Skip to main content

Forårskuller i Danske Regioner

Jens Winther Jensen & Mette Worsøe

16. apr. 2007
3 min.

Det er meget overraskende at se en af landets førende liberale morgenaviser gå ind for, at manglen på speciallæger bl.a. skal løses ved hjælp af gode gammeldags planøkonomiske metoder. Staten har betalt din uddannelse, ergo bestemmer staten, hvad du skal bruge den til og, hvor i landet du skal bruge den. Forbavsende er det også, at det sker på baggrund af ikke specielt velstrukturerede tanker fra Danske Regioner, der som en ballon er sendt op i den kølige påskeluft af den samme avis.

Det må være det tidlige forår, der har fået ellers begavede og velovervejede personer til at lufte tanker, der hører hjemme i en tid, hvor vi havde et helt andet arbejdsmarked og en helt anden ideologisk tilgang til tingene. Tænk, hvis man i dag foreslog andre fag, hvor der også mangler kvalificeret arbejdskraft, at de skulle anvende pisken i stedet for guleroden og ikke se helt så nøje på arbejdsforhold og mulighederne for faglig udvikling for at tiltrække unge talenter fra den knappe kvote. De ville næppe blive taget alvorligt. Det skal de heller ikke her.

Det, vi for øjeblikket oplever, er, at vi betaler for halvfemsernes lave indtag på lægestudiet. Også et stykke planøkonomi med forudsigelige negative konsekvenser. Siden er det gået rigtigt udmærket med rekruttering til lægefaget. Der kommer store årgange af yngre læger på arbejdsmarkedet i disse år. Udfordringen er at få dem bedst muligt og så hurtigt som muligt gennem videreuddannelsen til speciallæger. Her er der plads til forbedringer, og vi er kommet med en række forslag, der burde interessere Danske Regioner som en moderne arbejdsgiver. Men i stedet vil Danske Regioner bl.a. bruge tvangsmidler til at skaffe flere læger til de specialer, der har sværest ved at rekruttere. Det ville næppe gøre disse specialer mere attraktive, og i værste fald ville det betyde, at læger begyndte at søge til andre sektorer. Det ville blot forværre manglen på speciallæger.

For at føje spot til skade, så tager Danske Regioners tanker udgangspunkt i den engelske model, der søger at løse de samme problemer, som vi har i Danmark, ved en strammere styring af tidsforbruget i det samlede uddannelsesforløb og en række begrænsninger for den enkeltes specialevalg. Danske Regioner er formentlig vidende om, at tvangselementerne i modellen har medført voldsomme protester blandt de engelske læger, der ikke blot føler sig intimideret, men også mener, at det forringer kvaliteten af uddannelsen. Dertil kommer, at der indtil videre ikke er noget belæg for, at modellen virker som planlagt, og incitamenterne for rekrutteringen til faget er potentielt meget skadelige.

Vi er helt med på, at der er et problem, der skal løses. Vi står over for en meget alvorlig mangel på speciallæger af alle slags. Men det er incitamenter, der er brug for, og ikke tvang. Hvis incitamenterne for øjeblikket er sådan, at der ikke er tilstrækkelig søgning til kræftspecialet, så er der noget galt i systemet. Der skal arbejdes med rekruttering, motivation og fastholdelse på et professionelt niveau i sundhedsvæsenet på samme måde, som det sker i andre sektorer.

Der kan desuden gøres en række ting her og nu: nedbring ventetid på turnus, inddrag nye specialer i turnus, sørg for, at alle læger under uddannelse har en korrekt udarbejdet uddannelsesplan, intensiver uddannelsen, så læger under uddannelse hurtigere opnår speciallægekompetencer, etablér incitamentsstrukturer for uddannelse svarende til incitamenter for produktion etc. Læger skal motiveres for at blive gode, ikke tvinges. Se også www.laeger.dk