt vægt på en fordeling mellem landsdele og specialer. Herudover tages hensyn til, hvornår sekretariatet har modtaget tilmeldingen. Ansøgningsfristen er 23. september 2002.

Form og indhold

Uddannelsen er opdelt i tre moduler og tilrettelagt med meget høj grad af deltageraktivitet: To eksternatkurser a 3 dages varighed med mulighed for overnatning på nærliggende hotel. Disse to moduler er en blanding af korte oplæg, træning af underviserfærdigheder med efterfølgende diskussion og erfaringsudveksling. På kursusmodul 3 gennemfører deltagerne selv et kursus i forsikringsmedicin under supervision.

Kursusbevis udstedes til de kursister, der har opfyldt følgende kriterier:

  • Har deltaget fuldt ud i kursusmodul 1 og 2.

  • Der vurderes egnede til underviseropgaven.

  • Som underviser har gennemført et kursus i forsikringsmedicin i forlængelse af modul 2.

Bedre lægeerklæringer og attester - kort kursus i forsikringsmedicin

Formålet med kurset er:

  • At udvikle deltagernes viden om forsikringsmedicin med henblik på at optimere kvaliteten af deres patientvejledning

  • At udvikle deltagernes forudsætninger for at udfærdige »den gode speciallægeerklæring«.

Indhold

  • Introduktion til relevant lovgivning.

  • Sagsoplysning, behandling og vurdering af erklæringer.

  • Lægekonsulentens rolle.

  • Den gode attest, lægeerklæring og speciallægeerklæring.

Målgruppen er læger fra alle tre søjler (PL.O., FAS, FAYL). Kurset veksler mellem korte oplæg, erfaringsudveksling og øvelser. der afholdes i alt 7 kurser i løbet af foråret 2003. Kurserne afholdes både i Århus, Odense og København. Man kan tilmelde sig kurserne indtil 20. januar 2003, og kursusafgiften beløber sig til 2.300 kr. inkl. nyudkommet håndbog i forsikringsmedicin.

Yderligere oplysninger om de enkelte kurser fås ved henvendelse til Lisbet Clementsen, Lægeforeningens Uddannelsessekretariat, telefon 3544 8129.