Skip to main content

Forbuddet mod eksklusivaftaler ændrer ikke PLOs rolle

Michael Dupont

16. mar. 2006
3 min.

Regeringen har besluttet, at alle former for eksklusivaftaler skal forbydes ved lov. Det tager vi til efterretning, men vi advarer politikerne mod, at de ikke får skudt sig selv i fødderne, når det gælder kvalitetssikring, patienthensyn og stordriftsfordele. Statsministerens udsagn om, at det er lidt mere indviklet på det liberale område, kan vi tilslutte os, og det er klogt at indgå i dialog, før konsekvenserne af regeringens beslutning drages endeligt.

Det er kun læger i almen praksis, der har en eksklusivbestemmelse. Hvis de vil arbejde under den offentlig sygesikring, skal de være medlem af PLO, Praktiserende Lægers Organisation. Den forpligtelse vil forsvinde med regeringens forbud, men det betyder ikke, at aftalesystemet forsvinder. PLO har fortsat forhandlingsretten for medlemmerne, og det er vores klare forventning, at PLOs medlemmer kan se en fordel i at være medlem af en organisation, der kan varetage kollektive forhandlinger på demokratisk grundlag. Hertil kommer, at PLO tilbyder en række supplerende tilbud ved siden af forhandlingsretten, som vores medlemmer sætter pris på. Det er altså ikke frygten for at miste medlemmer, der driver vores tilkendegivelser i denne sag.

Det danske aftalesystem er en kontrakt mellem det offentlige og de almen praktiserende læger, hvor lægerne kollektivt forpligter sig til at yde den service og den kvalitet, der aftales med Sygesikringen. Det omfatter bl.a. faste honorarer for alle læger. Det er gratis for patienterne, så det kan ikke være et ønske om mere priskonkurrence, der ligger bag, at der ikke skal være pligt til medlemskab. Patienterne har stor valgfrihed og kan skifte læge stort set uden varsel. Aftalen sikrer, at lægerne er nogenlunde jævnt fordelt over hele landet, så også tyndt befolkede områder har lægebetjening.

I systemet ligger en betydelig mængderabat for Sygesikringen, fordi lægerne kan påregne at få tilmeldt patienter. Hele systemet koster med en 24-timers service årligt ca. 1.000 kr. pr. indbygger, og der ydes som nævnt også akutbetjening uden for dagtiden i landsdækkende vagtlægeordninger, baseret på en kollegial fælles forpligtelse. Aftalesystemet forpligter samtidig lægerne til at sørge for kvalitetssikring, til at holde deres viden intakt ved at efteruddanne sig etc. Der er desuden et betydeligt element af selvjustits, og PLO medvirker til, at medlemmerne holder deres aftaler.

Er man ikke medlem af PLO, kan organisationen i hvert fald ikke stille krav til lægerne om fx at indgå i kollegiale vagtordninger og underkaste sig selvjustits. Det vil være vanskeligt at acceptere, at der skal gives medlemsservice til disse læger, hvis de ikke ønsker at indgå i fællesskabet. Problemet med medlemmer, der vælger at melde sig ud af enten ideologiske grunde eller for at spare penge, vil derfor hovedsagelig påhvile Sygesikringen. Diskussionen om eksklusivaftaler på almen praksis-området er derfor mest en diskussion om, hvordan man kan sikre, at de formentlig ret få læger, der vælger at melde sig ud, fortsat stiller lægebetjening til rådighed i alle døgnets 24 timer og på det niveau og med den justits, som de øvrige læger underkaster sig med de kollektive aftaler.

Vi ved fra den ene internationale sammenligning efter den anden, at det nuværende familielægesystem er blandt de bedste og billigste i verden. Vi opfordrer til, at man tænker sig grundigt om, hvis man vil til at bruge betydelige ressourcer på at give få procent læger en rettighed, som de formentlig vil bruge til egen fordel og ikke til patienternes og samfundsøkonomiens fordel.