Fokus på livslang lægeuddannelse

Medicinstudiet, videreuddannelsen til speciallæge er et langt forløb men består i realiteten af to mere eller mindre adskilte verdener. Også, når Lægeforeningen diskuterede uddannelsespolitik.

Lægernes efteruddannelse var et helt tredje kapitel, nærmest en note bag i bogen.

Speciallægereformen og de seneste års store opmærksomhed på medicinsk pædagogik har også præget diskussionerne om Lægeforeningens uddannelsespolitik. På sidste års Lægemøde var den prægraduate uddannelse - medicinstudiet - med i diskussionen. Og det kommer den med sikkerhed også i år.

I dette års uddannelsespolitiske papir: »Lægeforeningens Uddannelsespolitik 2006« er alt, hvad Lægeforeningen har tænkt og gjort på uddannelsesområdet, fra universitet til speciallæge- og efteruddannelse samlet og sat på kort formel. Alle emner fra den lægelige uddannelsesdebat er omfattet af det korte papir, men den mest markante nyhed er nok sammentænkningen af præ- og postgraduat uddannelse til en fortløbende enhed.

Tre fakulteter - samme målbeskrivelse

Lægeforeningen ser den prægraduate del af uddannelsen som den første del af et livslangt lægeligt uddannelsesforløb og har derfor sat sig for at skabe en bedre sammenhæng til den postgraduate del. Foreningen ønsker bl.a. at skabe et forum, hvor repræsentanter fra både den præ- og postgraduate uddannelse kan drøfte, hvordan man bedst opnår en fortløbende uddannelse uden overlap og mangler.

Hvordan landets tre sundhedsvidenskabelige fakulteter skal sammensætte uddannelsen, overlades til det enkelte studienævn. Det forudsætter til gengæld en forestilling om, hvad en underordnet læge skal kunne, og hvordan den lægefaglige profil skal se ud. Og når videreuddannelsens indhold skal tilrettelægges, må det naturligvis også være veldefineret, hvad de færdige kandidater rent faktisk skal kunne.

Lægeforeningen vil derfor arbejde for, at de tre fakulteter sammen udarbejder beskrivelsen af en basic doctor som udgangspunkt for studieordningerne. Vejen til målet: undervisningsmetoder, læringsstrategi osv. er op til studienævnet, men målbeskrivelsen for en basic doctor må være ens for de tre fakulteter, hedder det i oplægget til Lægemødet.

For at den prægraduate uddannelse kan harmonere med videre- og efteruddannelsen anbefales det, at de prægraduate målbeskrivelser baseres på de »syv lægeroller«, som speciallægeuddannelsen også tilstræber. F.eks. kan der etableres fælles uddannelsesforløb med sygeplejerskestuderende og andet sundhedspersonale med nogle af de »bløde« kompetencer som omdrejningspunkt med henblik på at forbedre samarbejdet med disse grupper.

Klinikophold

Også de studerendes kliniske ophold bør der laves klare målsætninger for - gerne som fælles målsætninger for alle studerende kombineret med handleplaner for den enkelte i samarbejde med en læge på afdelingen, som på den måde får et medansvar for uddannelsen. Herved vænnes den studerende tidligt til at føre logbog, og afdelingens læger vænnes samtidig til at tage et ansvar for en løbende vurdering af de uddannelsessøgende.

Selv om kliniktiden er et vigtigt led i de studerendes afprøvning af sig selv i lægerollen, og selv om kliniktiden skal forberede de studerende på klinikkens lærings- og evalueringsformer og udgøre en realistisk ramme for indlæring af praktiske færdigheder og kompetencer, er der ikke megen forskning, der belyser, hvordan der bedst bedrives uddannelse for de studerende i klinikken. Lægeforeningen anbefaler derfor, at forskningen på dette område udbygges, gerne med konkrete forskningsprojekter.

Men der er også brug for en systematisk kvalitetssikring af kliniktiden, og Lægeforeningen finder derfor, at der bør udarbejdes et evalueringssystem svarende til det, som anvendes i videreuddannelsen, til indsamling og videreformidling af data om kvaliteten af afdelingernes klinikuddannelse. Desuden bør inspektorordningen udvides, så den også vurderer kvaliteten af studenterundervisningen på de besøgte afdelinger, eller at der evt. oprettes en egentlig, prægraduat inspektorordning.

Kvalitetssikring og dimensionering

I alle faser, fra studium til efteruddannelse, skal der kvalitetssikres, og Lægeforeningen opfordrer i diskussionsoplægget til, at det sker efter de retningslinjer, der er udarbejdet af World Federation of Medical Education, som har udarbejdet standarder for såvel den præ- som den postgraduate uddannelse. Lægeforeningen opfordrer uddannelsesstederne til at afprøve disse standarder, men »der er også behov for, at den lægelige videreuddannelse som område bygges ind i Den Nationale Model for Kvalitetssikring«, hedder det i diskussionsoplægget.

Videreuddannelsen står i de nærmeste år over for en meget konkret udfordring, når de kandidatårgange i stort tal forlader universiteterne. Siden midten af 1990'erne er optaget vokset fra ca. 450 til over 1.150 om året. Samtidig begynder de store årgange af speciallæger, som kunne have videreuddannet dem, at forlade arbejdsmarkedet. Derfor finder Lægeforeningen det vigtigt, at man tilpasser antallet af uddannelsesstillinger til den nye, store tilgang. I modsat fald vil man opleve det paradoks, at der på den ene side vil mangle speciallæger, mens yngre læger i bedste fald går rundt i stillinger uden nævneværdig uddannelsesværdi - og i værste fald bliver arbejdsløse.

Formanden for Yngre Læger, Mette Worsøe, er meget tilfreds med, at der nu findes et »politikpapir«, der ser lægeuddannelsen som et langt, sammenhængende forløb, der også medtænker studieårene, og som lægger vægt på kvalitetsaspektet.

Står det til Mette Worsøe, kommer Lægemødets diskussioner om uddannelsespolitikken især til at dreje sig om, hvordan man får denne politik ført ud i livet.

Hvor meget uddannelsespolitikken så kommer til at fylde i debatterne på Lægemødet, afhænger af, om den kan få albuerum for to andre, vigtige emner: oplæggene om Fremtidens Lægeforening og om Akutbetjeningen.

Mette Worsøe erklærer sig »ret sikker på«, at hun selv eller andre bestyrelsesmedlemmer i Yngre Læger vil gøre deres til, at uddannelsesdebatten ikke bliver overset blandt Lægemødets andre højtprioriterede emner.